Star Trek fejrer, som alle der har fulgt lidt med, i 2016 sit 50 års jubilæum. Det er selvsagt noget der skal fejres. Ikke alene er streamingtjenesten Netflix begyndt at gøre de gamle tv-serier tilgængelige for nye fans, mens alle Trekkers [rigtige fans af franchisen vil ikke – uvist af hvilken grund – kaldes ”Trekkies”] venter på den spritnye serie, der forventeligt får premiere i 2017. De oprindelige serier er også blevet genudgivet i virkelig flotte, gennemproducerede, remastererede BluRay-bokse og her op mod jul udsendes The Gene Roddenberry Vault med alt muligt guf for connaisseurs, som anmeldes mellem jul og nytår.

Alt dette kan dog ikke overgå, at der i starten af året kom endnu en spillefilm i serien. Det var ikke J. J. Abrams der denne gang var instruktør, for han havde på dette tidspunkt alt for travlt med at indspille Star Wars: The force Awakens. Derfor faldt valget på Justin Lin, som mange nok kender som instruktøren af flere af de bedste i Fast and Furious-serien.

I den første af de nye film: Star Trek blev de vigtigste figurer og deres baggrundshistorie etableret. I Into Darknes kom mandskabet på en rigtig hård samarbejdsprøve mod en fælles fjende, men det er først i den nye film at de reel set har fået den fulde kommando over USS Enterprise og, som man nok husker bedst fra den originale serie er de i fuld gang med at udforske det uendelige verdensrum og tage steder hen, hvor ingen – hverken mand, kvinde eller transkønnet - før har været.

Starten af filmen virker lidt som om manuskriptforfatterne har skulet til starten af Wrath of Khansom Kapellet anmeldte jubilæumsudgaven af tidligere på året, for selv om Kirk og resten af mandskabet ikke just har midtvejskrise, så virker livet om bord på Enterprise en anelse trist og monotont. De får derfor landgang på Stjerneflådens nyeste og største rumbase, der umiddelbart ligner en mellemting af det som enkelte nørder kan huske fra spilserien Mass Effect og filmen Inception.

Besætningen får dog ikke mulighed for at nå ned i det toldfrie supermarked, inden rumstationen modtager et akut nødopkald. En overlevende alien samles op i sit nødfartøj og hun fortæller at resten af hendes besætning stadig befinder sig på et havareret rumskib midt i en del af rummet, hvor nødsignaler ikke kan trænge igennem. Da Enterprise er det bedst udrustede skib til sådan en redningsmission, tager de selvsagt straks afsted. Det viser sig dog, at der stikker noget langt mere ondskabsfuldt bag denne simple mission, for da de bevæger sig ind i stjernetågen, angribes de straks af en masse små, lynhurtige rumskibe, på en måde der antyder at den der står bag angrebet har et indgående kendskab til Enterprises’ svagheder.

Enterprise må derfor evakuere besætningen og skibet tvinges selv til at separere disken fra resten af skibet (en slet skjult reference til bl.a. Star Trek: Generations hvor dette sås første gang på film) og nødlande den på den fremmede planet, hvor en gruppe meget brutale aliens, under ledelse af en vis Krall, holder til. Det er nu op til de besætningsmedlemmer som endnu ikke er blevet taget til fange af Kralls styrker, at finde på en plan der skal få sat fangerne fri, men samtidig at finde en alternativ måde at flygte fra planeten på, nu Enterprise ikke længere kan være til hjælp.

En af de fine ting ved den nye film, ud over de imponerende effekter og turen gennem det på én gang velkendte og nye univers, er at filmen følger mindre grupper af hovedpersonerne i deres forsøg på at overleve på den fremmede verden. Bones bliver nødt til at trækkes med Spock, mens Scotty og Kirk får hjælp fra en uventet kant. Uhura er blandt de tilfangentagne. På den måde får filmen også givet lidt bedre plads til at udbygge relationerne mellem de enkelte hovedkarakterer, hvilket fungerer fint. Slutningen, er desværre filmens svageste punkt, for selv om afsløringen af Kralls identitet er ganske overraskende, så er finalen alt for generisk og forudsigelig.

Der er nok nogle Trekkers, der vil mene at der er for megen fokus på action og for lidt på figurer og filosofi, som serien er kendt for. Uanset dette er det stadigvæk en meget seværdig, underholdende omgang Trek. Det er måske ikke den stærkeste film i den nye serie, men den sørger for både at appellere til de der er helt nye i forhold til Star Trek og os der er vokset op med det. Som nævnt i biografanmeldelsen er der masser af indlagte referencer som de mest nørdede af os kan frydes over. Dette sikkert takket være ultrafan’en Simon Pegg, der ud over at spille Scotty, har forfattet manus sammen med Doug Young. Som en afsluttende kommentar kan det nævnes at Kapellet har set filmen i 3D-BluRay versionen, som selvsagt fungerer fint. 3D effekten er dog ikke et must, for filmen fungerer lige så fint uden dette ekstra lag. På den regulære BluRay-disk er der desuden en masse ekstramateriale, der mest af alt består af småfilm om filmens tilblivelse, blandt disse selvsagt en lille film, der hylder Anton Yelchin og Leonard Nimoy, som vi desværre mistede i årets løb. Uinteressant for de der bare vil se science fiction action, men skønt for de der er lidt mere fanatiske. Kort sagt er dette en glimrende 50-års fødselsdagsgave til franchisen!