Cirka tyve minutter inde i filmen The Driftles area spørger en af karaktererne, Stella, den unge hovedperson Pierre: ”This is a story?”. Han svarer ikke, men ændrer i stedet samtalens gang ved at spørge hende, om hun bor i det hus, de befinder sig i På dette sted i filmen er den opmærksomme seer dog allerede ganske klar over, at dette i den grad er en historie, endda en virkelig interessant en af slagsen.

Filmen føles, som om instruktøren var det uægte barn af Spike Jonze og Jonas Åkerlund tilsat en håndfuld vidunderlige skuespillere, en interessant, bevidst konstrueret, småfilosoferende, postmoderne dialog (der konstant synes at italesætte fortællingen som netop en fortælling), en række overraskende handlingstwists, et finurligt visuelt udtryk (der låner elemeter fra andre steder i den amerikanske indiescene, film noir, Kim Ki-Duk, surrealisme og meget andet). Derfor ender filmen med at være en virkelige behagelig og forfriskende filmoverraskelse, som man bestemt ikke havde set komme, hvis ens eneste information om filmen var, at man havde studeret filmens cover.

Filmen er instrueret af debutanten Zachary Sluser, der dog tidligere bl.a. har lavet kortfilmen Path Lights, der ligesom The Driftless Area har John Hawkes på rollelisten, og som er baseret på en historie af Tom Drury.

At se filmen føles faktisk meget lig at læse en roman. Ikke kun fordi replikkerne er så aparte i forhold til, hvad man ellers er vant til at se i amerikanske film, men også fordi både udtrykket og indholdet nærmer sig kunstfilmen, men uden dog at give afkald på humor, drama eller den gode grundfortælling, som stadig er filmens bærende element, uanset hvor selvreferentiel, metabevidst og konstrueret den ellers måtte forekomme.

Det er undertegnedes nye darling Anton Yelchin (som kapellet tidligere har været glade for i film som såvel Star Trek, Odd Thomas og Burying the ex), der spiller hovedrollen som Pierre. Som den rutinerede skuespiller Frank Lagella siger i Making The Driftless Area (som også er inkluderet på DVD’en), så ser han helst ikke, der går lang tid, inden han er med i endnu en Anton Yelchin-film. Desværre er dette jo ikke muligt, for Anton Yelchin kom desværre med i Club 27, da han forleden blev mast af sin egen bil i en latterligt tragisk ulykke. Det var en virkelig sørgelig nyhed især i lyset af, at den unge skuespiller virkelig var i færd med at få gang i sin karriere og lande de helt store roller. Desværre får vi aldrig mulighed for at se, hvordan hans talent ville havet udviklet sig, og må i stedet trøste os med, at man heldigvis stadig har en håndfuld film med den unge mand. Blandt disse står The Driftles Area specielt stærkt tilbage.

Inden den ærede læser tænker, at det udelukkende er på grund af slet skjult melankoli og ærgrelse over skuespillerens alt for tidlige død, at The Driftless Area får så mange roser med på vejen, så skal der manes til besindelse. Filmen bæres godt nok hovedsagelig af Yelchins fine spil, men der er også mange andre elementer, der gør, at man skal give den en chance. Som nævnt er filmen uforudsigelig, hvad angår plottet og så sandelig også på dialogsiden, hvor det er svært for seeren at gætte, hvilken retning, som de forskellige samtaler vil gå i.

I det hele taget virker filmen, som om den er lavet med passion. Det er måske også klart, at når man debuterer som instruktør, vil man gerne efterlade et indtryk - og det gør filmen. Måske ikke et varigt et af slagsen, men nok til, at man - efter filmen er slut - bliver virkelig nysgerrig på, hvad instruktørens næste film bliver. I ekstramaterialet fortæller forfatteren til romanen Tom Drury også om, hvor nemt samarbejdet med Zachary Sluser har været, og at de har haft mange af de samme ideer om, hvilke aspekter fra romanen, der skulle med i filmen, og hvilke der ikke fungerede.

Undervejs i handlingen er der også – med frygt for at afsløre for meget (og lad nu være med at se traileren - for den spoiler dette direkte) - overnaturlige plotelementer, der blander sig i denne i forvejen så komplekse handling, men i stedet for blot at være påklistret for at gøre handlingen mere kryptisk eller interessant, kommer disse til at spille en central rolle i forhold til handlingsforløbet og figurernes relationer til hinanden.

Kapellet er helt klar over, at The Driftless Area ikke er en film, der har en bred appeal. Der er sikkert mange seere, der vil blive fremmedgjort af den teatralske dialog, de ofte ret besynderlige handlingstråde og de tilsyneladende forskellige og modsatrettede handlingslag, som filmen præsenterer. Rent genremæssigt er den også svær at placere, for selv om den overordnet nok mest skal ses som et indiedrama, så byder filmen også på overnaturlige neo-noir-elementer, en virkelig sød kærlighedshistorie og endda thrillerelementer.

Selv om den brede appeal måske mangler, er der med sikkerhed også mange, især de med forkærlighed for konvolutterede, postmoderne fiktioner, der lige som nærværende anmelder vil lappe disse fortællermæssige og genreudfordrende lækkerier i sig, som var de koldskål på en varm sommerdag.

Hvad der præsenteres som den skinbarlige virkelighed i det filmiske univers, er måske ikke så interessant, som hvilken virkelighed seeren får præsenteret lige her og nu. På den vis bliver The Driftless Area også en af de film, der byder på historier i historier, alt imens grænserne mellem drøm, fantasi og realitet ofte krydses uden, man måske lige lægger mærke til det. Det er samtidig ikke en uoverskuelig eller vanskelig film at følge med i. Filmen byder på en historie, der med garanti bliver endnu bedre anden eller tredje gang, man ser filmen. Dette gør, at The Driftless Area bliver en af den slags film, der bliver bedre og bedre, jo flere gange man ser den, og se det er lidt af en sjældenhed efterhånden.