En af de første regler indenfor journalistik, er at man skal finde på en overskrift, der forhåbentligt vil få læseren til at læse videre. Muligvis har den første meta-agtige sætning allerede fået dig til at stoppe læsningen, eller for den sags skyld kan overskriften have fornærmet dig – hvilket bestemt ikke var meningen. En anden regel er også, at overskriften gerne skal harmonere med indholdet og selv om denne anmeldelses overskrift måske kan lyde som det man med et nymodens ord kalder ’clickbait’, er der faktisk hele to gode grunde til at ordet ”kraftidiot” er blevet brugt hér.

Den første grund handler om, at hovedrolleindehaver Liam Neeson trådte alvorligt i spinaten til et interview i forbindelse med sin nyeste film Cold Pursuit. Det var en udtalelse der var på nippet til at få ham blacklistet af Hollywood, på linje med mange af de andre kendisser, der i den seneste tid har fået gjort sig meget upopulære i branchen og blandt overdommere på sociale medier. Journalisten spurgte Neeson om han nogensinde selv havde haft lyst til at tage hævn, idet filmens centrale emne er hævnen. Neeson svarede at han i sin ungdom engang havde rendt rundt med en skyder i lommen og håbede på at rende ind i en tilfældig sort mand, efter en af hans gode venner var blevet voldtaget af netop en farvet fyr. Det burde Neeson ikke have gjort.

Heldigvis var der mange af Neesons venner der kom ham til undsætning og meget tyder på, at den truende shitstorm blot blev en lille tyndskidsbyge. På den måde er vi nået til den anden grund til at overskriften kan retfærdiggøres. Det handler ganske enkelt om, at Cold Pursuit er en amerikansk version af den norske film bar titlen Kraftidioten. Den nye, amerikanske version er endda instrueret af samme nordmand, der i 2014 lavede originalen og for også at fyre den danske vinkel af, så blev manuskriptet til den oprindelige film forfattet af vor egen Kim Fupz Aakeson.

Handlingen i Cold Pursuit er flyttet fra Norge til skisportsstedet Kehoe, hvor Neeson spiller en lidt stille mand, der, da vi møder ham, bliver udnævnt til æresborger i byen. Til dagligt kører Neesons figur Nels Coxman den sneplov der holder byens indfartsveje fri og faktisk er han ikke særlig glad for al den opmærksomhed og virak, der pludselig er omkring hans person. Som du nok har gættet ændres dette markant, for Neeson er endnu engang blevet typecastet som den figur, der på troværdig vis det ene øjeblik er en lidt forsagt familiefar og det næste en iskold dræbermaskine.

Kapellet kan vist godt afsløre at Nels’ eneste søn, meget tidligt i filmen, bliver involveret i et lokalt narkoopgør. I stedet for at bryde helt sammen psykisk over sønnens alt for tidlige død, vælger Nels at finde frem til de bagmænd, der har været involveret i drengens død på den ene eller anden måde og det går bestemt ikke stille af sig. Desuden skal det vise sig, at der er utroligt mange skurkagtige typer, som Nels kan dele tæsk og varmt bly ud til, for bagmanden, en überslesk veganertype, har en veritabel hær af håndlangere i sit slæng.

Hvis ikke Cold Pursuit havde haft en meget sorthumoristisk tone, der løb som en flod af varm karamel gennem hele fortællingen, ville det være en film, der hurtigt ville blive glemt igen. Eksempelvis så dukker der et titelskilt op på skærmen, hver gang der er nogen i filmen som dør. På skiltet får seeren navnet på den figur der lige er blevet ekspederet samt fødsels- og dødsår. Frekvensen af disse skilte eskalerer selvsagt i takt med at filmen nærmer sig sit klimaks, men foruden dette gimmick, er der i filmens dialog også en masse morsomme replikker lagt ind. Eksempelvis er det ikke helt tilfældigt, at Nels hedder Coxman til efternavn.

Det kan måske forekomme som nogle meget platte tiltag, i forsøget på at være morsom, men Cold Pursuit lykkes faktisk overraskende godt i den svære kombination mellem komedie og action. Det er en svær balancekunst fordi hvis det hele bliver lidt for sjovt, så kan det være vanskeligt at tage action-elementerne seriøst.

Neeson er desuden den helt rette til at spille rollen, for han er i stand til at levere selv de mest outrere replikker med en ro og et pokerfjæs, der gør at det bliver sjovt. Cold Pursuit er ligeledes en meget blodig og voldsom film, der med garanti vil appellere til alle der holder af underholdende voldsfilm. Sært nok er både de overdrevne voldsscener og de mange sjove replikker ikke med til at underminere hverandre og det bliver heller aldrig så karikeret, at man sidder med følelsen af at se en tegneserie omsat til film.

Kort fortalt er det i den grad lykkedes at omforme den meget norske Kraftidiot til en vellykket amerikansk actionthriller, der er akkurat lige så skæv og voldsom, at man forlader biografen med et overordentligt veltilfreds smil plastret på ansigtet, forudsat man altså ikke let bliver stødt over kulsort humor og filmiske voldsexcesser.