I den nærmeste fremtid er det sådan, at alle, som er single, bliver ført til et hotel. Her har alle singlemennesker femogfyrre dage til at finde en person, som matcher, ellers bliver de forvandlet til et dyr. Bare rolig, de får naturligvis selv lov til at vælge, hvilket dyr de vil være. The Lobster handler om David (Colin Farrell), som ankommer til hotellet med sin bror, som nu er en hund. Her møder han andre singler og bliver tvungent til at se på propaganda-forestillinger omhandlende glæderne ved at være sammen med en partner. Hvis man ønsker at have mere tid til rådighed på hotellet, er det muligt at gå ud i den tilstødende skov og lede efter ”ensomme” (singler som er flygtet ud i skoven) for at få dem tilbage til hotellet, eller skyde dem, og på den måde få ekstra dage på hotellet pr. nedskudt eller indfanget person. I sidste ende får David nok af hotellet og flygter og finder så gruppen af ensomme ude i skoven.

Til at starte med havde jeg ingen forventninger til denne film, men første halvdel af filmen fik mig til at grine utroligt meget, som om jeg var ved at se noget fantastisk absurd á la Monty Python. Det var bizar og provokerende i bedste britiske stil. Den tørre humor, noget af dialogen og den måde, den er filmet på, mindede mig meget om en Python-sketch.

Anden halvdel af filmen er mere mørk og alvorlig, men der er stadig tid til at grine her og der. Der er nogle scener, som er en anelse grusomme mod dyr, men som virker indenfor filmens fortælling, og hvis man alligevel er nået så langt i filmen, burde det ikke være noget problem. I det store hele er filmen ét stort sartirisk syn på kærlighed, parforhold og det at være single. Noget af det sjoveste må være bemærkningen om, at hvis et par nogensinde kommer i problemer, jamen, så bliver de da bare tildelt et barn, som de skal tage sig af, og så vil problemerne i parforholdet forsvinde. I en anden scene er der en håndfuld singler, som skyder til måls på målskiver, og én af gutterne siger, at grunden til at målskiverne forestiller en enkelt person, er fordi, de ligner singlemennesker. Det er små bemærkninger og scener som disse, der gør filmen så genial og hylende morsom. Selv om dette naturligvis er helt op til den enkelte persons form for humor.

Desværre føler jeg, at hele filmens stil og overordnede sans for satire og drama bliver sat over styr i filmens allersidste minutter. Det drejer sig om en åben slutning, hvor det er op til seeren selv at finde ud af, hvad der sker, og hvorfor det eventuel vil ske. Normalt har jeg ingen problemer med sådanne afslutninger. Her er det bare alt, alt for åbent til, at man kan fortolke, hvad der vil ske.

Det er i den grad frustrerende at være vidne til noget, som er så godt, og så blive holdt for nar i absolut sidste øjeblik. Det giver absolut ingen mening. Hvad der kunne have været en film til topkarakter, er nu lige pludseligt blevet reduceret til en middelmådig og ganske utilfredsstillende film. Jeg er udmærket godt klar over, at alt kan ske, og at det giver en dejlig frihed, at man kan tolke noget på mange forskellige måder, men altså: The Lobster foregår i en nær fremtid, hvor verden ikke er, som den er i dag, og vi har derfor ingen – INGEN – chance for at kunne finde ud af, hvad der vil ske med de personer, vi har fulgt i tykt og tyndt i næsten to timer. Alt kan ske, ja, ALT. Så er det ikke særligt tilfredsstillende med en åben slutning.

Nå, men skuespilpræstationerne er glimrende, instruktionen er hel fin, og valget af musik er også helt perfekt. Colin Farrell tog på i vægt og er så tør i sin humoristiske tilgang, at det passer rigtig godt til hans rolle. Rachel Weisz’ stemme er det eneste, vi hører til hende i starten af filmens, mens hun fortæller om David og hans liv på hotellet, og hun gør det så følelsesløst, at det ender med at blive morsomt. John C. Reilly dukker også op og gør det godt, som altid. Der er ufatteligt mange accenter og internationale skuespillere med i filmen, hvilket gør, at du aldrig helt ved, hvor du befinder dig henne (selvom jeg tror, at det foregår i Irland). De grå skyer og de mørkegrønne omgivelser er med til at booste fortællingen og gøre den lidt mere trist, end hvad den ellers ville have være.

The Lobster er en af de mest absurde komedier, jeg længe har set, og det er ikke alle, der vil synes, den er morsom. Havde det ikke været for en helt igennem forfærdelige slutning, ville jeg have ment, at filmen er en af de bedste, jeg nogensinde har set.