Der ligger et sært metalag i ideen om at lave en dokumentarfilm om den mand der har gjort det til sin karriere at arbejde netop med at dokumentere virkeligheden filtreret gennem linsen på sit kamera. Til gengæld er det heller ikke svært at se potentialet i en film, om den danske fotograf Jacob Holdt – skaberen af den ikoniske fotobog Amerikanske billeder.

Amerikanske billeder var for undertegnede det første reelle møde med ”det andet Amerika”, for USA har altid været gode til at promovere deres ideer omkring frihed, Den amerikanske drøm og landet hvor alt er muligt. Holdt tegnede i hans bog og i hans mange foredrag et billede af de allerfattigste, de udstødte og de forhadte amerikanere. Dette åbnede manges øjne overfor en version af USA, der var præget af abnorm fattigdom, racisme og had til andre. Holdt har dog altid vist den fornødne respekt for de mennesker, høj som lav, der har krydset fotografens vej og ikke mindst hans linse.

I den nye dokumentarfilm Jacob Holdt – Mit liv i billeder gives et meget varmt og intimt portræt af manden bag de amerikanske billeder. Selv om Holdt aldrig har været bleg for også at stille sig foran kameraet med sine markante holdninger, er det et meget sympatisk træk, at gå et spadestik dybere i et forsøg på både at finde ud af, hvad det var der i sin tid lå til baggrund for Holdts mange rejser og projekter, og ikke mindst skildre mandens omtumlede tilværelse retrospektivt for seeren.

I filmen følger vi Holdt som en ældre mand, der gen-besøger nogle af de steder og ikke mindst de mennesker som har været eller er en del af hans liv. Mange af disse kender man i forvejen fra hans bog. Denne rejse er krydret med interviews med Holdt, arkivmateriale fra diverse tv-optrædener og en række privatoptagelser fra både barndomshjemmet og andre perioder i fotografens liv.

Selv om filmen starter i nutiden og indledningsvist springer tilbage til starten af unge Jacobs tid som aktivist på den yderste venstrefløj, er kronologien ikke konsekvent gennem filmen. Der springes i tid og i stedet har Niels-Ole Rasmussen valgt at præsentere Jacobs liv som en slags kollage af begivenheder, der dog alle er med til at skabe et både fint og komplekst portræt af manden.

En form for rød tråd i filmen er Jacob Holdt, der har sat sig for at skrive en erindringsbog, hvis arbejdstitel er Om at sige ja, hvilket må siges at være meget dækkende for hans virke. Har man hørt Holdt holde foredrag eller har man læst hans bog, så er budskabet klart. Hvis man kaster sig ud på dybt vand, uanset hvor utrygt dette i øvrigt kan forekomme, kombineret med evnen til ikke at frygte det fremmede, hvad enten det er Ku Klux Klan medlemmer eller fattige, desperate kriminelle, så vil man opleve at verden og de mennesker, der lever i den åbner sig for en. Måske opdager man ligefrem, at der er et menneske bag det hårde ydre og at dette menneske måske har en god grund til at være endt i den situation. Filmen bliver så at sige en audiovisuel pendant til denne endnu uudgivne erindringsbog, for det virker som om at filmholdet har fulgt i hælende på Jacob, der muligvis er taget til USA for at lave research.

Selv om både instruktøren og kameraholdet holder sig i baggrunden, så er der på udsatte steder i filmen nemt at mistænke filmfolkene for at iscenesætte den virkelighed som de dokumenterer. Det er der selvsagt ikke noget odiøst i, for stort set alle dokumentarfilmmagere instruerer gerne de medvirkende, for på den måde at styrke fortællingen. Det er måske bare lidt problematisk i forbindelse med denne film, da der i filmen også bruges tid på den sag hvor forskellige danske medier (især Weekendavisen) anklagede Holdts for netop at lyve om den virkelighed han har skildret i sin bog.

Mest tydelig bliver iscenesættelsen i scenen mod filmens ende, hvor Jacob besøger sin moders grav og her taler ganske hårdt til hendes gravsten. Han skælder hende ud for den meget voldsomme behandling han blev udsat for som barn. Det virker mærkværdigt, at han verbaliserer sine stærke følelser på denne måde. Havde han gjort dette hvis ikke kameraet var rettet mod ham? Til gengæld virker scenen stærkt fordi man kan se at Jacob helt tydeligt bliver berørt af situationen.

Man både græder og griner mens Jacob Holdts liv udfolder sig på lærredet. Det er en meget menneskelig skildring af manden bag kameraet, der samtidig forsøger at forklare hvad og hvem der i sin tid inspirerede ham til hans livslange projekt og formede ham til det menneske han endte med at blive. I filmen fortæller han også om sin kræftsygdom og hvordan den har sat hans resterende liv et ganske skarpt nyt lys.

Jacob Holdt – Mit liv i billeder er en usædvanlig sympatisk og velfortalt dokumentarfilm, der dog mod slutningen godt kan anklages for at dvæle lidt vel meget i poetiske sekvenser og patosappel. Til gengæld videreformidler filmen et meget positivt menneskesyn, repræsenteret ved dens hovedpersons holdninger. For uanset om man befinder sig i midten, til højre eller til venstre på det politiske spektrum, så er vi alle sammen mennesker med hver vore udfordringer og ikke mindst hver vores livshistorier at fortælle.

Hvis blot flere af os var villige til at slippe trygheden, tomle ud i verden og dér interagere andre mennesker, som vi aldrig troede vi ville komme i berøring med, ville verden nok blive et lidt bedre sted at være. Især i disse år, hvor netop frygten og polariseringen mellem mennesker, religioner og systemer synes at vokse eksponentielt.