Det er på én gang skønt og trist at sætte sig til rette i biografens mørke og opleve Star Trek Beyond. Skønt fordi det er en splinterny Star trek-film. Trist fordi det er sidste gang, man kan opleve Anton Yelchin i rollen som Chekov. Det er dog svært ikke at lade begejstringen tage overhånd, for filmen skrider frem i så hæsblæsende et tempo, at man ikke når at kede sig en eneste gang.

Det er denne gang ikke J.J. Abrams, der har instrueret. I stedet er det manden, der fyldte nitro på Fast & Furious-serien Justin Lin, der holder tøjlerne, og selv om der har været flere fans, der op til premieren har peget på, at der var for meget action i filmen, så bliver man også nødt til at indse, at tiden måske ikke ligefrem er til et remake af Star Trek: The Motion Picture.

Filmen er på mange måder et dyk ind i både velkendt og nyt materiale. For det fine ved den nye serie er, at forfatterne bag har turdet ændre ved det velkendte univers og på den måde fået skabt en alternativ tidslinje, der både minder om den man kender fra TOS (The Original Series), og som samtidig giver plads til fri leg med universet og figurerne. Således danner Spock og Uhura par og Lt. Zulu ses i en kort scene med sin mandlige partner (et vink med en vognstang til George Takais privatperson og Gene Roddenberrys oprindelige idé med at lade serien vise en fremtid, hvor ulighed og krig er en saga blot.).

I Star Trek Beyond er livet ombord på USS Enterprise ved at være trivielt. Mandskabet har været på mission i tre år ud af de planlagte fem, og de keder sig faktisk lidt. Heldigvis er der udsigt til orlov på den største Føderationsbase i solsystemet. Det bliver dog en kort fornøjelse, for en alien dukker op i nærheden af basen i en flugtkapsel og trygler om hjælp. Hendes skib og mandskab er styrtet ned på en planet, der ligger midt i en stjernetåge, hvor signaler ikke kan trænge igennem. Kirk & co. trækker straks i arbejdstøjet og begiver sig ind i stjernetågen i Enterprise, men kun for at finde ud af, at ikke alt er som de tror.

En rumfabel som denne er intet uden en superskurk, der denne gang spilles af en nærmest uigenkendelig Idris Elba. Han leder en armada af bad guys, der alle flyver i små, superhurtige rumskibe. Når der ikke er et centralt rumskib, man kan gå i krig med, men derimod titusindvis mindre skibe, bliver det en nærmest umulig opgave for Enterprises mandskab at slå igen. Faktisk er skurken, der tillige har fået det superonde navn Krall, på jagt efter et altødelæggende, oldgammelt våben, men hvor han kommer fra, eller hvorfor han har set sig så sur på Føderationen, skal man jo selv opleve i biografen.

Det er ikke de nære, filosofiske betragtninger om vor plads i det uendelige univers eller for den sags skyld om figurernes indbyrdes forhold til hverandre, som optager størstedelen af de to timer som filmen varer, men derimod er det hæsblæsende, flot orkestrerede actionscener, både i rummet og på planetens overflade mellem Kralls tropper og Enterprises besætning. Det kan til tider godt gå lidt for hurtigt til, at en ellers medietrænet anmelder kan følge med, men der er fuld knald på og det er i al fald langt fra kedeligt at se på.

Det er bl.a. Simon Pegg (der også spiller Scotty), der har skrevet manuskriptet, og som de, der kender lidt til ham, vil vide, så er han en massiv Star Trek-fan - og det kan man godt mærke hér. For selv om Kralls rumflåde virker som en helt ny trussel, er der lighedspunkter med The Borg i den måde, de fungerer som en samlet enhed på. Mandskabet finder også på et tidspunkt det forsvundne rumskib USS Franklin, hvilket med garanti vil appellere til de mest nørdede i salen. Spock finder ligeledes et billede af den oprindelige besætning, og han rystes af nyheden om ambassadør Spocks bortgang – en direkte reference til skuespiller Leonard Nimmoys bortgang i januar 2015. Filmen hylder da også før sine rulleteksterne den hedengangne skuespiller og er desuden dedikeret ”til Anton”.

Star Trek Beyond er flot, spændende, reelt sjov, og i en enkelt scene lykkedes det at ramme en melankolsk tone (der nok kræver, at man er ultranørd), så Deres udsendte var lige ved at fælde en tåre. Kort sagt så lykkes filmen fint, selv om det måske ikke er den bedste film i serien. Den har i den grad hjertet på rette sted og formidler det mest grundliggende Star Trek-budskab om, at sammenhold gør stærk, og at menneskeheden, selv med deres mange fejl, stadig kan gøre en forskel i galaksen. At der er håb for os allesammen.

Det er en film, man sagtens kan se uden noget kendskab til figurerne, for det er i bund og grund blot en sci-fi actionfilm, hvor det gode kæmper mod det onde. Derfor er det naturligvis en helt klar fordel at kende både karaktererne og den version af fremtiden, som såvel tv-serien som filmserien tegner, for at få det fulde udbytte.