Der er noget sært provinsielt over David Noel Bourkes seneste film Bakerman. En forstadsprovinsialitet lige uden for København. En fornemmelse for at være tæt på hjertet af landets hovedstad. Og så alligevel milevidt derfra. Ikke kun geografisk. Der er også noget pudsigt distanceret over hans hovedperson. Jens, bageren, der har fået nok. En i udgangspunktet sympatisk, ensom fyr. Men på indersiden en dyster figur, der tvinger os til at se ind i en mørk kerne. En falling man. En morder. I eksistentiel krise.

Bakerman er Bourkes blot tredje film på 13 år. Den første var den håndholdte slasher-gyser Last Exit (2003). Den næste var retro-thrilleren med fuld farvepalette No Right Turn (2009). De tre film er grundlæggende meget forskellige, men alligevel med fællestræk. En særlig interesse for at kigge ind i mennesket mørke kroge. En søgen efter at tvinge os, seerne, til at engagere os i det depraverede, det ambivalente. I Bakerman med en nærmest hypnotisk struktur, der gentager sig selv. Igen og igen.

Men for hver gang vi gennemlever et solomløb med bageren, intensiveres indblikket i et menneske, der er ved at krakelere. Jens spilles overbevisende af Mikkel Vadsholt, som uden blufærdighed krænger sit voluminøse korpus ud. Han formår at fremstille Jens som en moralsk person, der kommer på afveje. Han mener det egentlig godt til at starte med, men hans selvtægtsridt går for vidt. For vidt til, at vi vil acceptere hans handlinger. Provokerende, grænseoverskridende og afskyvækkende. Jens lever et systematisk, stringent liv. Står op midt om natten for at bage brød. For en arbejdsgiver, han ikke har meget til overs for. Levere dagligt mad til sin søster, som han ikke helt vil være sammen med alligevel. Arbejder med en kollega han også bliver træt af. I en tilværelse, hvor provokationerne står i kø og presser en egentlig ærlig, lidt indelukket mand til at gøre noget. Noget, der bryder ud. Det ender i mord. Ikke helt tilsigtet. Alligevel en udvej, som gør, at bagerens passivitet pludselig kan vendes til handlekraft. En kraft, der kommer ud på den helt forkerte måde. Selvtægt – and beyond…

Filmen er holdt i en nærgående (nærværende) holdholdt stil, som har en række ligheder med den noget vildere stil fra Last Exit. Rytmen er på én gang rolig og urolig. Den er urolig, fordi vi meget af tiden er helt oppe i ansigtet på Jens. Den er samtidig rolig, fordi vi også får nogle brede skud af hus og natur – en fornemmelse, som smitter af på vores indsigt i Jens. Læg dertil de hurtige montager, der fortæller, at tiden går – i en trummerum, der rumler videre. Den lille mand i det lille hus i den store skov i den store verden, der kun vil ondt. Det provinsielle hus bliver et indelukke, han knap kan undslippe. Noget må komme til ham.

Bourke formår med filmen at karakterisere Jens som en sympatisk og afholdelig mand, der vil andre mennesker det bedste. Noget stikker under. Noget i fortiden. Noget vi ikke kender til. Noget familiært, der gør, at han ikke rigtig vil engagere sig i hans søster. Noget, som ville gøre, at vi måske ville få yderligere sympati med ham. Alligevel tvinger Bourke os samtidig til at føle en stærk antipati mod ham. Han hjælper et menneske i nød. Myrder et andet i jalousi. En så stærk ambivalens er lidt af en bedrift.

Farvetonerne er i Bakerman holdt i sorte, grålige nuancer. Natten er dog ikke så smuk i neonlys. Natten er usigtbar, uklar, grumset. Ligesom Jens er det. Men inspirationen fra 70’ernes og 80’ernes b-filmskultur, især den italienske giallo, trænger sig på enkelte steder, hvor Jens – fx i lys fra et vindue – bades i blåt primærfarvet lys. I modsætning til No Right Turn, der var et imposant farveorgie, er Bakerman holdt i kølige toner, som er med til at karakterisere Jens’ melankoli og ensomhed.

Bakerman er ikke noget behageligt selskab. Derfor er det måske svært at sige, at det er en rigtig god film. Selve idéen med filmen er gennemført. Projektet er lykkedes. Fordi den sætter sig i kroppen. Stemningen sitrer stadig i korpus, efter spolen er rullet til ende. Bourkes film er lidt i familie med den stemning, som en anden af landets førende indie-instruktører giver os, nemlig Kasper Juhls Gudsforladt. Den eksistentielle kvalme, som Jens føler i filmen, tangerer også den gudsforladte, angstprovokerende stemning, der er i Juhls film.

Det er måske indiefilmens lod at fortælle disse fortællinger, som ingen andre rigtig tør. At fortælle om et menneske, som vi formentlig ikke vil kunne lide at være i selskab med ret længe. At skabe et indblik i sider af mennesket, som vi helst ikke vil være i nærheden af. En visuel leg med en fordærvet psyke, som vi måske alligevel kan forstå – bare en anelse. At fortælle historier, hvor moralen er så ambivalent, at den nærmest er ikke-tilstedeværende – og så trække den (langt) ud i spillefilmslængde. Se, det er faktisk pisseprovokerende. Og måske derfor er Bakerman en modig og stilsikker film.

Bakerman er blevet til på baggrund af Bourkes arbejde med filmprojektet White Pig, der viste sig at være for stort ift. at være et indieprojekt. I stedet har Bourke udvalgt en af sine karakterer fra denne idé – og gjort det til et karakterdrama. Filmen er blevet til uden støtte fra de officielle kanaler. Over flere omgange er det lykkedes filmholdet at fundraise via crowd sourcing. En model, der vinder lidt frem for tiden i danske indiekredse. Derfor burde Bakerman også med tiden kunne finde sit nichepublikum. Det er en film, der ligner meget lidt andre film produceret i norden. På grænsen til at være sin egen. Og helt og holdet Bourkes. Han har selv instrueret, skrevet, produceret og redigeret filmen. Der tegner sig et billede af en indie-auteur med særinteresser – og med lidt for langt mellem filmene.