Tobias Lindholm bliver ved med at overraske mig. Af hverken Submarino (2010), Kapringen (2012), Jagten (2012), 9. April (2015) forventede jeg mig det helt store. En filmatisering er ofte problematisk. En kapring og forhandling på åbent hav virkede også ensporet. En(dnu) en historie om en potentielt uskyldig pædofil, der forfølges, er set flere gange før. Og slutningen på fortællingen i 9. april kender vi jo kun alt for godt. Alle filmene er skrevet af Tobias Lindholm – og i alle tilfælde formåede han at vride en usandsynligt medrivende og overbevisende fortælling ud.

Karriereboostet fik han (som så mange andre i Danmark) i DR’s dramamaskine, da han som forfatter skrev tre afsnit af Sommer – faktisk også en fortælling, der på overraskende vis driver nyt ud af en lægesoap. Han er siden vendt tilbage til større DR-successer. Først Borgen, nu senest Bedrag. Undervejs har han leveret overbevisende præstationer som R (2010) og den alt for undervurderede I lossens time (2013). I flere tilfælde arbejder han fint sammen med andre på manuskriptet, i instruktionen. Kapringen var hans debut som soloinstruktør. Og med Krigen har han gjort det igen. Der tegner sig konturer af en ny dansk realisme-auteur.

Igen havde jeg fornemmelsen af at skulle opleve noget, som jeg godt vidste, hvad var. En usikker dansk krig et støvet sted. Afghanistan – Camp Bastion. En fortælling, hvor mænd i krig skal opleve noget skidt, de tager med hjem. Noget skidt, der måske bliver i krigens verden. Eller en oplevelse, der får konsekvenser for familielivet derhjemme. Faktisk formår Lindholm med Krigen at trække på alle tre muligheder. Men det betyder ikke, at det bliver forudsigeligt. Det bliver gribende, overbevisende, nøgternt og nærgående.

Lindholms stil i fortælling, i kamera, i instruktion er den nære indstilling og den nære fortælling. Faktisk fortæller han meget lidt. Han viser lige tilstrækkeligt til, at seeren selv kan regne mellemregningerne ud. Samarbejdet med fotograf Magnus Nordenhof Jønck, der også var fotograf på stort set alle de ovennævnte titler, fortsætter. Stilen er så nær dokumentarisk, især i Krigen, at det kommer til at ligne et autentisk drama.

Det er måske også her min eneste anke mod Krigen dukker op. Jeg sad gennem den første halvdel især med en klar fornemmelse af at have set det før. Stilen, fortællingen, det nære blik på krig. Spørgsmålet er, om det er nok at blot kalde det lån fra Janus Metzs krigsfilmsæstetiske dokumentarfilm Armadillo (2010). Handlingen og det plot, der langsomt indfinder sig, ligger så tæt på ad Metzs nyklassiker, at det virker påfaldende. Hjelmkamera og den rystede/rystende realisme er næsten ikke og kun i nuancer til at skelne fra hinanden.

Igen er det Pilou Asbæk i hovedrollen. Ud over fotograf og klipper henter Lindholm igen Asbæk og Søren Malling ind i centrale hovedroller. Den ene som ”helten” i krig, der får sin status udfordret. Den anden som hjælperen, der skal geninstallere helten. Som vi ved, er krig noget skidt, og det, der tages med hjem, er ikke let for alle at forstå. Det handler om korpsånd og etik. Filmen stiller et stort spørgsmål, som den modigt efterlader hos seeren, der er efterladt med smertelig moralsk uvished. Alt sammen uden at vride en fortælling, et plot, ud af det. Filmen er befriende plotfri.

Krigen kunne godt fremstå som en antikrigsfilm. Det er den da også til en vis grad, men den placerer sig så meget hos delingen af soldater, der har brug for ræson i helvede for at kunne udholde oplevelserne. Den viser også en etisk fordring hos den udøvende side af staten, der sender unge folk i krig. Dermed formår filmen overbevisende at lade det hele stå på vippen mellem forskellige tolkninger, forskellige måder at se virkeligheden på – også faktisk fra den afghanske befolkning, der også har en særlig stemme i filmen.

Lindholms manuskripter har simple titler – enkle substantiver i definitiv. Det samme gjaldt Bedrag, indtil DR valgte at fjerne den definitive fleksion i titlen. I titlernes substantiver – krigen, kapringen, jagten – ligger der en antydning af, at sagsomstændighederne er enkle, selvom det egentlig – skraber man lidt i overfladen – faktisk fremstår mere kompleks, end hvis handlingen havde været mere kompliceret. Familieforhold og krigsstemning er holdt på et niveau, hvor det faktisk virker særdeles troværdigt. I samstemmighed og flerstemmighed. Ganske simpelt godt gået.