”Åh, du ved godt, at jeg ikke kan holde til at se sådan noget”. Sådan sagde min kone ti minutter inde i Kim Nguyens gennembrudsfilm War Witch. ’Noget’ dækker i dette tilfælde over film, der er emotionelt stærke og udfordrende, fordi en person udsættes for noget grusomt i et værk, der fremstår realistisk motiveret. Da de afrikanske oprører allerede tidligt i filmen angriber den forsvarsløse landsby og kidnapper børn, der nu skal fungere som tvungne lejesoldater, er den vellykkede dokumentariske filmstil allerede helt på plads. Og fortsætter sådan gennem et flot og gennemført filmdrama. Den er netop udkommet på købefilm.

War Witch foregår på et unavngivet afrikansk sted, der på mange måder skal fremstå repræsentativ for steder, hvor denne slags grusomheder foregår. Den er optaget i den congolesiske jungle, der på mange måder også fremstår som det, Cambodja blev kaldt under Viet Nam-krigen: ’verdens røvhul’. Filmen fokuserer på den 12-årige Komona, der opdrages som soldat. Hendes krigslykke synes at være gjort, da oprørernes leder opdager, at hun har magiske evner: hun ser spøgelser overalt, som kan hjælpe dem. Men Komona er ikke sådan at hjernevaske. Hun har en jernvilje, men spørgsmålet er, om det er nok på et belastet sted som dette, hvor selvjustits hersker mere end justits.

Det er ikke let at indfange filmen via skriften. Alene det må være nok til at anbefale en film, der jo hovedsageligt er en visuelt medium. Filmen fungerer via sit håndholdte, dokumentariske kamera særdeles nærværende og nærgående. Selvom dialogen ikke fylder meget, bliver vi suget helt ind tæt på Komona. Vi forstår hendes motivation, forstår hendes handlinger – eller mangel på samme. Men hvad der måske er ’endnu værre’: Filmen er ikke nødvendigvis fortalt med en kritisk vinkling af børnesoldater i Afrika. I stedet er den registrerende og dermed grusom og gruopvækkende. Klippestilen er kvik og hele tiden på forkant med det, der sker.

Kim Ngyuen er en yderst lovende canadisk instruktør, der med denne film – som egentlig intet har med Canada at gøre – skærer sig skarpt igennem filmens lydmur med en dræbende machete. War Witch var blandt de fem film, der – sammen med Nikolaj Arcels En kongelig affære – i år dystede om den gyldne Oscar-statuette for bedste udenlandske film. Den vandt som bekendt ikke. Men at den ikke gjorde det, fortæller noget om, hvor stærkt et felt, der i år var tale om. Rachel Mwanza, der fantastisk stilsikkert spiller hovedrollen, fik dog en velfortjent Sølvbjørn i Berlin. Hendes præstation som kompleks ufrivilligt magisk lejesoldat er af en sjældent set kaliber.

War Witch er blandt de film, der tør træde ud i et emne, som ikke nødvendigvis er let at behandle. Det kan være så let at træde vande eller give sikre og fordømmende svar, når noget så emotionelt skal skildres. Men Ngyuen, der også selv har skrevet det fine manuskript, slipper uden om faldgruberne i en film, der er så sikker, at det er svært at finde fejl i filmen. Når rulleteksterne løber over skærmen, er du skamskudt. Det er ikke kun min kone, der ikke helt kan holde til at se sådan noget. Jeg har sågu også lidt svært ved at stå pinen igennem.