Det skal som introduktion indrømmes, at anmelder aldrig har læst Henri Charriéres selvbiografiske romaner Papillon og Banco, selv om bøgerne stort set stod i lige så mange bogreoler i 70’ernes barndosmland, som de der var forfattet af Morten Koch, Alister McClean eller Wilbur Smith. Endvidere er den originale film med Steve McQueen og Dustin Hoffman kun blevet set en enkelt gang, og det for så mange år siden, at det eneste svage minde der står tilbage er en scene hvor Hofmans figur, Louis Degas, fik ødelagt sine briller.

Af samme grund var det rent faktisk muligt at gå med et åbent sind ind og opleve Michael Noers nyfortolkning af historien. Danske Noer er også et oplagt valgt til netop en film som denne, for han har for længst bevist, at han ikke alene er en fantastisk personinstruktør, men også har flair for at skabe dramaer som foregår i et fængselsmiljø. Dette er Noers første store, internationale produktion og det kan lige så godt blive sagt med det samme, at Papillon er en film som han er sluppet rigtigt godt fra.

Det må have været forbundet med en del præstationsangst at genindspille en historie, som mange blandt publikum sikkert har et eller andet forhold til; enten fordi de har læst bøgerne den er baseret på, eller fordi de kender den meget populære film fra 1973. Ikke desto mindre er det lykkedes at formidle denne fortælling på en måde der er både fængende (ja undskyld udtrykket) og ikke mindst visuelt interessant.

Filmen handler i al sin enkelthed om en tyv, der i 1930’ernes Paris bliver falskt anklaget for at have myrdet en mand. Han dømmes til livstidsforvaring og sendes derfor til en barsk straffekoloni i Fransk Guyana. Undervejs på båden med straffefanger møder han rigmanden Louis Dega (spillet af Rami Mr. Robot Malek), som han ser muligheder i. Først og fremmest er den en fordel at have penge i spjældet og idet Dega er lidt en forsigtig splejs, ser vor hovedperson kaldet Papillon (efter den sommerfugl han har tatoveret på brystet) sit snit til at blive Louis’ beskytter, mod betaling naturligvis.

Det skal dog vise sig at forholdet mellem de to udvikler sig til andet og mere end en ren forretning. Når man skal leve under så umenneskelige forhold som de der skildres i filmen, så har man med garanti brug for en ven, hvilket de to mænd bliver. Papillon er besat af tanken om flugt, selv om dette virker nærmest umuligt. Både han og seeren får, i en tale som fængselsinspektøren holder i starten af filmen at vide, at forøger man at flygte vil dette i første omgang blive straffet med to års isolation. Næste flugtforsøg belønnes med fem års alenetid og er man så dumdristig at iværksætte et tredje flugtforsøg, vil man straks blive deporteret til Djævleøen.

Med frygt for at afsløre for meget, så bliver vores hovedperson, til trods for udsigten til disse meget voldsomme straffe, ikke afskrækket og forsøger selvsagt flugten flere gange. I første omgang udløser dette to år i enecelle. Der kunne derfor måske være enkelte af vore faste læsere, der kunne forestille sig at filmen i den skildring af disse to år uden kontakt til omverdenen, ville gå hen og blive kedelig, men dette sker ikke. Der dvæles godt nok ved lange indstillinger af Charlie Hunmans ansigt i den lille celle og der klippes til hvad der skal forestille at være evindelige, gentagelser af daglige rutiner, men sært nok er det iscenesat på sådan en måde at det aldrig går hen og bliver kedeligt at se på.

Kemien mellem Papillon og Dega er muligvis ikke lige så god som den man kunne opleve i den oprindelige film og skal denne Kapellan være helt ærlig, så kan det også være lidt vanskeligt at forstå den bagvedliggende motivation til at Dega vælger som han gør mod filmens slutning (no spoilers!!), men omvendt så er det også dejligt at ikke alt skæres ud i pap for tilskueren, så man har noget at tale om efter filmen er slut.

Den nye version af Papillon er først og fremmest overordentligt godt filmhåndværk og viser at det er muligt at fortælle en dragende og spændende historie, uden at sovse det hele til i ofte overflødige replikker. Det som bliver talt om er nødvendigt og ellers så er det billederne, klipningen og lyset der fortæller den meget barske biografiske fortælling.

Det kan godt være at der siden bogen blev publiceret er blevet sået tvivl om hvor meget af det som Charriéres skrev i sine bøger faktisk var sandt, men det er egentlig også uvedkommende. Selv om der sikkert er de filmfans der holder af fortællinger der akkurat gengiver faktuelle forhold, så er det måske ikke det som er vigtigst her. Vigtig er derimod historien om et system der er sat i verden for at nedbryde mænds vilje systematisk, knække og kue folk – og ikke mindst skildringen af de få som lykkedes at komme gennem dette mareridt uden at miste sig selv undervejs.

Tilføjelse 18/3 - 2023
Redaktionen modtog forleden en mail fra en af vore læsere - Bjarne Jensen - der kunne fortælle følgende:
"For mange år siden (ca. 1926) bliver bogen Helvedet hinsides havet udgivet i Danmark om en dansk håndværker, der i sine unge år gik rundt i Europa som håndværker, hvor han meldte sig til den franske fremmedlegion.

Hvad der efterfølgende sker, er utroligt meget lig med hvad filmen Papillon bygger på.

Tager man tidspunkterne for den danske udgivelse af bogen og udgivelsen af Henri Charrères bog Papillon, må man sige at de er meget sammenfaldende.

Hvis man dykker lidt ned i hvem Henri Charrère var, har jeg læst mig til at han var lidt af en fupmager og han har også indrømmet at det måske heller ikke var ham der havde oplevet det hele."

Det kunne - i Kapellets optik - da være morsomt, hvis det viser sig at der er mere end en dansk forbindelse til denne fortælling - red.