Der er sikkert mange, der går rundt og er en smule fortørnede over alle de fortsættelser og ”prequels”, som Hollywood er utroligt leveringsdygtige i. Det er simpel markedsøkonomi: bliver en film en succes, så kommer der med stor sandsynlighed endnu en, og endnu en, hvis også film nummer to skaber et tilstrækkeligt overskud. Har man nejhatten på, så vil man nok mene, at dette er udtryk for utrolig uopfindsomhed. Burde filmmagerne ikke i stedet stræbe efter at lave noget helt nyt og originalt?

Selv om serien om pandaen Po, der ikke kun lærer kampsport, men som tillige finder ud af, at han er den mægtigste kungfukæmper i verden, er nået til dens tredje del, så er det altså virkeligt svært at bevare pessimismen. Det er nemlig en overraskende god film, der især appellerer til de, der holder af flot animation og ikke mindst kampsportsfilm.

Efter Pixar og Studio Ghibli er blevet opkøbt af Disneykoncernen, eksisterer der reelt set kun yderligere to storspillere, når der skal laves animationsfilm i spillefilmslængde. Det ene er Blue Sky Studios, der ejes af 20th Century Fox (de der bl.a. stod bag Ice Age filmene), og så naturligvis Dreamworks, som bl.a. Steven Spielberg var med til at starte. Tvivler man på Dreamworks evner, så bliver man nemt overbevist om deres dygtighed, når Kung-fu panda 3 kommer i afspilleren, for det er en både fantastisk flot animeret og reelt morsom afrunding af trilogien.

Som de, der har set de andre film i serien vil vide, så er Po jo et hittebarn, der aldrig har mødt sine biologiske forældre. I stedet er pandaen vokset op med tranen Hr. Ping som far. I Kung fu Panda 2 fik seerne et indblik i, hvad det var for begivenheder, der fik Pos forældre til at efterlade deres søn, og det er bl.a. hans fædrene ophav treeren handler om. For pludselig dukker der en anden panda op i landsbyen, hvor Po bor, og siger, at han leder efter sin søn. Efter lidt forvirring opdager Po, at det nok må være ham, som pandaen taler om, men endnu vildere er det, at faderen fortæller, at der eksisterer en hel landsby fuld med pandaer, gemt langt oppe i bjergene. Pandaer, som har mestret chi, en kraft, der kan helbrede selv de svageste og døende.

Så mens Po og hans nye far i al fredsommelighed drager mod pandalandsbyen, ulmer uroen andetsteds i landet. For helt i filmens start ser vi et enormt tyrevæsen kaldet Kai slås mod Master Oogway i underverdenen. Det lykkes ham at besejre den oldgamle skildpadde og stjæle dennes livsenergi – hans chi. Kai er nu i stand til at manifestere sig i de levendes verden, og opildnet af hævntørst sender han sine jadekrigere ud i verden for at få hævn over alle levende kung-fu kæmpere, så han også kan indsamle deres chi og ikke mindst undertvinge sig resten af verden. Der er selvsagt lagt op til den helt store konfrontation mellem denne dæmon og så vores bamsede hovedperson.

I slutningen af Kung-fu panda 3 skrives ”The end”. Om det så er endegyldigt slut med Po, Mester Sifu og alle de andre, må tiden vise, men dette virker som et ganske fint sted at afrunde fortællingen. Som en af husets yngre medanmeldere sagde undervejs, så var der indtil flere ting, som var en smule forudsigelige, men så fik vi os efterfølgende en god snak om, hvordan fortællinger, som disse er bygget op. Vi mennesker holder af forudsigelighed og en vis struktur i fortællingerne. Joseph Campbell og Vladimir Propp ville sikkert have været stolte over vore betragtninger. Når vi godt ved, hvordan filmen spænder af, uanset hvor farligt det ellers måtte synes undervejs, så ændrer det ikke på, at man selvsagt frydes over, at de onde straffes og de gode, de svære odds til trods, klarer ærterne.

Selv om filmens udfald næppe er overraskende, så handler det jo lige så meget om måden, man når mod denne afslutning på. Vejen mod finalen er altså bestemt værd at se, for den byder både på en masse gode gags og ikke mindst visuelt utroligt imponerende scener. Disse er ikke kun at finde i de hæsblæsende kampe, hvor 3D effekten virkelig udnyttes optimalt (skulle man altså være så heldig, at kunne se filmen i netop 3D i hjemmet), men lige så meget i de passager, hvor seeren f.eks. føres gennem det ene afvekslende, fantasifulde landskab efter det næste sammen med Po og dennes to fædre på vej mod pandabyen.

Endelig er Kung fu panda 3 lige som sine forgængere en ublu hyldest til wuxia- og martial arts film generelt. Måske primært til de helt klassiske, opbyggelige historier, man kender fra Shaw Brothers. Dette ses ikke udelukkende i den måde, filmen er ”klippet” på (hvor animatorerne bevidst arbejder med flere billeder i billedet i bedste 70’er stil), men også handlingsmæssigt. Et af omdrejningspunkterne netop er at vor unge, småbuttede helt, sætter sig for at oplære sine nyfundne artsfæller i kung-fu, så de kan hjælpe ham i Kais forestående angreb. Det bliver ikke mere klassisk.

Så har man en kærlighed for denne slags film, føles det endnu engang helt rigtigt at sætte sig til rette og lade Po styre showet, for lige som to’eren viste sig at være overraskende god, så er tredje (og sidste?) kapitel lige så seværdig. Det er actionfilm for de allermindste, der heldigvis også kan nydes af de allerstørste.