Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Spies og Glistrup (110 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 9/1 2014, 20:50 af Kim Toft Hansen

Baseret på uvirkelige hændelser…


Baseret på uvirkelige hændelser…

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det startede som en fortælling om Mogens Glistrup og Simon Spies, der genser hinanden i dødsriget. De sætter sig til at tænke tilbage på den tid, de oplevede sammen – og de mennesker de mødte og passerede forbi. Dette pitch var ifølge instruktøren Christoffer Boe det, de fik finansieringen til Spies og Glistrup hjem på, men derefter tog fortællingen uventede drejninger. Ikke så meget for en historisk film som denne, men snarere for Boe som instruktør. Filmen er nu ude på købefilm.

Spies og Glistrup er Boes ultimative folkelige gennembrud. Hans første fem film var publikumsmæssigt smalle film, der trak ganske få danskere i biografen,selv om kritikere og akademikere elsker ham. For der er noget at komme efter i hans film – og der bliver ved med at være det ved flere gensyn. Han har hidtil baseret sine film på den samme fortælling, der hovedsageligt tager udgangspunkt i mødet mellem to personer. Herud fra refererer og varierer han løs. Dette udgangspunkt er i princippet ikke brudt i Spies og Glistrup, der allerede i titlen understreger personmødet.

Men derfra glider smal- og kunstfilmsfokuseringen lidt ud af fokus til fordel for en på overfladen reelt klassisk, dansk, historisk film. Kronologisk bevæger filmen – efter en kort indledning fra 80’erne – sig frem fra midttresserne til midtfirserne. Tiden, som filmen spænder over, er en historisk dybt interessant periode i dansk historie, idet det er tiden, der går fra tro på velfærdsstaten til aflivningen af denne mytologi til fordel for et kynisk forbrugssamfund pakket ind i socialbevidst vat. Båret af to mediepersonligheder formår filmen at fortælle om dette velfærdsfald og -tab.

Boe benytter sig til overflod af velkendte og kvasidokumenteristiske trick ved at indføje autentiske sekvenser undervejs i filmen, som skal placere filmen tidsmæssigt. Men han manipulerer også med disse ved at indføje efterproducerede elementer, der kan vinkle historien til filmens egen fordel. Derved formår filmen faktisk at være en historisk film, der samtidig subtilt og elementært dekonstruerer den historiske film. At det er lykkedes Boe at snige sine elementære dekonstruktioner ind i en populær film er lidt af et svendestykke.

Er det så ikke en forvanskning af historien, af personerne, af danske erindringer? Tjo, måske, men pointen med de dekonstruktive elementer er jo, at det er den historiske film allerede fra starten, i udgangspunktet, per definition altid allerede. Derved er Boe faktisk måske en instruktør, der for én gangs skyld endelig tager den historiske film seriøst. Samtidig indleder filmen med undskyldning, der kan bortforklare, at han tager sig nogle friheder. Filmen er baseret på virkelige hændelser, står der, og en del uvirkelige. Det er naturligvis igen dobbelttydigt: det er både et filmisk forbehold og en understregning af det exceptionelt vilde og for mange uvirkelige liv, Spies indlemmede Glipstrup i.

Samtidig formår filmen at udnytte dette forbehold til at bevæge sig helt tæt ind på personerne, men ikke nødvendigvis, som de historisk burde – eller ville – overleveres. I stedet går Boe så tæt på karikaturen, som han nærmest kan, mens hans samtidig fastholder en akkurat brug af velkendte anekdoter om de to personligheder. Med det liv, som især Spies førte, er der faktisk ikke brug for karikatur og overdrivelse – det er fra starten helt derude, hvor det kommer til at fremstå utroværdigt og netop dette har tydeligvis været det attraktive i at lave en film om de to. Med storspil fra Pilou Asbæk og Nicolas Bro er det lykkedes at skabe en film, der elementært danser helt derud, hvor troværdigheden går fløjten, men reetableres ved, at filmen har sin snabel helt nede i den individ- og samfundshistoriske autenticitet.

Spies og Glistrup er derfor meget mere end bare en historisk film om de centrale personligheder. Det er en film, der i sit udtryk og fortællesprog implicit gør op med den historiske film per se. Den formår også at være nationalt idylliseret på den ene side (se bare rapsmarken på filmens forside), mens den også via især Glistrup indlægger nogle hårde indvendinger mod samme. Hele tiden balancerer filmen på en knivsæg, hvor det er uvist, hvad den rent faktisk vil – og alligevel lykkes den som en historisk film. Det er saftsuseme godt gået!


Forrige anmeldelse
« Bad Boy Bubby «
Næste anmeldelse
» Broen II »


Filmanmeldelser