Det er meget svært at hade Clint Eastwood. Der er selvsagt dem, der vil anklage ham for at lave mange patriotiske film der i særdeleshed fokuserer på amerikanske helte (f.eks. Sully American Sniper) film grænsende til det propagandisktiske, men i næste nu husker man også at Eastwood har instrueret film som Gran Torino , Mystic River og Bird bare for at nævne et par. Desuden er det meget svært ikke at have gode minder i forhold til mandens mange ikoniske roller på det store lærred.

Uanset hvad materialet er, så er Eastwood en dreven instruktør, der får gode præstationer ud af sine skuespillere. Han er habil til at fortælle i billeder og så har han ofte også en finger med i spillet når det kommer til filmens soundtrack. Kort sagt, så er det svært at påstå at Clint Eastwood er talentløs, både som instruktør og som skuespiller.

Når man, mens disse linjer skrives, har instrueret hele 40 spillefilm, så vil der unægtelig også være svipsere imellem. Film som er mindre gode end andre og det er desværre tilfældet med mandens nyeste film The 15:17 to Paris. Den lidt mærkværdige titel henviser selvsagt til det tog, hvor tre amerikanske ynglinge i 2015 afværgede hvad kunne være blevet endnu en voldsom terrorhandling, begået af en syg islamist.

Filmen er, lige som en del af Clintens seneste film, baseret på biografisk materiale. For at gøre det hele lidt mere interessant denne gang, har Eastwood valgt at lade de tre fyre, som overmandede terroristen, spille dem selv i filmen. Det er han faktisk sluppet ganske heldigt fra. Var det ikke for rulleteksterne og ekstramaterialet på Blu Ray-skiven, så havde undertegnede da blot antaget at de tre hovedroller var blevet besat med tre forholdsvis ukendte skuespillere, frem for de tre unge mænd som afværgerede katastrofen i virkelighedens verden.

Filmen er baseret på Anthony Sadlers bog med den noget selvfede titel The 15:17 to Paris: The True Story of a Terrorist, a Train and Three American Heroes, men o.k. det er vel i orden at kalde sig selv en helt når Frankrigs præsident (som man kan se i de arkivoptagelser som filmen anvender fra hædersceremonien) også gør det. De tre hovedpersoners gerning er da også meget prisværdig, men dette ændrer ikke ved at filmen mest af alt ligner en lang reklame for hotels.com, end en egentlig spillefilm.

Filmen springer kronologisk frem og tilbage mellem hændelsen i toget og så de tre hovedpersoners respektive opvækst. Vi finder ud af de har leget meget sammen som børn. Som mange andre leger de røvere og soldater i en nærliggende skov og er alle fascineret af våben og militæret. Dette selv om flere af drengene har altid haft det lidt svært med autoriteter under deres respektive skolegang. Selv om en af gutterne blev tvunget til at flytte væk fra de to andre, holdt drengene kontakten med hinanden og fik alle en militær uddannelse.

Da de som voksne drenge er færdige med at aftjene deres respektive værnepligt, beslutter de sig for at tage på den store europatur, en rigtig drengetur, der både kan bringe dem tættere sammen igen og garantere at de også har haft et levet liv. De to af dem rejser sammen og den tredje vil så støde til de to andre lidt senere på turen Nærmere bestemt i det tog som skal bringe dem til byernes by. Meget af filmen går derfor med at skildre hvad de foretager som turister i Venedig, Rom, Amsterdam, osv. De går til raves, drikker øl, flirter med lokale piger, osv. osv. Det er som at se en rejseudsendelse i tv. Det er meget flot, men det bliver også lidt kedeligt at se andre end en selv spise lækker mad og blinke til pigerne i eksotiske omgivelser.

Til trods for at der går uforbeholden megen tid med at rejse Europa tyndt og springe fra det ene sted til det næste, så er filmen virkeligt fint fortalt. Eastwood får så meget ud af det ellers meget tynde materiale som muligt, men filmen bliver aldrig hverken spændende eller medrivende – måske lige foruden de ti minutter hvor de tre kæmper mod den svært bevæbnede terrorist ombord på toget.

Det er rigtigt godt tænkt at caste de tre virkelige personer til at spille sig selv (foruden en lille håndfuld andre figurer i filmen, der gør det samme) for det giver den et ekstra pift troværdighed, men desværre ender det mere som en gimmick, mere end noget andet. Så til trods for at Eastwood er dygtig, så vurderer Kapellet at du sagtens kan springe let og elegant over denne film, i jagten på mere interessante titler. Forhåbentlig bliver Clintens næste film The Mule hvor han selv spiller en 90-årig narkosmugler, langt mere spændende. Om ikke andet så får vi fornøjelsen af at se ham selv foran kameraet igen.