I 2014 var det 40 år siden, independentfilmen The Texas Chainsaw Massacre havde premiere i USA. En film der ikke kun blev en bragende publikumssucces, som skabte furore i censorkredse (den blev eksempelvis totalforbudt i England – et forbud, der først blev ophævet i 1999) og ikke mindst, så er det en film der er blevet en milepæl i gysergenren.

I anledning af jubilæet har Another World Entertainment udsendt en nyrestaureret, 4K-udgave på gaden, på både DVD og Bluray og hvad enten man kender filmen eller af uransagelige årsager aldrig har set filmen før, så er det denne udgave man skal gå efter, for aldrig før har den set så bragende flot ud. Faktisk føltes mødet med BluRayudgaven, som AWE var så venlige at stille os til rådighed, som at se filmen for første gang. Billederne er knivskarpe, farverne perfekte og lyden så sprød som en nysmurt kædesav.

Originaltitlen på manuskriptet til filmen var ifølge det ganske omfattende og meget spændende ekstramateriale (som er inkluderet i udgivelsen på en separat DVD-skive) Leatherface. Heldigvis blev titlen ændret til den vi kender. En suggestiv titel der, lige som den danske variant: Motorsavsmassakren, er med til at sætte forventningsbarren højt hos tilskueren. Alene titlen synes at fremkalde voldsomme mentale billeder og det er netop tilskuerens evne til at forestille sig grusomheder, der i sidste ende er filmens styrke.

Sammenligner man den vold der forekommer i The Texas Chainsaw Massacre med mere kontemporære gyser- og splaterfilm, så er den faktisk ufattelig blodfattig. Der er ingen close-ups af kødkroge, der borer sig ind i nakken på de uskyldige ofre, eller kædesav, der flænser i muskler og knogle. Stort set alle voldsscenerne (måske på nær scenen hvor den stakkels Sally skal have en hammer i hovedet) er filmet på en måde, så man kun får antydet voldsomhederne, hvor kameraet er placeret på en måde så man aldrig ser drabene. Til gengæld er denne strategi også særdeles effektiv. For filmen opererer i stedet med at opbygge en knugende stemning af død, tortur og menneskelig afstumpethed, der i den grad har sat skole sidenhen.

The Texas Chainsaw Massacre var en af de første film, der fjernede det overnaturlige monster fra gyserligningen og lod grusomhederne vi så på skærmen blive udført af mennesker. Lige som i Hitchcocks formidable Psycho, var fundamentet som filmen byggede sin historie på, fortællingen om den amerikanske seriemorder og kannibal Ed Gein. Derfor introduceres filmen også med en tekst der påstår at det man skal se, er en sand historie. Noget der, lige som de indavlede bonderøve, de sorgløse teenagere, der pludselig befinder sig i livsfare og ikke mindst den maskeklædte psykopat i den grad nærmest er blevet synonym med hele gysergenren på film.

Selv om filmen har over fyrre år på bagen, er den stadig en virkelig ubehagelig oplevelse. Det skyldes ikke mindst Marylin Burns’ enestående scream-queen performance, en udkrængende skuespilpræstation der stadig gør indtryk og overbeviser os om at hun vitterligt er i konstant livsfare. Dertil kommer Robert A. Burns unikke set-design, for filmen har et groteskt look, som er blevet imiteret mangen en gang, men kun sjældent overgået. På ekstramaterialet til filmen får man også en masse historier om netop Burns’ evne til at skabe en masse ud af ingenting og ikke mindst så påpeger stort set alle de interviewede, at han bør have lige så megen anerkendelse for filmens succes som både instruktøren Tobe Hooper og medinstruktøren Kim Henkel.

The Texas Chainsaw Massacre er stadig den dag i dag en film, der i den grad påvirker seeren, for det er både en grusom fortælling om en håndfuld smukke, unge mennesker, der nærmest ved et tilfælde falder i kløerne på en samling galninge, der ikke er blege for at slå dem ihjel eller, som i Sallys tilfælde, at udsætte dem for den værst tænkelige psykologiske tortur.

Samtidig byder filmen også på nogle antydninger af noget overnaturligt, både i de scener hvor Pam fortæller at stjernerne varsler, at der er noget ondt i gære og da vi møder den nærmest mumificerede, men stadig levende bedstefar senere i filmen. Disse elementer tager dog aldrig præcedens over den knytnæve af rå, jordbunden, afstumpet uhygge, som filmen leverer.

Slutteligt bør det anekdotisk nævnes, at Tobe Hooper vistnok engang har udtalt, at en af hans hensigter med filmen var, at folk kom til at tænke på filmen, hver gang de hørte lyden af en motorsav. Har man først set filmen vil man vide, at dette, uanset om historien er sand, i al fald er tilfældet. The Texas Chainsaw Massacre er stadigvæk en hård, ubarmhjertig og voldsom oplevelse, som i denne utroligt lækre udgave virkelig kommer til sin ret.

Kort sagt, så er og bliver dette en af verdens bedste film – ikke kun i forhold til andre gyserfilm, men i det hele taget. Den er et tidligt bevis for at har man blot et godt cast, en godt hold bag scenerne og ikke mindst en god idé, så er det muligt at skabe film, der er langt mere interessant, en meget af det de etablerede filmselskaber kan diske op med.