Indimellem kan det være en fordel ikke at vide noget som helst om den film man skal anmelde, om ikke andet fordi man så ikke er forudindtaget. Undertegnede kendte stort set intet til filmen Galveston ud over at det var en film baseret på en roman, skrevet af hovedforfatteren til tv-serien True Detective, Nic Pizzolatto. Til gengæld skulle det vise sig, at det var endda en meget god film, der gemte sig bag den noget intetsigende titel.

Galveston er en ø, der tilhører Texas og som ligger syd for New Orleans. Der er en helt bestemt grund til at denne ø deler navn med filmen, idet filmens rammefortælling er lokaliseret netop her, i 2005 hvor orkanen Katrina er ved at gå i land. Vi springer dog hurtigt tyve år tilbage, hvor vi møder den anløbne håndlanger Roy, der netop har været hos lægen.

Det etableres kort og enkelt, at der er nogle skumle pletter på Roys lunger, men inden lægen kan få en samtale i gang omkring behandling, er Roy stormet ud af konsultationen og tænder i ren frustration en smøg i sin pickup. Da han øjeblikke senere, udspørges af hans sleske gangsterchef, hvad lægen kunne fortælle om hosten, så affejer Roy det med, at der ikke er noget galt med ham. Kort sagt så præsenteres seeren for en hovedperson, der konstant hoster blod op og umiddelbart ikke har lang tid igen.

Roy få herefter en opgave. Han skal aflægge et besøg hos en advokat, der skylder chefen penge. Han skal sørge for at manden betaler, men Roy får også at vide at han ikke skal tage våben med, da det blot handler om at forskrække advokaten. Da Roy ankommer til huset, er der dog noget helt galt. Der er allerede folk i huset. Roy overfaldes og det lykkes ham kun med nød at næppe at få overmandet de to banditter der kom først. Roy finder advokaten dræbt men ydermere finder han en purung kvinde, der er bundet til en stol.

Vores hovedperson beslutter sig for at befri kvinden og snuppe de papirer som hans overfaldsmænd tydeligvis havde fundet i huset. Roy tager kvinden med sig, men kan ikke vende tilbage til sin chef, idet han er overbevist om, at det var ham der havde bestilt de to andre overfaldsmænd, med det for øje at skaffe Roy af vejen. Kort sagt, så får vores hovedperson, der lever på lånt tid, pludselig ansvaret for den unge kvinde.

Selv om man har set lignende filmiske fortællinger før, udmærker Galveston sig ved at være en film, der på behændig vis formår at blande den barske kriminalhistorie med et drama, der er mindst lige så ondt, smukt og medrivende som gangsterdelen. Langsomt udfolder filmens kvindens fortælling sig, for selv om Roy indledningsvist ikke vil involveres i hendes liv, lykkes det Rocky, som hun kaldes, at få Roy til at engagere sig i hendes sag.

Galveston er en virkelig barsk omgang. Ikke så meget målt på vold og blodsudgydelser, men snarere på de grumme skæbner seeren konfronteres med. Desuden er den skarpt klippet, flot fotograferet og desuden er det svært ikke at lade sig imponere af lydarbejdet, der virkelig er med til at sætte stemingen og underbygge de enkelte locations. Endvidere byder filmen på en meget knap, men ganske realistisk dialog. Vores hovedpersoner spilder ikke tiden med snak, men det som der bliver talt om er både vigtigt og hjerteskærende.

De to hovedpersoner Roy og Rocky, spillet af henholdsvis Ben Foster og Elle Fanning, gør det forrygende og det er meget svært ikke at leve sig ind i deres figurers skæbner, selv om de forhåbentligvis ligger langt fra den virkelighed de fleste af os kender. Ideen med den døende gangster, der tager den unge prostituerede under sin vinge, kan måske lyde som en kliché, men i Galveston omformes denne kliché til relaterbare karakterer af kød og blod.

Kapellet vil derfor på det varmeste anbefale Galveston for det er i vores optik en virkelig, virkelig god film. Thrillerelementerne fungerer lige så upåklageligt som de mere dramatiske scener. Dialogen er knivskarp og selv om fans af True Detective ikke i Galveston får serveret okkulte referencer, så er fællesnævneren stadig at Nic Pizzolatto er virkelig god til at skabe figurer og miljøer som man tror på og lever sig ind i. Sidst, men ikke mindst, så er det en film der klicheerne til trods, overrasker flere gange undervejs, men Kapellet vil selvsagt ikke afsløres hvordan, det bør du selv finde ud af.