Den franske filminstruktør Luc Besson proklamerede for år tilbage, omtrent samtidig med hans film Angel-A, at han ville stoppe med at instruere film. I stedet ville han udelukkende udvikle manuskripter og producere andre folks værker. Det virker bare ikke som om han har i sinde at efterleve dette credo, for han har både stået bag børnefilmstrilogien om Arthur og Minimoyserne og den fremragende tegnefilmsfilmatisering om Adéle.

En af de interessante ting ved Besson som filmmager, er at han bevæger sig i mange forskellige og ofte fantastiske eller actionfyldte genrer. Således har man set science-fiction film, gangsterfilm, historiske dramaer og selv børnefilm fra hans hånd og Bessons seneste film er ingen undtagelse. I The Lady prøver han kræfter med den biografiske film.

Selv om fans af franskmanden måske vil indvende, at Jeanne D’Arc også var en biografi, så er der en ganske stor forskel mellem den og den nye film, for The Lady er en film om en nulevende person, der i næsten lige så høj grad er blevet mytologiseret. Fælles for mange af Bessons meget film er at han har en fascination af stærke kvinder - ikke som hos vor egen Trier - kvinder, der udelukkende er selvopofrende, men kvinder som vil, tør og står fast, selv om alle odds er imod dem.

The Lady forsøger i løbet af sine to timer at gå bag om den Burmesiske frihedskæmper Aung San Suu Kyi, som med få undtagelser har siddet i husarrest i over 15 år, hvilket gør hende til en af de få nulevende politisker fanger, der har haft mest opmærksomhed udenfor hanes fædrelands grænser.

Filmens hovedperson spilles af Hong Kong-legenden Michelle Yeoh, der virkelig formår at give et nuanceret portræt af Aung San Suu Kyi. Yeoh er i den forbindelse godt castet, ikke kun på grund af hendes evne for karakterskuespil, men også fordi der er en slående lighed mellem den kinesiske skuespillerinde og kvinden hun portrætterer.

Filmen viser hvordan Aung, som ganske lille pige, pludselig måtte vokse op uden sin far, idet General Aung San, der af mange anses som en af Myanmars egentlige grundlæggere, blev skudt under militærkuppet i 1947. Der springes nu frem til 1988 hvor den nu voksne kvinde bor i London samen med sine to sønner og engelske mand. Hun får en telefonopringning, der ændrer hendes liv - for Aungs mor er blevet alvorligt syg og Aung tager i hast tilbage til hjemlandet for at passe den døende moder. Mens hun er hjemme, opdager hun hvor brutalt militærstyret behandler hendes folk og hun beslutter sig for at blive boende og forsøge, på fredelig vis, at ændre tingenes tilstand.

Det bliver dog en særdeles hård kamp, for selv om de militære kræfter, der nu styrer Burma, ikke har i sinde at lempe på deres hårde linje overfor de der ønsker demokratiske valg, kan de heller ikke slå Aung ihjel, da de frygter, at hun af folket vil blive gjort til martyr, lige som hendes far blev det og at de derfor ikke kan styre folket, uanset hvor mange de skyder ned på åben gade. Derfor går store dele af filmen med at vise, hvordan de magtsyge despoter konstant forsøger at indskrænke vores hovedpersons frihed og desuden vise hvordan hun håndterer disse begrænsninger af hendes ytringsfrihed og bevægelsesfrihed.

Filmen er ikke, som man måske kunne tro, udelukkende et politisk drama, der søger at fortælle om den desperate - og stadig til dels uafklarede - situation i Myanmar, men den er i lige så høj grad et kærlighedsdrama, der fortæller om det personlige afsavn som Aung må lide, idet hun bliver afskåret fra kontakten til hendes mand og børn. Det er hjerteskærende at være vidne til og måske endda forstærket af det faktum, at filmen læger sig meget tæt op af de faktiske biografiske informationer man har om den virkelige Aungs privatliv.

Interessant er det også at se den ”behind-the-scenes” -film, som er inkluderet på DVD’en. Her fortæller Besson, at han og hans kollegaer inden filmens tilblivelse rejste rundt i Myanmar som turister, velvidende at filmholdet aldrig ville kunne få myndighedernes tilladelse til at optage en film om Aung San Suu Kyi on location. Store dele af The Lady er derfor optaget i Thailand. Til gengæld er masser af de ”turist”-optagelser, som Besson og hans medarbejdere lavede på deres ”ferie” med dyre spejlreflekskameraer, endt i den endelige film. Besson og hans medarbejdere fik også kontakt til forskellige demokratiske bevægelser i Myanmar, der i al hemmelighed og med frygt for hårde straffe fra myndighedernes side, smuglede egne videooptagelser ud af landet. Mange af disse optagelser er blevet benyttet i den endelige spillefilm.

Denne subversive leg med virkeligheden fungerer rigtigt godt og er, sammen med det velskrevne virkelighedsdrama, med til at kreere en glimrende følelse af autenticitet i filmen. Selv om filmen stadig bærer præg af Bessons meget strømlinede tilgang til filmmediet, overskygges den lækre billedæstetik og de tydelige dramaturgiske kneb dog af grundfortællingen, der tegner et bilede af en utrolig stærk kvinde, der burde blive et forbillede for generationer af børn, uanset køn og etnisk tilhørsforhold.

The Lady er en film, der viser hvordan stålvilje og en konsekvent afsky for at gribe til vold, kan ændre historiens gang. Beslutninger som Aungs kan som man ser få store personlige konsekvenser til følge, men disse kan og skal tilsidesættes, da moralen er at et enkelt menneskes behov aldrig kan betyde nær så meget som kampen for demokratiet, som ønsket om at gøre folket frit. Det er en smuk tanke, der bliver præsenteret på en både gribende og interessant måde i The Lady.