Den amerikanske manuskriptforfatter og instruktør, Charlie Kaufman, er en virkelig underlig fisk. Før han havde mulighed for at instruere hans debutfilm New York iscenesat , var han nok primært kendt som manusforfatteren til udsyrede, postmoderne film som Being John Malkovich og Evigt solskin i et pletfrit sind. Hans seneste film er han i øvrigt ”kun” medinstruktør på, for Anomalisa er noget så usædvanligt som en animeret dukkefilm henvendt til et voksent publikum.

Mens man er i færd med at se filmen, kan det ske, at man stiller sig selv spørgsmålet, ”hvorfor er dette egentlig lavet som en dukkefilm?”, for foruden en enkelt surreel sekvens i midten af filmen fortæller den en meget realistisk fortælling om foredragsholderen, Michael Stone, der er taget til en større amerikansk by for at holde et inspirationsforedrag til en forsamling af sælgere. Vi følger Michael i flyveren, da den lander, i taxaen på vej til hotellet, ved check-in disken på hotellet, alt imens han tvinges til smalltalk med bl.a. medpassagen i flyet, taxachaufføren og andre Michael møder på sin vej. Alt dette kunne forholdsvis nemt være lavet som realfilm, så hvorfor er Anomalisa så ikke endt som en?

Svaret er ikke så ligetil, men der kan godt gives et par bud. For det første handler filmen om førnævnte foredragsholder, der mildest talt har problemer med sin tilværelse. Han er gået helt i stå og oplever verden monoton og uden megen mening. En klassisk midtvejskrise. Dette forstærkes i den grad af det kunstige univers, som vi ser ham i.

Da Michael ankommer til sit hotelværelse, ringer han til en gammel kæreste, som han valgte at skride fra for over ti år siden. Hun overtales modvilligt til at møde ham i hotellets bar, men dette møde går mildest talt galt. Vor hovedperson er helt tydeligt træt af, at der aldrig sker noget i hans liv, for både en karriere, hvor fans beundrer ham som lidt af en celebritet, en tilsyneladende sød kone og deres fælles dreng, er åbenbart ikke nok til at gøre Michael tilfreds med sit liv. Han leder efter noget, men han ved ikke rigtigt hvad – og her er dukkerne en perfekt måde at skabe en verden omkring vor hovedfigur, som i den grad afspejler hans mismod med tilværelsen.

Hernæst har filmmagerne bevidst leget med lyden. Alle andre end Michael og pigen Lisa, som han møder nærmest ved et tilfælde, har samme stemme (leveret af Tom Noonan). Der er noget ganske uhyggeligt ved, at alle figurer Michael møder på sin vej, har den samme tone i deres stemme – et element der også ville have været ganske svært at få til at fungere som realfilm. Da Michael møder Lisa, skiller hun sig straks ud fra mængden, ikke fordi hun er hverken smuk eller blændende intelligent, men det ”noget”, han tiltrækkes af, er helt tydeligt at høre i hendes stemme. Hendes stemme, som Michael straks forelsker sig i, leveres af Jennifer Jason Leigh.

For det tredje er filmens ”realistiske” animationsstil fremragende til at skildre den fremmedgjorthed, som Michael føler over for sine omgivelser. Samtidig bliver den også et billede på, hvordan filmens seer måske opfatter verden omkring sig, eller i det mindste den forskubbede ”virkelighed”, der skildres i Anomalisa. En virkelighed, der på én gang er falsk, men som samtidig ser realistisk ud. I en af filmens hovedscener har Michael sex med Lisa – en ganske realistisk og lidt kejtet sexscene, der på én gang virker lige så fumlende nervøst, som hvis to fremmede skulle lære hinandens kroppe at kende og samtidig helt igennem kunstigt, idet det er svært at abstrahere fra, at man oplever dukker have samleje. Der er denne dobbeltbundede verfremdigungseffekt, som filmen udnytter til fulde. En fremmedgjorthed som både kommer til at fungere internt i filmens univers og måske også ligefrem på filmens seere. For selv om det er meget tydeligt, at man ser dukkefilm, så er det meget svært ikke at opleve figurerne i filmen som virkelige og nærværende figurer, især når filmen er iscenesat på den måde, som den er.

Anomalisa er på mange måder en enestående oplevelse. Filmen handler egentligt ikke om så meget andet end utroskab og midtvejskrise, elementer som man har set i et utal af andre fiktioner før. Det er til gengæld første gang, man ser dette skilret på præcis denne måde. Det bliver på én gang kunstigt og fremmedartet, men også samtidig meget nærværende og ganske smukt.

De tekniske aspekter kan man ikke sætte en finger på, for både de meget livagtige stopmotion-dukker og den scenografi, som er kreeret, er formidabel. Dertil kommer, at de engelske stemmeskuespillere er virkeligt dygtige til at give liv til deres karakterer.

Anomalisa er ikke en film, der vil tiltale alle. De, der holder af animation, vil måske kunne se det håndværksmæssigt overlegne i filmen, men undres over, at det ikke bliver brugt mere ekspressivt og de, der holder af drama, vil måske forundres over, at dette leveres på denne kunstfærdige måde. Er man dog åben for nye oplevelser og holder man i forvejen af Kaufmans skæve, syrede metauniverser så skal man ikke snyde sig for Anomalisa, for den er ganske enkelt dybt fascinerende og en af de film, man utvivlsomt kommer til at se mere end en enkelt gang.