Den danske instruktør Martin Barnewitz havde en vis succes med sin spillefilmsdebut Kollegiet, der var en retvendt genrefilm, som ikke udfordrede horrergenren i nogen nævneværdig grad. Den var dog tilpas sikker i sin stil, stemning og fortælling til, at Barnewitz kunne tage turen over Atlanten for at instruere sin første internationale spillefilm. Det er blevet til The Messengers 2: The Scarecrow, der er en prequel til Pang-brødrenes The Messengers (2007), der i sin tid ikke fik de store superlativer ud af anmeldernes penne. Barnewitz’ film har kun tematiske sammenfald med sin forgænger, og kan uden problemer ses uden kendskab til den første.

Ligesom The Messengers er filmens fortælling ganske gennemskuelig. En fattig, rettroende bondefamilie bor på et øde sted i USA, hvor faderen John Rollins kæmper en sej kamp for bare at overleve. Han ejer en majsmark, der skal brødføde hele den meget traditionelle familie, hvor konen Mary er hjemmegående med de to børn – og den rette kristne tro! Flere problemer melder sig, da tørken slår ind, kragerne begynder at spise afgrøderne, og kunstvandingsanlægget går i stykker, mens banken og kreditorer efterhånden ikke længere er så eftergivende. Familielivet er på dette tidspunkt allerede sat på en prøve.

Ved et tilfælde finder John et gammelt fugleskræmsel (der til forveksling ligner Freddy Krueger temmelig meget). Først vil Johns søn ikke have, at han skal sætte det op – sønnen sanser, at noget er galt. Men da kragerne for alvor tager for sig af retterne, sætter John alligevel fugleskræmslet op. Pludselig vender lykken: kunstvandingen går i gang af sig selv, alle kraverne dør, og afgrøderne står hurtigt i fuldt flor. Umiddelbart føler John, at lykken er gjort, og han bare har fået vendt sin modgang til medgang. Det er indtil, at mystiske dødsfald blandt hans kreditorer begynder at undre det lokale politi.

Som sin forgænger trækker The Messengers 2 også kraftige veksler på Stephen King og særligt Ondskabens hotel (1977). Familiefaren, der kæmper sin professionelle kamp på et øde sted, som bliver ramt af en på stedet iboende ondskab, er nærmest som hentet ud af Kings roman. Temaet omkring majsmarken, hvor en række mystiske børn undervejs begynder at bevæge sig rundt, minder tilmed meget om Kings novelle ”Majsens børn”, der er blevet omsat til et utal af film i serien Children of the Corn. Den fattige mand, der kæmper mod omverdenen, er også en velkendt karakter hos King.

The Messengers 2 er halvanden time uden de store udfordringer. Den er hverken stil- eller temamæssigt nyskabende, men holder sig til den struktur, der er så velkendt og velbrugt. Den formår heller ikke at gøre det, som gyseren normalt skal gøre – netop at gyse. Den sidste halve time giver dog lidt mere fart til handlingen, men her kammer det over i den klichéfyldte kamp mod den ondskab, som de centrale karakterer nu (endelig!) har indset. Tilmed er slutningen – der fuldstændigt glemmer nogle hændelser og løse tråde – stærkt kvælende og uholdbar. Den forsøger at illustrere, at nu ånder alt fred og ro – men hvad med den døde politimand, der stadig ligger i laden?

Barnewitz kender sine gyserhistorier – og tilsyneladende også for godt. Han formår hverken i denne eller Kollegiet at komme ud over – endsige leve op til! – sine inspirationskilder. Derfor er der faktisk ikke meget at komme efter i The Messengers 2: The Scarecrow. Det hele er set så ofte før.