Det er svært at hade Teenage Mutant Ninja Turtles, for selv om ingen af filmene på nogen måde er nær så brutale og blodige, som de oprindelige tegneserier skabt af Kevin Eastman og Peter Laird var, så må man efterhånden acceptere, at padderne er blevet en fast del af en mytologi henvendt til (drenge)børn i alle aldre. Selv om der var mange kritikere, der ikke var synderligt begejstrede for den spillefilm, der kom i 2014, så var der også mange, der undervejs glemte, at målgruppen rent aldersmæssigt ligger et sted mellem 7 og 15 år.

Den seneste film Teenage Mutant Ninja Turtles: Out of the Shadows er både sjovere, flottere og ganske enkelt bedre end forgængeren. Det skyldes nok især, at filmen - ud over de fire padder, Master Splinter, April O’Niel, den onde Shredder og den indbildske Vernon - byder på endnu flere kendinge fra Turtles-universet. Denne gang møder seeren nemlig også det muterede næsehorn Rocksteady, vortesvinet Bebop, den hockeyspillende helt Casey Jones og som det største lys i lagkagen: selveste Kommandør Krang!

Takket være dette udvidede figurgalleri føles filmen langt tættere på det turtles-univers, som ungerne kender i forvejen fra den lange tegnefilmsserie fra Nickelodeon. Selv om der sikkert vil være kulturkritiske røster, der – muligvis rettelig – vil hævde, at dette blot er en film, der er skabt for at sælge mere legetøj eller for at promovere mærkevarer (f.eks. er det svært ikke at opdage reklamen for Nike-sko), som ungerne efterfølgende kan plage deres stakkels forældre om at få, så er det også en både morsom og veldrejet action/science-fiction film møntet på de yngste familiemedlemmer. Til gengæld er det også glimrende underholdning for de forældre, der kigger med.

Helt klassisk skal padderne jo have Shredder at slås med, så derfor lykkes det Fodklanen at befri deres leder på ganske spektakulær vis i filmens start. Shredder har denne gang fået hjælp af videnskabsmanden professor Baxter Stockman, der også hjælper ham med at skabe både Rockstrady og Bebop med lidt hjælp fra Krang, som naturligvis har tænkt sig at ødelægge jorden, for i de rygende ruiner at herske sammen med Shredder.

Padderne får også nys om det ”lilla snask”, som mutagenet Stockman laver (og som straks sender denne anmelders tanker tilbage til den anden ”rigtige” Turtles film fra 1991 Gåden om det grønne slam). Mutagenet skaber splid mellem brødrene, idet især Mickey er virkelig ærgerlig over ikke at kunne bevæge sig frit blandt menneskene i New York. Det lilla snask kan muligvis forvandle padderne til netop mennesker, så spørgsmålet er så, om de så virkelig ønsker dette?

Som i den forrige film benyttes Megan Fox i rollen som April O’Niel mest af alt som en visuel lækkerbisken, der nok både vil få de lidt ældre drengebørn og deres fædres opmærksomhed. Det er til gengæld ikke hendes fordele, man skal bruge som en undskyldning for at se filmen i 3D – det bør man gøre under alle omstændigheder, for det virker som om folkene bag filmen bevidst har tænkt og udnyttet dette i mange af filmens scener. Der er ikke kun en god komposition og udnyttelse af 3D-effekten i de helt enkle samtalescener, hvor der f.eks. krydsklippes mellem en af padderne og Splinter, men især kommer 3D-effekterne til deres ret i de hæsblæsende actionscener, hvor gnister, kasteskyts og vragdele fra køretøjer eller fly kastes virtuelt ud mod tilskuerens ansigt.

Som det er tilfældet med stort set alle film, der bevæger sig i et sådant kulørt tegneserielignende univers, hvor det gode kæmper mod det onde, så byder den nye Turtles-film ikke på de helst store overraskelser, for de fleste fans ved sikkert allerede, før de sætter sig til rette i biografen, hvordan filmen vil ende. Det er heller ikke på grund af fortællermæssige overraskelser, man ser film som denne, men måske i stedet blot fordi man har lyst til at se, hvordan det helt præcist lykkes vore helte at klare ærterne.

Så er sommervarmen ved at drive familien til van(d)vid, så er det måske en idé at slæbe dem ind i biografens aircondition-mørke og bruge et par timer i selskab med en håndfuld fjollede figurer og en masse bulder og brag. Det er ikke stor kunst, men det er til gengæld både flot lavet og sjovt, så længe det varer.