Måske er det en skrøne, men det forlyder at det Amerikanske indenrigsministerium faktisk ligger inde med en plan der ganske detaljeret indeholder alt hvad man har brug for i tilfældet af at zombietruslen pludselig en dag skulle blive en realitet.

Uanset hvor skørt det end måtte lyde, er det dog et faktum at der i Guds eget land eksisterer en subkultur af de såkaldte "preppers" som konstant er årvågne og som lever deres liv i skyggen af en nært forestående katastrofe. Preppers består af en masse amerikanske borgere, der på forskellig måde forsøger at være klar til den dag samfundet bryder sammen. De tror ikke nødvendigvis på at vi er truet af zombier, men snarere en sammenbrud af infrastrukturen, det politiske system, økonomien eller helt andre skrækscenarier, der vil betyde at den vestlige civilisation som vi kender den vil ophære med at eksistere. For Prepperen er et kollaps uundgåeligt. Det er bare et spørgsmål om hvornår dette sker, ikke om det sker.

Hvis det skulle vise sig at disse preppers har ret, så er det velsagten også de færreste af os der vil vide hvordan man sikrer sig rent drikkevand, behandler sygdomme uden lægemidler, holder husdyr til kød eller lignende praktiske færdigheder? Derfor sørger Prepper'en for både at opbygge et forråd af konserves, sylte forskellige lækre sager, indkøbe benzin nok til generatoren, sikre at man kan forsvare sig selv, osv. så han eller hun er klar til overlevelse under den nært forestående katastrofe.

Grunden til al denne snak om disse praktisk anlagte dommedagsprofeter er selvfølgelig, at den seneste sæson af Fear the Walking Dead, søsterserien til den meget populære serie, foregår på en farm i det sydlige USA, befolket af en masse mennesker, der netop har forberedt sig på verdens undergang siden starten af 90'erne.

Den lille familie som seeren har fulgt siden starten af sæson 1, blev i slutningen af sæson to ført sammen igen og bliver i det første afsnit bragt til en militærbase hvor en selvbestaltet og sadistisk flok kakiklædte tosser regerer. Det lykkes dog familien Clark at flygte i en helikopter da basen overrendes af de udøde, men da helikopteren skydes ned søges der tilflugt på en kæmpestor gård i det sydlige USA. Denne farm ledes af en slags ultrakonservativ patriark, Jeremiah, der styrer hans mænd strengt men også meget lavpraktisk.

En af de centrale stridspunkter i denne 3. Sæson, med frygt for at spoile alt for meget, er at førnævnte patriark i årevis har ligget i en slags blodfejde med en gruppe indfødte amerikanere, der hævder at de har en medfødt ret til den jord som Jeremiah har slået sig ned på. På den måde italesætter denne sæson af serien også nogle af de alt for virkelige problemer der eksisterer i det amerikanske samfund. En strid man senest har set mellem indianere i Dakota og den Trump-ledede regering i Washington. Selv om Fear of the Walking Dead ikke har en direkte politisk agenda, men primært har til formål at underholde, så synes fiktioner som disse altid at levere en slags kommentar til virkelighedens konflikter, for på den måde at blive mere vedkommende og aktuelle.

Selv om det er blevet sagt før, så er det i både The Walking Dead og i denne serie ikke zombierne der skaber de største problemer. Zombierne kan jo ikke gøre for at de er som de er. Et er derimod de overlevende mennesker, der ofte kommer i konflikt med hverandre, fordi de har meget forskellige måder at se verden og løse deres problemer på. Det skal samtidig siges at seeren, der holder af nærkampe med rådne udøde også får rigelige scener med dette undervejs, så de der troede at dette udelukkende ville være en form for postapokalyptisk sæbeopra, kan godt slappe af.

3. sæson holder primært sin fortælling i to spor. Hovedfortællingen følger som nævnt familien Clark og deres overlevelse i nye, truende omgivelser på framen, mens seriens andet spor fokuserer på forretningsmanden Victor Strand og den forhenværende torturbøddel Daniel Salazar, som begge når frem til en enorm dæmning på grænsen til Mexico.

I det hele taget er den 3. Sæson af spin-off serien muligvis den stærkeste til dato. Kan man derfor lide de første to er der al mulig grund til også at få fat i 3. Sæson. Det har aldrig været Kapellets hensigt at spoile oplevelsen på nogen måde, men derfor kan det godt nævnes at seriens skabere har ladet sig inspirere af George R. R. Martin, da der undervej i denne tredje sæson også er helt centrale figurer som man ikke havde regnet med ville dø, som omkommer på mest overraskende vis.

Forventeligt slutter serien med en cliff-hanger af de helt store, hvilket selvsagt betyder at man har lyst til at se mere med det samme. Lige som med sin søsterserie (med undtagelse af sæson 2 måske) er replikkerne velskrevne, der bydes på ganske fint skuespil, tilsat en masse gode visuelle effekter og så besidder serien den førnævnte subtekst, der gerne vil kommentere både på den aktuelle sociopolitiske situation i USA men ooverordnet også på hvem vi virkelig er som mennesker. For når civilisationen bryder sammen, så fjernes ofte også den sidste rest af humanisme og empati, som vi så hovent påstår er det der skiller os mennesker fra de vilde dyr.