Kapellets udsendte havde forventet sig mere af den nye amerikanske komedie Sausage Party, for selv om den er skrevet af Seth Rogen og Evan Goldberg (der bl.a. stod bag den krigsprovokerende The Interview eller klassikeren Superbad ), så var forventningen, at man ville more sig langt mere over denne animerede film skabt til et voksent publikum.

Uden at vide noget som helst om produktionen, virker det som om at det har været ideen om filmen der har drevet folkene bag den frem, men slutresultatet er endt med at blive en meget mindre morsom end grundideen. Ret beset er det en film, der lader en række fødevarer være hovedfigurerne i en film, der mest af alt skal ses som en slet skjult allegori over vores samfund og de stereotypiske forestillinger om hinanden som vi render rundt med.

Dette italesættes allerede i filmens start, hvor alle supermarkedets varer fra frugterne, over helkonserves til mælken synger en sang, hvor de hylder de guder som udvælger dem og lovpriser den himmel, de tror eksisterer på den anden side af de automatiske skydedøre. Ideen er helt klassisk, når menneskene ikke holder øje, eller ikke er til stede, så lever disse ellers umælende ting deres helt eget liv.

I starten ser vi også den gennemgående idé om stereotyper, der fungerer som baggrund for det meste af filmen. Sauerkrauten er selvsagt nazister, som siger de vil udrydde ”the juice” (lyder som ”the jews”). Tacos og tequila taler med en mexicansk accent, mens bagelen bevidst lyder som om det var Woody Allen, der havde lagt stemme til filmen (det er dog Edward Norton). Figuren Lavash er et blødt brød fra Mellemøsten, der selvfølgelig taler med kraftig arabisk dialekt, håber på at blive dyppet i 70 slags jomfruolivenolie, er udstyret med fipskæg og så videre. Det er meget sjovt tænkt, for så kan man jo lave en masse vitser om kulturel forskellighed og ignorance. Problemet er blot, at disse ting ikke rigtigt bruges til ret meget.

Filmens overordnede budskab er nemlig svært at få øje på, da det i stedet synes folkene bag magtpåliggende at snige så mange referencer til sex, stoffer og politisk ukorrekt opførsel ind som muligt. Det skal ikke forstås, som om at hverken kapellet eller nærværende anmelder har det mindste imod pik-vitser, scener hvor fødevarer ryger pot på en kazoo, eller for den sags skyld de scener hvor de forskellige nuttede figurer bliver tilberedt, eller har sex med hverandre. Overhovedet ikke. Det er blot en skam, at scenerne ikke rigtigt benyttes til meget andet end ville chokere eller forarge sit publikum. Satiren og de sociale kommentarer lider faktisk under dette – så filmen ender ud med at være en, der aldrig rigtigt finder sit ståsted.

Hverken filmens look eller animationen kan man klage over. Selv om den ikke kan leve op til hverken Pixar- eller Disney-standarder, er det både flot og kulørt hele vejen igennem. Det må også have været en udfordring for animatorerne at skulle give liv og sjæl til så mange forskellige typer varer og produkter.

Filmens hovedskurk er både en douche i overført og i bogstavelig forstand. Han opfører sig som en ”douchebag” (amerikansk slang for røvhul) men han er også en douche – altså en skylleflaske, der i denne film er en type der benyttes til behandling af skedesvamp. Sådan et produkt er ikke et som kan findes i mange danske supermarkeder og derfor går denne gennemgående vits, lidt som nogle af de øvrige der leger med logoer, brands, og sager man kun finder i amerikanske supermarkedet, måske over hovedet på et dansk publikum.

Anbefalingen lyder i al fald herfra, at man som seer skal forsøge at undlade at læse de danske tekster, mens man ser Sausage Party for der er en masse dobbeltbetydninger og verbale jokes, der tabes i den elles ganske glimrende tekstning. Hvordan oversætter man f.eks. den førnævnte joke med ”the juice”?

Sausage Party afslører mod slutningen et metalag, som ikke skal beskrives nærmere hér, men det er et, som man enten vil finde meget morsomt, eller som et forsøg på at skjule at folkene bag ikke helt har vidst, hvordan de skulle runde deres fortælling af. Måske en lille smule af begge dele. Så det er altså en film der har gode intentioner, men som desværre ikke lever op til dens eget formål om at være dels virkelig morsom og levere samfundssatire om forbrugersamfundet. Sagt på en anden (onkelagtig) måde, hvad der skulle have været en pølsefest ender med at være et skuffejern.