Med en systematisk forretningsstrategi og selvsikkert planlagt sproglig stil har Jussi Adler-Olsens krimiimperium vokset sig stort og buldrende. Forfatterens kontrol og velsmurte kommunikationsstrategi fastholder et image om en folkelighed på den ene side og en interesse i at fortælle om menneskets dystre sider på den anden. At blive skræmt på en folkelig måde er noget, som danske og udenlandske læsere vil have. Det er tilsyneladende også det, som danske biografgængere ønsker.

Imidlertid er det efterhånden ingen hemmelighed, at Jussi Adler-Olsen ikke er helt tilfreds med det udtryk, som filmene har. Til gengæld har Zentropa formået at trække det længste strå i aftalen, og forfatteren har på dette punkt ikke længere den samme kontrol med kommunikationen, som hans firmaer ellers udstråler. Filmatiseringerne er derfor ikke kun interessante fra et filmatiseringsperspektiv. De er også spændende med fokus på en diskussion af image og kontrol af mediepersonlighed.

Filmene har på ingen måde været tro over for sine forlæg. Der er ændret på væsentlige detaljer såsom Carl Mørcks alder og rytme mellem karaktererne. Det gælder også Flaskepost fra P, der er den tredje filmatisering i rækken af fire, som kommer fra Zentropa. Her har vi med en væsentlig mere dyster og melankolsk Mørch at gøre. Godt nok betyder hans navn ’mørkets fyrste’, men han behersker på det tidspunkt, vi træder ind, nærmest ingenting. Han er underdrejet af sine personlige problemer.

Hvad er disse problemer så? Tja, det skal man have set de første film for at vide – og ikke mindst hente yderligere viden fra romanerne. For Flaskepost fra P fortæller intet om Mørchs personlige tragedie, som hændte før fortællingerne om Afdeling Q – kælderafdelingen af det københavnske politi – begyndte. Dette er i sig selv interessant, fordi det indføjer et grundlæggende føljetonspor i filmene, som ellers normalvis hører krimiindustriens telefilmserier og i mindre omfang biograffilmene til. Man er med andre ord prisgivet uden kendskab til Mørchs mørke forhistorie.

Filmen tager udgangspunkt i en mystisk flaskepost, der ankommer til Afdeling Q. Mørch er fraværende, så det er assistenterne Assad og Rose, der må tage sig af det mærkelige brev. Assad henter en depressiv og angst Mørch ind, mest til Mørchs store fortrydelse, og med tiden får de indsigt i en verden, der sjældent bekender sig til det officielle Danmark: en tung vestjysk kristendom, der dækker over børn, som forsvinder. Samtidig forsvinder to børn fra en religiøs menighed – og chancen byder sig nu for, at Afdeling Q en gang for alle kan sætte en stopper for de mystiske forsvindinger. Dette kræver dog adgang til en lukket religiøst samfund.

I krimiens historie er der en delhistorie, som handler om forholdet mellem det oplyste samfund, som også bestyrer politiet, og religiøse samfund, som oftest ses som oplysningens modsætning. Det er en tradition, som går helt tilbage til Arthur Conan Doyles skildring af mormoner, og på den måde er Flaskepost fra P helt i tråd med denne tradition: religiøsitet er noget skidt, der leder til mord og kriminalitet. Filmen forsøger at bløde lidt op for dette ved at lade Assad give nogle moderne idéer om, at der ’må være noget større bag det hele’. Det er politisk korrekt ordnet, og så er det endda en muslim, der får lov at sige det.

Blikket på religiøsitet er også hægtet på Mørchs hårdhudede ateisme og kynisme, der skal sættes på en hård prøve. Kan hans eksistentielle kvalme holde, når han konfronteres med mord og mishandling af børn? Filmens stil henter derfor også de dystre noir-toner ind til at underbygge denne stemning, men i modsætning til de tidligere film – især Kvinden i buret – er tonen i Flaskepost fra P mere gråblå end den gullige, sandfarvede neonoir, som Mikkel Nørgaard hentede fra Se7en til den første film. Det er i princippet lidt synd, fordi den derved kommer til at ligne mere af alt det andet såkaldte Nordic noir. Der var noget befriende ved stilfornyelsen i de første film.

Flaskepost fra P er samtidig en fin illustration af den vej, det går for både film- og tv-produktion i Danmark og Skandinavien: i tiltagende grad bliver det transnationalt. Filmen er indspillet for danske, svenske, norske og tyske penge med den norske instruktør Hans Petter Moland ved roret, de norske skuespillere Pål Sverre Hagen og Jakob Oftebro i bærende biroller, men stadig med Nikolaj Arcel som manuskriptforfatter. Lige som manuskriptforfatterne på tv-siden er blevet det sammenbindende element, er Arcel det også her, og mange af de penge, der er lagt i filmen, er da også – ud over alle de almindelige fonde – tv-penge fra dansk TV 2, norsk TV 2, svensk TV 4 og tysk ZDF. Arcels rolle, det udprægede føljetonspor og tv-donationerne antyder, at Flaskepost fra P i lige så høj grad som fx Wallander og Millennium er tv-film. Grænserne mellem tv og film er blevet flydende.

Det er nok et temperamentsspørgsmål, om den kalkulerede ondskab i filmen giver mening. Det er et billigt trick, når det er ondskab mod børn, for hvem vil ikke tage ultimativ afstand fra det? Rytme og fortællehastighed er høj og fungerer i princippet godt. Teknisk er filmen en af tidens bedste krimibedrifter, og det antyder, at det er gunstigt at lægge penge i én filmproduktion frem for at trække det ud i længere tv-serier. Imidlertid har filmen brug for at hakke for mange mellemregninger af. Det handler her på ingen måde om fidelitet til romanophavet, for det handler om forståelse af karakterer og sammenhænge i plot. Så selvom filmen er en stilmæssig ret overbevisende bedrift, så er filmen svagt plottet, mens Mørchs melankolske side er helt og aldeles uforklaret og derfor uforståelig.