Tilfældet, eller muligvis skæbnen, ville at Deres anmelder, i den forgangne uge blev konfronteret med to meget forskellige udlægninger af samme historiske begivenheder. Nærmere bestemt Amerikas, eller rettere CIAs meget suspekte involvering i bl.a. våben- og narkosmugling i Mellemamerika i 1980erne.

Den ene udlægning af denne fortælling var en gammel tegneserie af Alan Moore og Bill Sienkiewicz; Brought to Light: Shadowplay fra 1988. Takket være internettet var det endelig var lykkedes at få denne hjem til samlingen. Selv om det er en tegneserie, benytter den selv betegnelsen "a visuel docudrama" og er baseret på ganske grundige faktuelle kilder. Den tegner et meget skræmmende billede af hvordan CIA har forsøgt at spille forskellige aktører ud mod hinanden og systematisk har været involveret i en lang række kriminelle handlinger. Udgivelsen er stadig den dag i dag både skræmmende og chokerende læsning idet den fortæller om de enorme konsekvenser der har været, både i forhold til tab af menneskeliv, men også hvad angår de mere langtrækkende sociopolitiske konsekvenser som CIA har været direkte skyld i, i de berørte områder.

Stort set samtidig at denne doku-tegneserie blev genlæst, dukkede den nyeste Tom Cruise-film Amercian Made op. Uden at vide ret meget om filmen skulle det vise sig, at Mr. Cruise i denne film indtager rollen som en pilot, der nærmest ved et tilfælde bliver antastet af netop CIA og bedt om at tjene sit land, ved at sørge for at transportere våben fra USA til Mellem- og Sydamerika og af narkobarnoner truet til at returnere til USA med store sendinger narko den modsatte vej.

Selv om disse to fortællinger har mange lighedspunkter, så er der også verden til forskel mellem deres fokus. For hvor Brought to Life: Shadowplay som nævnt er rystende læsning, så er American Made en meget veloplagt, nærmest munter actionkomedie, som til trods for at den nedtoner de mere dystre konsekvenser af CIAs gerninger samtidig viser hvor absurd hele denne situation var når man vælger at betragte den udefra.

Cruise spiller piloten Barry Seal, der i starten af 1980erne opsøges af CIA. De ved at han tjener lidt ekstra håndører ved at smugle Cubanske cigarer ind i USA men i stedet for at retsforfølge ham, tilbyder CIA Barry et meget lukrativ alternativ: flyv for os og tag billeder af forskellige oprørsbaser i Mellemamerika. Dette går rigtigt godt, da Barry er en virkelig dygtig pilot. Inden længe flyver Barry i rutefart mellem USA og Nicaragua hvor han ligeledes afleverer penge i brune kuverter til selveste General Noriega, mod at få oplysninger med retur til USA. Alle disse ting ved Barrys kone intet om, da hun stadig tror at han flyver for TWA.

Barrys forretning går umådelig fint, men en dag opsøges han i Panama af en række skumle typer, der tager ham med for at mødes med en række meget magtfulde narkobaroner, blandt disse er Emanuel Escobar. Barry overtales hurtigt til at fylde sin flyver med kokain, som så kastes ud til lokale forbrydere idet han vender tilbage til USA. Inden længe har Barry gang i den vildeste kurérvirksomhed, hvor penge, våben og stoffer flyves mellem en række destinationer og i da forretningen mildest talt går forrygende, bliver Barry nødt til at udvide. Barry kontakter fire kompagnoner i firmaet, der indkøbes flere, større fly og der er reelt set så mange penge i dette foretagende, at han ikke har fysisk plads til at opbevare dem i hans ellers enorme hjem.

Filmen er baseret ganske løst på virkelighedens Barry Seal men den har taget sig en masse friheder i forhold til hvordan begivenhederne reelt udfoldede sig. Det betyder dog ikke at den måde som våben, penge og narko blev (og bliver) transporteret over grænser på er forkert skildret. Der vil sikkert også være nogle der mener at når man på denne vis formidler lyssky operationer, der potentielt har betydet død og elendighed for titusinder af mennesker, på en næsten humoristisk måde, så burde man skamme sig. Heldeigvis lykkes det dog filmen at anlægge en tilpas kynisk, distanceret tone til det hele, som gør at man som seer ganske enkelt forbavses over at sådan noget faktisk er sket.

Man kan ikke komme udenom at American made er en film der underholder fra start til slut. Den er fortalt i et hæsblæsende tempo. Den er medrivende. Den er til tider fuldstændig absurd og så grotesk at det er svært ikke at grine højlydt. Det er Den Amerikanske Drøm på coke. Under al galskaben er den ligeledes ganske kritisk overfor de lyssky metoder som dele af det Amerikanske system arbejder med, selv om dette dog ikke er det der fylder mest i filmen. At tragedien nedtones er muligvis forståeligt, for filmen er primært en af de film, hvis hovedformål er at overraske og underholde, ikke at levere en sønderlemmende samfundskritik.

American made er instrueret af Doug Liman, nok bedst kendt for den første Bourne Identity og som tidligere har arbejdet sammen med Cruise på den vellykkede Edge of Tomorrow. Liman er virkelig god til at skabe intense actionsekvenser uden samtidig at glemme karaktererne undervejs. Uanset om man bryder sig om Tom Cruise eller ej, er han både intens, charmerende og lader til at have haft det rigtigt sjovt med at lave denne film.

Endelig kan filmen også ses som en der har givet det fart- og flyveglade legebarn Cruise mulighed for selv at lette, flyve og lande en lang række forskellige fly under optagelserne. Der er i firseræstetikken og filmens nærmest fetichistiske forhold til flyvemaskiner en sær fornemmelse af at American Made er en slags palimpsest over Top Gun med det aber dabei, at Crusie faktisk selv styrer de fly man ser i filmen.