I den seneste efterfølger til den originale og superblodige Saw fra 2004 (en af de film, der var med til at starte den nye voldsomme splatterfilmsbølge) figurerer instruktøren James Wan og manuskriptforfatteren Leigh Whannell kun som producenter. Saw IV opererer altså med nyt blod, både konkret i filmen og på den skabende side, men selv om der er sket udskiftninger på holdet, så er der heldigvis også gamle kendinge på holdet.

Saw IV tager tråden direkte op fra den tredje del. Jigsaw er død - meget død! Filmens åbning er ligeledes en åbning i Jigsaws krop. En retsmediciner skærer sirligt en cirkel rundt om den dødes isse med en skalpel. Det overskydende hud skrælles ned over Jigsaws ansigt og bensaven giver adgang til hjernen som efterfølgende udtages og vejes. Dernæst det klassiske Y-snit over brystet. Hud og fedtvæv skæres igennem, brystbenet knækkes, og der er nu adgang til Jigsaws indre organer. (Meget imponerende kadaver! Dette bør, hvis der er retfærdighed i verden, indbringe effektfolkene en pris). Da maveindholdet overasker, tilkaldes Detektiv Hoffman - som overlevede 3'eren. Indhyllet i stearin finder man et dikatfonbånd med Jigsaws stemme på. "Legen starter først nu", påstår den afdødes - men hvor sjov den leg er skal vise sig.

Hoffmann forsvinder kort tid derefter, og to FBI efterforskere sættes på sagen. Samtidig er politimanden Rigg fra indsatsstyrken besat af at finde hans partner - Matthews - som Jigsaw kidnappede tilbage i 2'eren. Rigg er overbevist om, at makkeren er i live. Han overfaldes i sin lejlighed og vågner op til et typisk Jigsaw-sceneri. Han vises en video, der viser Matthews og Hoffman, der er fanget. Matthews står på en smeltende isblok med en løkke om halsen. Isen er placeret på en vippe der har Hoffman på den anden ende. Hvis isen smelter hænges partneren og Hoffman, der er fastbundet til en stol, nedsænkes i strømførende vand. Rigg har nu en begrænset tidsfrist til at finde frem til begge, før de dør. Det er dog ikke det eneste problem, for i hans stue er der opstillet en anden af Jigsaws sadistiske fælder, hvori en ung kvinde holdes fanget.

Filmen følger henholdsvis Riggs jagt gennem det ene rædselsvækkende tableau af sadisme efter det andet, i et forsøg på at finde frem til hans kollegaer, før det er for sent, og henholdsvis FBI folkene, der er lige i hælene på Rigg. Desuden byder filmen på konstante flashbacks til scener fra de andre film i serien og til episoder fra Jigsaws liv. På den måde får man, hvis man kender til serien, en del svar på tidligere ubesvarede spørgsmål om hvordan og hvorfor Jigsaw har udviklet sig, og hvad hans overordnede motiver var.

Filmen er næsten lige så brutal som forgængerne, men det er som om noget af uhyggen er forsvundet. Foruden den klassiske etter i serien, er den klaustrofobiske stemning fra de to næste dele næsten helt forsvundet, og selv om tilskueren slæbes rundt til den ene gruopvækkende torturscene efter den anden, er det som om plottet og strukturen forsvinder undervejs, og man føler aldrig rigtigt empati med slagtedyrene. Logik og plot har aldrig har været seriens allerstærkeste sider, og på trods af, at Saw IV til dels lykkes at føre arven videre fra Tobin Bells nu afdøde karakter, så er filmens endelige twist, som skal være der, før det er en rigtig Saw-film, en anelse for lamt og ret så forudsigeligt.

Det ændrer dog ikke ved at filmen er flot; setdesignet er mørkt, rustent og råddent, fælderne (som altid) opfindsomme, effekterne overbevisende og tempoet generelt højt. Man keder sig aldrig, mens man ser på den fjerde sav, men det er også som om, at alle de knogler, sener og brusk, den har skåret sig igennem, har sløvet bladet betydeligt. Det er visceralt underholdende, men heller ikke mere, og man må blot ønske, at serien enten afsluttes her, eller i det mindste gives lige så værdig en afslutning af de originale bagmænd, som Stallone gjorde med Rocky Balboa.