Den fremragende, amerikanske serie House of Cards er på BluRay & DVD nået sin 4. sæson. Serien er endnu en af de serier som amerikanske filmfolk har opdaget i udlandet hvorefter de har købt rettighederne til serien og efterfølgende gjort det til deres egen. Nogle vil endda mene, at de har forbedret originalen. Spørgsmålet er så om folkene tilknyttet House of Cards også i den fjerde sæson formår at holde det høje niveau som man er blevet vant til. Det er i al fald sært at noget så usædvanligt som en tv-serie om politik har fået så stor succes.

Der er de der vil mene, at tv-serier om politik tidligere faktisk har fundet sit publikum, man har jo blot nødig at nævne serier som Javel, Hr. Minister, Danmarks egen Borgen og i en lidt mere kulørt version: Game of Thrones, men hvad der adskiller House of Cards fra disse er, at den bevidst skildrer usympatiske, kyniske hovedpersoner, er dybfryser-kold visuelt i sit blåttintede billedsprog og samtidig bryder seriens egentlige hovedperson – Frank - konsekvent den 4. væg og taler direkte til seeren, som var han med i et Shakespearestykke.

Det er nok primært spillet mellem Frank og hans ”Lady McBeth” Claire, der driver serien frem, for Kevin Spacey og Robin Wright er formidable som præsidentparret, der har så tilpas meget knas i ægteskabet, at det potentielt kan betyde enden på deres professionelle liv. I 4. sæson er primærvalgene gået i gang og de der husker slutningen af 3. sæson ved at Claire her proklamerede, at hun havde intentioner om at skilles fra sin mand. Det er en penibel sag, for flygter førstedamen fra Det Hvide Hus eller holder hun op med at bakke sin mand op, så kan det potentielt koste Frank præsidentskabet i endnu en periode.

Seriens tredje hovedperson er Franks nærmeste rådgiver Doug Stamper (spillet med stor indlevelse, fine nuancer og ekstremt nærvær af Michael Kelly). Han forsøger desperat ikke at få præsidentparrets image til at krakelere. Han bøvler også med sine egne personlige dæmoner og er samtidig i stand til udadtil at fremvise en stoisk ro i selv de mest tilspidsede situationer.

Fjerde sæson starter selvsagt umiddelbart efter Claires udmeldelse og i størstedelen af serien bruges præsidentens vaklende ægteskab som en drivkraft, sammen med de både nationale og internationale brande, der undervejs skal og må slukkes.

I denne sæson optræder atter engang Lars Mikkelsen i rollen som den russiske præsident, der har et godt øje til Claire, men som i øvrigt virker som skåret af samme læst som Vladimir Putin. Serien benytter sig også af en jihadistisk oprørsbevægelse, der godt nok bærer et andet navn end Daesh, men som grundlæggende fremstilles på nøjagtig samme måde. Seriens bagmænd og kvinder forsøger tydeligvis at gøre fiktionen aktuel og delvist genreforvridende, i og med den inddrager flere elementer fra virkelighedens politiske slagmark i dens fiktive univers.

Fjerde sæson tager dog også serien i en lidt uvant retning, for i starten af sæsonen kommer Frank på hospitalet, hvor han svæver mellem liv og død. Seeren er også tilskuer til de feberdrømme, Frank oplever. Drømme hvor folk fra fortiden, levende som døde, optræder mareridtsagtigt og skævt. Der vil nok være flere faste House of Cards-fans, der vil forholde sig lidt kritiske og skeptiske når serien pludselig begynder på disse surreelle og lidt mystiske passager, men de fungerer meget godt som visualiseringer af Franks indre liv og de spøgelser som hjemsøger hans (under)bevidsthed.

Denne seneste sæson af House of Cards bringer desuden seeren et skridt nærmere til at forstå Claires baggrund. Idet hun forsøger at lægge både mental men også fysisk afstand til sin mand, søger hun til sit barndomshjem, hvor moderen stadig bor. Det er, når man først oplever forholdet mellem mor og datter, ikke særligt vanskeligt at forstå hvordan det er gået til, at Claire er endt som hun er. Kort sagt får man uddybet figurerne endnu mere, selv om de stadig ikke bliver et hak mere sympatiske af den årsag.

Det skal så også siges at 4. sæson, når man er igennem den, mest af alt kommer til at virke som et mellemspil, inden der lægges i ovnen til en forhåbentlig langt mere dramatisk finale. Selv om serien ikke just er kendt for et hæsblæsende tempo, så er der flere afsnit i sæsonen som kommer til at virke lidt for træge. Forhåbentlig skrues der op for dramatikken næste gang vi skal være i selskab med Claire og Frank.

Faste seere måske kan blive lidt frustrerede over manglende fremdrift, men så kan de til gengæld glædes over hvor flot serien stadig er. Rummene i Det Hvide Hus er i House of Cards-udgaven som en slags akvarium, holdt kolde, blå og beige nuancer, fyldt med figurer der søvngængeragtigt bevæger sig rundt i de endeløse korridorerne upersonligt og upåklageligt klædt i jakkesæt og designerkjoler, alt imens verden udenfor vrider sig i smerte som følge af politikernes beslutninger. Skuespillerne er alle eminente, troværdige og lever sig i den grad ind i deres roller, at det ikke vil undre nogen hvis serien igen i år høster en række af de priser, der uddeles til tv-serier. Slutteligt er dramaet som skildres både troværdigt og velfungerende, selv om tempoet som nævnt er ujævnt til tider.

Hvis du af uransagelige årsager endnu ikke kender serien, så kan kapellet på det varmeste anbefale den, men husk at starte fra den første sæson, da den ellers vil være nærmest umuligt at følge med i. Seriens store clou er nemlig, at det lykkes at skabe en række centrale hovedpersoner, der er så kyniske, følelseskolde og beregnende at almindelige mennesker burde føle akut væmmelse ved at se dem. Sært nok er det svært ikke samtidig at holde af Frank, Clair og alle de, der så desperat klynger sig til magten og indflydelsen, for selv om de er djævelsk usympatiske så er de også virkelig fascinerende figurer.