Selv om det nok primært er et engelsk fænomen, så er der sikkert også mange i Danmark, der kender den engelske tegner og børnebogsforfatter Beatrix Potter. I starten af halvfemserne kunne man opleve en tegnefilmsserie på både DR og TV2, men det er nok primært hendes bøger folk kender. Det var nemlig Potter der, i starten af forrige århundrede, skrev bøgerne om bl.a. Peter kanin. Selv om mange af os måske ikke har helt klare erindringer om historierne, så er der til gengæld nok mange, der kan huske de meget fine akvarelillustrationer, som ledsagede de søde, små fortællinger.

Beatrix Potters eventyrunivers er befolket af dyr i alle afskygninger. De er selvsagt antropomorfiserede, så de både kan tale og flere af dem bevæger sig endda på bagbenene som var de mennesker. Tillige er der flere af dem der har fået kyser, hatte og veste på, så de minder lidt mere om fine herrer og fruer fra 1900-tallet. Både bøgerne men især tegningerne har derfor været en del af mange børneværelser og børns bevidsthed siden de blev publiceret.

Umiddelbart virker det måske som om tiden er løbet lidt fra denne uskyldsrene type historier, for mange børn i dag ser tegnefilmsserier som Eventyrtid, Regular Show eller lignende, der selv i flere voksnes optik kan virke både syrede, gakkede og ganske voldsomme. Ikke desto mindre er det netop blevet muligt at opleve en spillefilm, løst baseret på Potters univers. Filmen har fået den ”danske” titel Peter Rabbit.

Filmen starter med at man ser fire spurvefugle flyve i formation over et frodigt, engelsk landskab. De begynder at synge en musical-lignende sang og både undertegnede og dennes medanmelder Carl, kiggede på hinanden med let skjult frygt i blikket. Skulle vi nu udsættes for halvanden times supernuttet musicalfilm for de allermindste? Heldigvis nåede fuglene ikke frem til omkvædet før selveste Peter kanin kommer hoppende ind i billedet og vælter sangfuglene til alle sider. Herefter følger et hæsblæsende trackingskud der følger hovedpersonen over stok og sten, gennem kaninhuller og helt hen til Hr. Surs hus.

Det viser sig hurtigt, at selv om mange af dyrene fra Potters univers stadig ser ud som man husker det fra bøgerne, så er der skruet gevaldigt op for tempoet. Det er også fint, for nutidens børn ville næppe have tålmodighed til at se film, der blev afviklet i samme tempo som de originale fortællinger gjorde det. Der er nok fans af Potter, som vil korse sig over denne nyfortolkning, men skal man få gjort børnene interesserede i originalen, bliver man nok nødt til at møde dem hvor de er, og ikke mindst tilpasse fortællingerne så de fungerer i 2018.

Den første konflikt i filmen er helt klassisk. Den opstår mellem den gamle, gnavne bondemand Hr. Sur og dyrene udenfor dennes gård. Det er især den frække og lidt overmodige Peter, der sniger sig ind i mandens have og stjæler de grønsager som Sur møjsommeligt har passet og plejet, for efterfølgende at dele ud af godterne blandt Peters venner. Det er nok den fortælling som de fleste kan huske fra originalen. Der går dog ikke ret længe før filmen tager en noget anden drejning end bogen.

Hr. Sur dør nemlig, lige som han har fået fanget Peter. Det er ikke kaninens skyld, som filmen også siger, men derimod Hr. Surs meget kritisable levevis, der har svækket mandens hjerte. Seeren præsenteres så for Surs grandnevø, der er enearving til både hus og have. Nevøen arbejder i London, nærmere bestemt i stormagasinet Harrod’s, hvor han bestyrer legetøjsafdelingen. Han virker umiddelbart lige så stresset og irritabel som hans døde onkel, men før han blot sætter arvegodset til salg, beslutter han sig for at besigtige herlighederne. Da han når frem viser det sig, at han også hurtigt gør sig uvenner med dyrene i den nærliggende skov, til gengæld betages han samtidig af den smukke, unge Bea, der er kunstner og nabo til Surs ejendom.

Efter disse figurer er blevet præsenteret og ideen om at have en person der elsker dyrene (Bea) og en der hader dem lige så meget (Sur), så kan man næsten gætte sig til hvordan det hele vil gå. Der opstår selvsagt en romance mellem de to mennesker, mens dyrene og især kaninerne, føler sig lidt udenfor. Især Peter føler sig forrådt af Bea, der ellers har været god til at give ham masser af opmærksomhed og kærlighed.

Som en slags Alene Hjemme bare med dyr, bekriger Sur, jr. og dyrene herefter hinanden og deres indbyrdes stridigheder vokser sig efter lidt tid så store, at det på det nærmeste er dømt til at gå galt. Vanen tro formår filmens skabere, at få eksekveret dette på en måde, så alle kan se med uden at blive kede af det, vel vidende at det hele nok skal løse sig til sidst.

Det er virkelig lykkedes animatorerne på Sony Animation, at få skabt nogle meget livagtige dyr til denne film. Filmen er ikke traditionel animationsfilm, men er lige som filmene om Smølferne (som Sony Animation også lavede) en kombination af realfilm, skuespillere og så animerede figurer, der interagerer med disse. Det fungerer overraskende godt og vidste man ikke bedre ville man tro at nogle meget dygtige dyretrænere havde brugt halve liv til at få rigtige kaniner til at spille skuespil.

Selv om Peter Rabbit nok ikke bliver nogen skelsættende animationsfilm, eller måske ligefrem startskuddet til en ny kanin-franchise, så er et stadig en både sjov, fræk og charmerende familie film, der vil behage de fleste.