Det er svært som ansvarsfuld forælder ikke at blive en smule irriteret over alle de filmserier, som er rettet mod ens børn og som ofte blot eksisterer som en slags udvidet reklamefilm, der gerne skulle afstedkomme at poderne begynder at plage om at få det legetøj, lavet på baggrund af filmen. Denne tendens startede allerede tilbage i 70erne, da George Lucas indså potentialet i droppe procenter på billetindtjeningen og i stedet sikre sig en andel af de indtægter, som blev genereret ved salg af produkter relateret til Star Wars. En beslutning der gjorde George ufattelig rig i løbet af ganske kort tid.

Denne tendens kan også spores i det der startede som en undergrundstegneserie, men som i løbet af firserne affødte en række mainstreamfilm og serieproducerede tegnefilm, der primært havde til formål at sælge legetøjsfigurer og tilbehør, nemlig Teenage Mutant Ninja Turtles. For hvilket drengeværelse med respekt for sig selv har ikke mindst fire plastic-padder med tilhørende våben liggende i en skuffe?

Vi på kapellet vil dog ikke entydigt kritisere padderne for at have kommercielle bagtanker i alt hvad de laver, til trods for at product-placement (som nævnt i biografanmeldelsen)er nærmest umulig at ignorere og når man tænker på, at der er kommet helt nye plastfigurer i forbindelse med filmens biografpremiere. Man kunne også vælge at se filmen uden disse kommercielle hensyn, sætte sig mentalt på hug og opleve filme i børnehøjde, for gør man det, vil man opleve at det er lykkedes holdet bag at lave en ganske vild og medrivende actionfilm, der med garanti appellerer til den målgruppe, der ikke helt er gamle nok til at kaste sig over mere voksne actionfilm som Hardcore og lignende.

En af filmens helt centrale temaer er spørgsmålet om at være den man er, for i filmen kommer padderne på sporet af et lilla mutagen, der er i stand til at forvandle mennesker til det dyr, som de har træk til fælles med. Det er dette snask, der i begyndelsen af filmen forvandler vaneforbryderne BeBop og Rocksteady til muterede udgaver af hhv. et næsehorn og et vortesvin. Tidligt i filmen opdager nogle af padderne også at snasket, såfremt man ændrede lidt på dets struktur, potentielt kunne forvandle dem fra ninjaskildpadder til rigtige mennesker.

Så til trods for at filmen mest af alt handler om at padderne skal have standset Shredder i hans planer om at få Kommandør Krang til vores dimension, så han kan omforme vor verden til et sted han kontrollerer, så skabes der også debat blandt vore fire amfibiehelte om hvorvidt det ville være ønskværdigt at forvandle sig til mennesker, når nu muligheden var der. Skal de fortsat skal leve et liv i skyggerne eller komme frem i lyset, som titlen antyder?

Det er sikkert ikke overraskende hvad de ender med at beslutte (franchisen skal jo fortsætte) – men grundproblematikken er da ganske interessant, og lige så gammel som romanen om Frankenstein. Hvornår er man menneske, er det når man kan agere og tænke som et menneske, eller er det når man ser ud som et? Skildpadderne er jo blevet forvandlet én gang da de var små og har sammen med deres Sensei - rotten Splinter - fået menneskelige egenskaber. Ville det derfor ikke være en ide at tage skridtet fuldt ud og blive 100% menneskelige? Moralen i fortællingen er selvsagt at man bør være glad for den man er, til trods for at der kan være nogle der har svært ved at acceptere ens udseende eller holdninger – en morale, som selv speltmor, der ellers normalt forsøger at undgå denne slags underlødig underholdning til børnene, har svært at stille sig kritisk overfor.

I filmen skal padderne ikke kun kæmpe mod Shredders fodklan, men også mod de førnævnte nye mutanter og endelig selveste Krang, denne gang hjulpet på vej af både deres gamle veninde, journalisttrutmunden April O’Niel (Megan Fox) og endnu en velkendt figur fra Turtles-universet: Casey Jones. Heltene må også ud i verden for at forsøge at forhindre skurkene i at få fat på et magtfuldt artefakt, der bevidst er blevet delt i tre og gemt i forskellige afsides dele af verden. Af samme grund udspiller filmen sig ikke udelukkende i New York, men også i andre steder på kloden, hvilket er ganske forfriskende.

Filmen er, ganske som den første Michael Bay producerede Turtles-film, lækker at se på, selv om man godt kan blive overvældet (og lidt træt) af de konstante dynamiske kameravinkler og hurtige klip. Til gengæld har filmen formået at finde en god balance mellem det morsomme og actionsekvenserne, der gør at det aldrig bliver virkeligt farligt, så de yngste seere også sagtens kan se med uden at få onde drømme. Har man set en masse bulder-og-brag-film rettet mod et yngre segment, vil man ikke finde meget nyt her, men det er solidt lavet og husets medanmeldere på 12 og 8 var rigtigt godt underholdt efter eget udsagn.

Teenage Mutant Ninja Turtles – Out of the Shadows kan i skrivende stund fås på både Bluray, 3D BluRay, 4K Ultra HD og selvsagt streames fra forskellige tjenester. Er man dog fan af padderne anbefaler kapellet, at man anskaffer sig en fysisk version af filmen for her kan man dykke ned i en masse ekstramateriale der går bag om filmen – noget som selvsagt ikke kan findes hvis man streamer den.