Ligesom Asger Leths fremragende dokumentarfilm Ghosts of Cité Soleil omkring julen sidste år var på vej til de mindre biografer rundt om i landet, besluttede en landsdækkende tv-kanal ret hovedløst at sende filmen i sin helhed. Der var sikkert mange, der havde troet, at dette ville være dødsstødet for en lille dokumentarfilm omhandlende et forholdsvist obskurt emne, men ikke desto mindre har filmen - både ved dokumentarfilmfestivaler i ind- og udland og senest på DVD - nægtet at lade sig kue.

Asger er søn af Jørgen, men han gør ikke faderes evne til at skabe enestående, poetiske og voldsomme dokumentarfilm til skamme. Ej heller synes Asger på nogen måde at stå i skyggen af Jørgen Leths karriere. Tværtimod er Ghosts of Cité Soleil en film, der fortæller både en vigtig og bekymrende historie fra et af verdens allerfarligste steder – selvom temaet ”Haiti” synes at være lånt både fra faderes fysiske tilstedeværelse dér, dennes bøger og endelig hans dokumentarfilm Haiti – Uden Titel.

Cite Soleil er en kolossal slumby i udkanten af hovedstaden Port-au-Prince på Haiti. Den plages af organiseret vold, voldtægter, armod og fuldstændigt miserable forhold for sine beboere. I filmen følger vi primært to ledere af slumbyens bander: brødrene 2-Pac og Bily. De er ikke altid lige enige om, hvordan tingene skal ordnes, og selvom de hævder at være herrer i eget hjem, så bliver det hurtigt klart at magthaverne og politikerne har en konkret interesse i at lade alle fem ledere i slumbyen slås om territorium og indflydelse. Så fokuserer de i det mindste på det, synes filmen at sige mellem billederne.

I filmen fortæller 2-Pac, at han er hyret direkte af præsident Aristide, både til at skrive Aristide-postitive slagord på byens vægge, men så sandelig også at slå hårdt ned på de, der protesterer imod diktaturet. Banderne er kendt som Chimeres (spøgelser), og var med til at slå hårdt ned på al opposition. Spøgelserne blev frygtet vidt og bredt af befolkningen på Haiti. Aristide flygter efter en magtovertagelse, og tilskueren er hernæst vidne til, at FN-styrker sendes ind i Cite Soleil i et forsøg på at få afvæbnet de, der havde været tro over for den tidligere præsident.

Brutalitet og fornemmelsen af at alle dialoger pludselig eksploderer i voldelige opgør mellem de talende, der alle bærer semi- eller helautomatiske skydevåben, er dog langt fra hele historien, der fortælles. Ud over at skildre brødrenes venskab og stridigheder, så er der også blevet plads til at levere både rørende og følsomme portrætter af 2-Pac og Bily, som man ellers umiddelbart ville have ment var rene voldspsykopater. Det er i den humanistiske afdæmonisering af disse potentielt livsfarlige folk, at filmen virkelig transcenderer.

I en scene er vi vidne til at 2-Pac har fået telefonisk kontakt med Wyclef Jean, der selv stammer fra Haiti. Med bilens stereo som orkester rapper 2-Pac overbevisende for sin landsmand i eksil. 2-Pac drømmer om et bedre liv, og det er, som han overlever Citè Soleil delvis gennem en importeret gangsta-attitude, og fordi han også har andet end joints og automatvåben at leve for. Rapmusikken er for ham lige så vigtigt et våben som hans AK-47.

Ud over musikken giver filmen også plads til kærligheden. For selv om Ghosts of Cité Soleil har dramaet mellem brødrene, den spændte sociopolitiske situation, og de rivaliserende bander som tema, er der også skabt plads til at fortælle om forholdet mellem den franske nødhjælpsarbejder Lele og de to brødre. Bily er meget betaget af hende på en nærmest uskyldig måde, men hun ender i armene hos 2-Pac. Vi er også vidne til scener, hvor mændene befinder sig i helt dagligdags situationer: De bader, fester, slapper af, og med sine grædende børn på armene forsikrer de igen og igen ungerne om, at ”far naturligvis ikke dør i dag”. Det er barsk, det er rørende, og det er kort sagt dokumentarfilm i verdensklasse.