Sagaen om Henning Mankells politimand Kurt Wallander fortsætter. Mankell skrev sin første roman Mördere utan ansikte om Wallander i 1991, og har til dato udgivet ti bøger om Wallander. Disse er alle filmatiseret fra 90’erne og frem med Rolf Lassgård som Wallander, hvor den sidste bog Innan frosten blev til den første film i tv-serien om Wallander. Her tog Krister Henriksson over som hovedrolleindehaver. Henriksson fortsætter også nu i den tredje – og fortsatte – serie om Wallander, hvor vi nu har fået den første Hævnen ud på dvd.

Der er stor interesse for Wallander og Mankells fortællinger om denne ambivalente og problematiske politimand. BBC har for nyligt produceret deres egen version af serien med Kenneth Branagh i hovedrollen, men de har dog – i stedet for at tage dem i streg – plukket tre bogtitler ud. Det forlyder dog, at der skulle være flere på vej. Et interessant aspekt ved alle disse Wallander-fortællinger er, at de alle – også de engelske – foregår i den sydsvenske by Ystad, hvilket har været et ufravigeligt krav fra Mankell selv. Derfor er disse film også blevet til mere end blot krimier, for de er i den grad også blevet til reklamer for et turistet Ystad.

Denne reklametankegang, der tydeligst afspejler sig i, at Ystad kommune selv poster penge i foretagendet på flere måder, kommer mest til udtryk i de senere film. De egentlige filmatiseringer af de enkelte bogforlæg bærer ikke klart dette billede af et idyllisk Ystad, der forstyrres af udefrakommende grusomheder, som det gælder traditionen omkring Krister Henriksson. De første filmatiseringer er – som romanerne i mange henseender også er det – enormt dystre, og den elementære ondskab og vold kommer ligeså meget indefra som udefra. Dette afspejles hos Mankell selv i den tvetydige og ubeslutsomme Wallander, der ikke kan analysere sig frem til ondskabens kilde.

Der er elementer tilbage af dette i den forrige tv-serie, men det er gemt en smule bag et forsøg på at skildre en overflade af idyl, der derefter eksploderer i voldsudbrud. I den nye serie, som Hævnen er første afsnit af, trækker igen endnu længere væk fra det litterære forlæg hos Mankell. Selvom Mankell selv krediteres for fortællingerne, så er der langt fra Wallander i Mankells romaner til den Wallander, vi møder i Hævnen. Mankell står dog heller ikke for andet end yderst kortfattede skitser eller synopser til fortællinger, hvor produktionsselskabet selv har skabt resten ud fra dette fragment.

Hævnen handler om en udstilling i Ystad, som meget aktuelt kaldes Muhammed-udstillingen. Denne skaber tumult i den lille by, mens det bliver blot endnu værre, da byens kraftanlæg sprænges i luften, og den kommunalt ansvarlige for udstillingen myrdes brutalt under dette blackout. Hurtigt ændrer den behagelige stemning fra Wallanders standpromenadehjem til noget nær en krigszone, hvor det er Wallanders og det øvrige politis umulige opgave at kæde disse begivenheder sammen.

Det er ikke en krimi af det format, som vi kender den fra Mankells egen hånd, hvor der gennemgående ikke kun stilles kritiske spørgsmål til en blomstrende vold. Hos Mankell er der også et yderst selvkritisk blik, der vender indad mod samfundet og mod Wallander selv, der udstilles gennem problematiske beslutninger, som må tages. Selvom Krister Henriksson i Hævnen spiller velfungerende, og ser ganske hærget ud, så fremstår han snarere som en arketypisk helt, mere end den antihelt, der hos Mankell – og i de første filmatiseringer – formår at fremhæve nogle tvetydigheder og problematiske enheder i en udefrakommende totalitet såvel som et besværlige indefrakommende velfærdssamfund.

Hævnen synes her at farvelægge et præskriptivt samfundssyn, som vi også har set det i Livvagterne, hvor PET i den sidste ende rydder uproblematisk op. Godt nok er det svenske sikkerhedspoliti Säpo også en del af Hævnen, men det er i en noget nær så komisk karikatur, at det bliver svært at tage helt alvorligt. ’Systemet’ forsøger – uden at sige for meget – at trække en passende forklaringsmodel ned over hændelserne, som kan bruges politisk. Det bliver derfor ikke en udstilling af samfundsstrukturelle ambivalenser, men i stedet serverer Hævnen en omgang selvfed moralsk normativitet. Det kan være fint som politisk eller retorisk argument, men som fiktionsfilm kommer Hævnen til at virke som et læserbrev, der gerne vil have sine pointer klart igennem – så kan man være nok så enig i argumenterne.

Derfor fungerer Hævnen, som krimier for tiden er flest. Plottet, der synes gennemskueligt fra starten, viser sig – som det sig bør – fuldstændig uigennemskueligt. Derfor er det selvfølgelig spændende, og der serveres endda undervejs nogle grundgedigne chok. Men da sagens sammenhæng skal rulles op, bliver informationerne så tætpakkede, at det er svært at følge med, at forstå og derfor selv være kritisk og analyserende. Det virker her, som om filmen er tilpasset et tv-format på de halvanden time, selvom filmen kunne have brugt et kvarter ekstra. Med andre ord skal Hævnen ses for sine spændingsmomenter og velplottede opbygning, men ikke for sine overraskende slutninger eller etablerede samfundskritik.