Instruktør og forfatterteamet Neveldine/Taylor, som stod bag både de to forrygende Crank-film med Jason Stratham og manuskriptet til den finurlige thriller Pathology er tilbage. Før vi får lov til at se hvordan deres manuskript til den kommende tegneseriefilmatisering af Jonah Hex tager sig ud på det store lærred, tager drengene os med en tur ind i en ikke så fjern fremtid, hvor dødsdømte fanger få muligheden for at blive benådet, såfremt de friviligt lader sig styre af en spiller i et meget brutalt krigsspil.

Det lyder måske som et setup man har set før, for der kan spores både elementer af The Running Man, Death Race, Logans Run og et veritabelt hav af science fiction fortællinger der beskæftiger sig med grænserne mellem spil og virkelighed, fakta og fiktion. Twistet i denne film er, at både tilskuerne og spillerne er velvidende om at de avatarer der optræder, er dukker af kød og blod. Det imaginære spil hedder ”Slayers” og det er her vores tavse hovedperson, med det lidet trådløse navn Kable, er fanget. Både i omgivelser og i det udstyr som soldaterne bærer minder meget om mange, moderne, førstepersons 3d-shooters som eks. Killzone 2.

Parallelt med dette univers findes så ”Society” som er en slags Sims-spil, med den lile forskel at spillerne også her styrer virkelige mennesker. Teknologien bag består af nogle nanomaskiner, der gør spilleren i stand til at have total kontrol over sin kødelige avatars motorfunktioner, så i denne virkelighed ser vi tykke, nøgne mænd styre lækre, halvafklædte piger rundt på jagten efter sex. Den klammeste, mest svedige og tungest åndene mand har naturligvis kontrollen over Kables kone, der frivilligt arbejder i ”Society” for at kunne betale sin husleje.

Kable er naturligvis uskyldig og mangler, da vi møder ham, kun tre kampe fra at blive benådet, men den onde mediemogul Ken Castle, der spilles bevidst overdrevent af Michael C. Hall (som mange nok bedre kender fra sin hovedrolle i tv-serien Dexter ), har ingen intentioner om at lade dette ske, for Kable har en viden, der på sigt kan skade Castles medieemperie. Selvfølgelig får Kable også hjælp i form af nogle oprørske hackere; ”Humanz” der af sociopolitiske og humanitære årsager, er imod dette umenneskelige mediecirkus som Castle har skabt.

Selv om Gamer på overfladen har en masse elementer der sammenlagt kunne gå op i en højere enhed, som ville behage alle fans af skydespil, actionfilm og science fiction i halvanden times tid, så har filmen desværre mange store problemer, der gør at helhedsindtryket desintegrerer på samme måde som en fragmmentationsgranat der smides i et kemisk toilet.

På plussiden byder filmen både på virkelig bizarre voldsoptrin, neonfarvede scenerier fra ”Society” hvor patter og pastorer blander sig i et væk og vi får endda også mulighed for at se overskurken Castle danse kækt med sine håndlangere, mens han synger en fin version af ”I’ve got you under my skin”. Desværre er hverken de mange referencer til andre science fiction film (eks. Pris fra Bladerunner), den usømmelige omgang med lig eller mængden af nøgen hud nok til at overdøve de meget problematiske actionsekvenser filmen plages af.

Sikkert i et forsøg på at skabe intensitet, der kan overgå tidens mest voldsome skydespil, bevæger kameraet sig konstant på bedste Michael Bay manér, der krydsklippes og billederne fastholdes sjældent i meget mere end et sekund. Det er ikke fordi nærværende anmelder er ved at nå sidste salgsdato, at det er svært ved at følge med, men filmmagerne og deres kamerafolk giver simpelthen ikke tilskueren nok mulighed for at danne sig det rummelige overblik, som er nødvendigt i enghver god actionsekvens. Som sammenligning kan man bare tage hjem og fiske John Woos Hard Boiled op fra gemmerne, for i den kan man opleve en intensitet og en sans for fysisk rummelighed, der gør at man uproblematisk drages ind i filmens voldsæstetik.

Det er egentligt mærkeligt, for ser man på de to Crank-film så er her en langt mere stringent brug af rummelig klipning, der gør at tilskueren på intet tidspunkt føler sig hægtet af. Der kan måske godt være en idé i Gamer at lave kampscenerne så kaotiske, idet de som der har mange FRAGs på samvittigheden godt kender følelsen af desorientering, når man står midt i en hektisk krydsild. Men det er netop her at forskellen mellem medierne film og spil bliver tydelig. I videospillet har spilleren selv mulighed for at genvinde denne orientering, ved at dukke sig ned bag en betonkasse og se sig lidt rundt, før man rejser sig op og skyder videre. I filmen er denne kontrol ene og alene intruktørens, kameramandens og klipperens og de giver os meget dårlig tid til at se, hvad fanden der i det hele taget foregår på lærredet.

Når dertil kommer at det endelige klimaks tydeligvis ikke totalt traumatiserer Kables lille datter, som Castle naturligvis har taget under sin vinge mens farmand legede dødsdømt og mor tjente som cyber-luder, er så en helt anden sag, og sikkert ikke noget der bekymrer filmens primære drengede målgruppe.

Gamer vil gerne være provokerende, grænseoverskridende og den har da også sine surrelle momenter, hvor man begejstres og forundres, men når de bærende actionelementer på den måde dekonstruerer sig selv, så sidder man altså tilbage med følelsen af hellere at ville have brugt den halvanden time som filmen varer på et ordentlig skydespil hjemme i sofaen.