Anders W. Berthelsen har inden for kort tid indspillet film i både Argentina og Brasilien. I den kritiske modtagelse af den dansk-brasilianske Carlos Augusto de Olivieras debutspillefilm Rosa Morena har det derfor også været et gennemgående tema, at den sydamerikanske ramme omkring handlingen går igen fra Ole Christian Madsens Superclásico. Der har tilmed været en tendens til, at Madsens film er blevet vurderet under betegnelsen ’komedie’, og er derfor blevet kaldt letbenet, mens de Olivieras film, der bruger en mere realistisk stil, er blevet vurderet til at have mere tyngde. Det er dog i overvejende grad en fejlvurdering af begge film. Madsens film har været stærkt undervurderet, mens Rosa Morena i stedet er blevet vældigt overvurderet.

Berthelsen spiller Thomas, en skruk homoseksuel, der rejser til São Paolo for at adoptere et barn. I Danmark er det ikke muligt for en enlig homoseksuel at adoptere, men i Brasilien er der såvel legale som mere fordækte måder at nappe et kid med sig tilbage til Danmark. Thomas melder sig derfor under fanerne hos en NGO, der uddeler mad blandt fattige, med det fortsæt at komme i nærheden af en kvinde, der er villig til at sælge sit barn for den rette sum gulddukater. Han ender med at få en grundig dragt prygl det første sted, han forsøger sig, men da han møder María, ændrer situationen sig gevaldigt. Fra at være en moralsk problematisk situation, så ser det ud til, at Thomas har fundet en vej ind i det faderskab, han længes efter.

Filmen rejser en lang række tabuer, der trænger til behandling. På den måde forsøger den, at kaste et fornyet lys over debatter, som sjældent tages til ende: homoseksuelles adoptionsmuligheder, fattigdom i nyindustrialiserede lande og specielt koblingen imellem de to, samt en globaliseret kapitalisme, der kapitaliserer individet. Desværre formår filmen ikke at følge nogle af diskussionerne helt til dørs, fordi den i stedet ønsker at fokusere på nogle romantiske facetter af mødet mellem Thomas og María. Navnet María er selvfølgelig en slags henvisning til den guddommelige undfangelse, men i filmen er det blot uvist, hvem der er far til barnet, hun skal føde. Med andre ord etablerer filmen faktisk en ramme, der ville have kunnet belyst nogle interessante problemer i den internationaliserede kapitalisme, hvor selv et barn kan indgå som et forbrugsgode.

Filmens stil er gennemsigtig og udmærket til at skildre den svære slum, som Thomas overraskes af i São Paolos slumkvarterer. Realismen bliver dog aldrig så krads, som den muligvis har været tilsigtet. I stedet for at skildre de hårde kår for María og hendes beslægtede, kommer det hele faktisk til at virke ret hyggeligt. Slum er ikke hyggelig. Berthelsen spiller rollen lidt, som han altid gør, hvilket vil sige lidt uden facetter i sit spil, mens David Dencik som kontrast er blændende i rollen som vennen Jakob, som Thomas besøger. Ja, det er alle bibelske navne, og ja, der er nok nogle skjulte betydninger i det. Det samme gælder titlen: Rosa er navnet på babyen, mens Morena er et spansk navn for mørklødede latinoer.

Selvom filmen ikke er specielt lang, så kommer den til at virke sådan. Handlingen er relativt gennemskuelig, og når den ikke er det, bliver alt trukket i langdrag. Det er virkeligt en skam! Filmen har tematisk og stilmæssigt potentiale, der aldrig bliver helt indfriet. Det kræver bare mere end en sød fortælling om en skruk bøsse for at fortælle om globaliseringens problemer med børnehandel på det sorte marked. Hvor Madsens film har en filosofisk og moralsk dybde, bliver den etiske ramme omkring Rosa Morena forfladiget og snusfornuftig. Det ku’ vær’ så godt, men så’ faktisk skidt!