Vi er i Barrow, den nordligste by i Alaska med over 100 km til nærmeste by. Solen har været på himlen for sidste gang i en måned. Forude venter 30 dages nat. En fremmed går i land fra et mystisk skib; mobiltelefoner forsvinder og bliver brændt; alle byens slædehunde bliver fundet med struben skåret over; byens eneste helikopter bliver saboteret. Den fremmede kræver at få serveret råt kød på byens café. Han bliver anholdt af sheriffen (Josh Hartnett), der aner at noget er helt galt. Assisteret af sin fraseparerede kone Stella (Melissa George) begynder han at efterforske de mange mystiske hændelser. Snart begynder også byens borgere at blive systematisk dræbt. Sheriffen og en lille gruppe overlevende barrikader sig på et loft og erkender langsomt, at byen er hjemsøgt af vampyrer. Nu gælder det om at overleve den næste måned, indtil solen igen står op.

30 Days of Night har et interessant plot. Ved at henlægge handlingen til en isoleret by nord for polarcirklen er der skabt ideelle betingelser for vampyrer, der som bekendt ikke tåler sollys. Vampyrfilmen er en forholdsvis rigid genre – sollys er et af de genretræk, alle vampyrfilm må forholde sig til – men der har de senere år været gjort meget for at forny genren. Vampyrfilm skal ikke nødvendigvis foregå i en gotisk slotsruin et sted i Transsylvanien. Film som Underworld og Blade har flyttet genren over i vor tid og ind i et mere genkendeligt univers. BBC lavede for nogle år siden en vampyr-opera tv-serie – et af de mere interessante eksperimenter med hybridgenrer. Vampyrfilm er heller ikke længere blot en b-films genre. Instruktører som Roman Polanski, Werner Herzog og Francis Ford Coppola har alle forsøgt sig med genren.

Det gode oplæg til trods formår 30 Days of Night desværre ikke at føje så meget nyt til genren. Manuskriptet har rigeligt med klichéer, og filmen forfalder til at lade effekter gøre det ud for dramaturgisk drive. Vampyrerne bliver heller aldrig rigtig skræmmende, men balancerer på kanten af det ufrivilligt komiske. Et forsonende træk er dog, at de taler et ukendt sprog. Visuelt er der oplagte muligheder i det halvmørke snelandskab – blod og sne er en god kombination – men alt for tit har instruktøren David Slade for travlt med at klippe i et frenetisk tempo, der ikke giver billederne tid til at gøre indtryk.

Det forlyder, at filmen egentlig skulle være instrueret af Sam Raimi. Nu fungerer han blot som producer, og instruktionen er overladt til David Slade. Raimi kunne sikkert have fået mere ud af filmen. Nu er det i stedet blevet til en film, der næppe vil blive husket særlig længe.