Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Min søns familie (117 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 26/10 2014, 20:02 af Kim Toft Hansen

En film om biologi og kultur


En film om biologi og kultur

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den japanske instruktør Kore-eda Hirokazu nævner ofte taiwanesiske nybølgeinstruktører som sine inspirationskilder. Nybølgen i Taiwan foregår i 80’erne og falder gerne i to bølger – en seriøs og en gradvist mere populær – og begge grupperinger henviser Kore-eda gerne til. Disse nybølgetendensers tilbageblik til den centraleuropæiske filmtradition er da også til at få øje på, og den første taiwanesiske nybølge skæver også gerne til en europæisk – og især italiensk – neorealisme. Denne inspiration bliver i Kore-edas seneste film Min søns familie meget iøjnefaldende. Filmen er netop udkommet som dansk købefilm.

Filmen handler om den lille familie, faren Ryota, moren Midori og sønnen Keita, der lever en regelmæssig tilværelse baseret på Ryotas indkomst som stjernearkitekt. Han har store forventninger til sin søn, men han føler ikke helt, at de bliver indfriet. Det hele falder på plads for ham, synes han, da hospitalet, hvor Keita blev født seks år tidligere, ringer med besked om, at der dengang skete en babyforbytning. Keita er ikke deres biologiske søn. Nu skal de møde den familie, der dengang fik deres biologiske søn, og sammen finde frem til, hvad de skal stille op med forbytningen: Skal de bytte tilbage, eller lade stå til?

Filmen er karakteristisk stillestående og rolig i sin rytme og stil. Den lægger vægt på, på den ene side at fastholde nogle brede billeder, hvor de voksne er i fuldprofil. Disse vinkler og beskæringer er helt i tråd med de nybølgerealistiske stilvalg. Men på den anden side kombinerer Kore-eda og fotografdebutanten Takimoto Mikiya disse brede indstillinger med kvasisubjektive indstillinger, der i børnehøjde får de voksne til at se store og overvældende ud. Denne kombination bruges undervejs i filmen effektivt til at skitsere forskellige levemønstre de to familier imellem. Og de bruges hovedsageligt til at vise den patriarkalske struktur i Keitas hjem.

Som et filmisk argument veksler Min søns familie mellem forskellige fortolkninger af og vinkler på, hvordan man ville kunne reagere i en umulig situation, som den de to familier stilles i. Det bliver en film om forholdet mellem biologi og kultur, men også om forskellen på lav- og højindkomst i Japan og i den forbindelse en diskussion af forholdet mellem penge og livsglæde. Argumentation følger hovedsageligt den indadvendte Ryota, men samtidig lægger filmen ikke hele tiden op til sympati hos ham. I stedet er vi – befriende og uroligt – frisat til selv at tage stilling. Det er det mest ubehagelige ved filmen, at den ikke vejleder os. Vi skal selv.

Det helt store scoop for Kore-eda – og som er et aspekt, der ofte fremhæves hos ham – er de to små knægte, der spiller de seksårige forbyttede unger. Kore-eda har formået at trække så klare forskelle ud hos de to, at det virkeligt vidner om personinstruktion af børn på meget højt niveau. I bund og grund spiller de to knægte allerhelvedes godt. Selvom filmen hele tiden er helt nede i tempo, fastholder de to drenge en energi og en nerve, der hele tiden stiller det samme spørgsmål til forholdet mellem biologi og kultur. Filmens vej mod en konklusion er uvejsom og følelsesladet, men på mange måder ender det hele ret overbevisende.

Kore-eda fik juryprisen ved Cannes-festivalen for filmen. Filmen er også med god grund blevet fantastisk flot modtaget. Lidt modig semibiografisk leg er der naturligvis også i, at hele filmens familienavn er opbygget om Keytas eget virkelige navn: Keyta Ninomiya spiller Keyta Ninomiya. Nedtonet i rytme, hjertevridende i sit tema og original i sin stilmæssige behandling af et problem er Min søns familie en film, der fra et lokalt kulturelt ståsted med stor succes formår at stille helt universelle og eksistentielle spørgsmål til tilværelsen. Eller slet, ret og elementært: en vaskeægte god film!


Forrige anmeldelse
« Stalingrad «
Næste anmeldelse
» Kvinden der forsvandt »


Filmanmeldelser