Kapring på åbent hav. Det handler Tobias Lindholms anden spillefilm om. Virkeligheden er genkendelig: somaliske pirater kaprer et dansk flådefartøj på vej til Mumbai. Ombord på skibet finder vi kokken Mikkel og seks andre besætningsmedlemmer. Hjemme – i sikker dansk havn – modtager skidsrederen Peter nyheden. Og handler med det samme. Kapringen handler ligeså meget om selve forhandlingen som om strabadserne ombord på skibet MZ Rozen. I udgangspunktet ikke nogen specielt original fortælling. Nyhederne har fortalt den utallige gange. Alligevel lykkes det Lindholm at skrue en gribende og interessant film sammen.

Handlingen bæres hovedsageligt af Pilou Asbæk i rollen som Mikkel og Søren Malling som Peter. Malling virker undertiden en anelse stivnet, men undervejs viser han stor dramatisk format. Men billedet stjæles i den grad af Asbæk. Han fik sit fortjente gennembrud med pragtpræstationen i Linholms debutspillefilm R (2010). Han er blevet en landskendt darling i den noget mindre krævende rolle som Kasper Juul i tv-serien Borgen (2010-). Med sit spil i Kapringen cementerer han, at han er et af tidens mest interessante, nye karakterskuespillere i Danmark. Asbæks evne til at spille meget alsidigt viser, at han har internationalt format.

Tobias Lindholm er også et navn, vi bør lægge mærke til – hvis ikke han allerede er meriteret. Efter R, der ikke kunne undgå at høste en Bodil eller to, skrev Lindholm manuskript sammen med Thomas Vinterbergs Submarino (2010) – en konstellation, der er blevet gentaget med Vinterbergs Jagten (2012). I mellemtiden slog Lindholm også sine folder på Borgen. Kendetegnende er det, at samarbejdet mellem Lindholm og Asbæk på den ene side og mellem Lindholm og Vinterberg på den anden, synes at resultere i interessante og seværdige filmproduktioner.

Det er overraskende, hvor gribende handlingen i Kapringen er. Fortællingen er principielt ret tynd, men oparbejdelsen (og nedbruddet) af tillid mellem somaliere og besætningsmedlemmer skaber en sitrende spænding undervejs, mens forhandlingen – der trækkes ud og trækkes ud – også lægger en undertone, der virker forbavsende godt. Fortjenesten ligger naturligvis i en velinstrueret og velspillet film, der i sceneopbygningen og i klipningen kun har få skønhedsfejl.

Stilen – ud over klippeteknikken – kunne dog ikke ende med andet end at irritere mig grusomt. Det håndholdte kamera er én ting. Det virker udmærket sammen med den opbyggede spænding og fungerer som en teknik, der bringer os helt tæt på karaktererne. Så dogmeagtigt det kan blive uden at være dogme. Men gennem hele filmen virker det til, at blænden pulserer, så der hvert sekund synes at blive blændet hurtigt op og ned for lysindtaget. Det ses ikke så meget, når billedet er lyst, men i de mange mørke sekvenser bliver det direkte enerverende og stressende at se på. Det kan selvfølgelig være en æstetisk strategi, der spiller sammen med besætningens pres. Men det spiller ikke sammen med mig.

Trods stilens påtrængende puls er Kapringen en film, der – gennem skuespil, kameraføring og klippeteknik – formår at trænge meget tæt på et kontroversielt emne, der har fået stor opmærksomhed de seneste år. Det burde ikke kunne lade sig gøre at fortælle en så skrabet fortælling så effektivt, men karakter og kameraøje trænger så tæt på, at det lykkes at skabe en gribende og spændende film, som overraskende nok – hovedsageligt via Abdihakin Asgars fine præstation som piraternes forhandler – også tegner et nuanceret og menneskeligt billede af piraterne. Ikke mindst dét er med til at cementere filmens stærke realisme og troværdighed. En nødvendighed, når nu Steven Seagal ikke er blandt besætningsmedlemmerne.