En ægte færøsk film er en sjældenhed. En sådan er filminstruktør Sakaris Stórás anden spillefilm Det sidste paradis på jord, (Dreams by the Sea, 2017), der alene foregår på den nordatlantiske afsidesliggende ø Suðuroy. Læg dertil at instruktør, filmholdet og de medvirkende alle er færinger.

Nyfangede torsk vælter ind fra havnen. Store og velnærede, i kæmpe bunker skubbes den efterspurgte fisk ind på fiskefabrikkens velorganiserede samlebånd. Skulder ved skulder, i ens, blå, vandskyende dragter, står medarbejderne bøjet over samlebåndet med de forbipasserende torsk, for med kun få minutters mellemrum, hver især, at udføre samme rutinemæssige funktion, time efter time, dag efter dag.

Hvem sagde Charlie Chaplins Moderne Tider?

Men her er der ingen ,der gør oprør. Tværtimod. Fiskefabrikken er øens eksistensgrundlag, uden den ville der så godt som ikke være andre indtjeningsmuligheder. Kari (Sámal Hildibjartsson Hansen) en ung mand født og opvokset på den naturskønne ø er egentlig ganske godt tilfreds med sit monotone arbejde ved samlebåndet.

Han og hans yngre søster Silja (Bjørg Brynhildardóttir Egholm) er i sorg over, netop at have mistet deres mor. Faren ser ingen fremtid på øen og kort efter hustruens død, stikker han til havs med en fiskerbåd, med et påbud til Kari om, at tage sig af Siljas opvækst. Ikke nogen let opgave for Silja er i teenage-oprørs alderen. Konstant i opposition, pjækker fra skolen, sover længe etc.

Kari er filmens helt centrale skikkelse, med alle eneboerens karakteristika: Indadvendt, konfrontationssky, identitetssøgende og ensom. Stærkt knyttet til sin miniverden, hvor tiden er ved at løbe fra de små fiskefabrikker og den katastrofale lukning truer forude. Kari er en sympatisk person, der i sin isolation hviler i sig selv, helt i pagt med øens skønne natur.

På en sjælden måde formår denne lille film nuanceret at skildre og troværdiggøre øboens mange dilemmaer overfor den ydre fjerne, moderne verden, med dens sociale- og klimaforandringer.

Kari er hverken en helt eller en slagen eneboer. Han er mennesket Kari, der oplever de ydre trusler, ikke mindst, at de nærmeste fraflytter den lille ø. Forstår, at med fabrikkens ophør er øens fremtid usikker. Alligevel vælger han, sammen med Silja, at blive på den lille ø, som tiden for længst er løbet fra. Det lille paradis, i den natur, vi ikke mindst ved fotografen Virginie Surdejs (det hedder hun!) grandiose landskabsbilleder, er kommet til at holde af.

Det sidste paradis på jord er en usædvanlig smuk og sjælden film, med masser af løse ender og ulogiske forløb. Glem det. Lad dig, som Kari, fastholde af det enkle og ofte ureflekterede. Måske har vi her svaret på den evige søgen efter identitet og lykke – i det mindste i de små halvanden timer filmen varer.