”Somewhere over the rainbow…”, er en sætning som mange nok forbinder med den smukke, bedårende Dorothy, der uventet bliver trukket ind i det eventyrlige land Oz i musicalklassikeren Troldmanden fra Oz (1939), men hvem var skuespillerinden bag denne ikoniske karakter? Filmen Judy forsøger netop at give sit svar på dette ved at kaste lys over skuespillerinden Judy Garland og hendes sidste år.

Værket Judy omhandler den nu afdøde, skuespillerinde og sangerinde Judy Garland i hendes sidste tid i rampelyset, inden hun på tragisk vis døde af en overdosis som 46-årig. Filmen fokuserer primært på hendes sidste store turné i London, men viser også flere flashbacks tilbage til Garlands arbejde som spirende skuespillerinde under indspilningerne til diverse produktioner.

Efter adskillige uheldige episoder og finansielle problemer i sin senere karriere, må Garland sande, at hun ikke længere er i stand til at fylde salene op i USA. I denne forbindelse bliver hun mindet om hendes fanskare i London. Med en del modvilje drager Garland derfor afsted i håbet om at få hendes økonomi på rette vej, så hun igen kan få fuld forældremyndighed over sine børn. På trods af hendes fans, og den store opbakning som Garland modtager, er hun allerede fra begyndelsen besværet af dårligt helbred og mangel på mentalt overskud. Skønt, jeg antager, at de fleste kender til Garlands tragiske skæbne, ønsker jeg ikke at afsløre mere for de kommende seere.

Filmens mangler forbinder jeg grundlæggende til filmens handling, som jeg ser som ensformig; særligt hvis man tager filmens længde i betragtning. Jeg havde forinden gjort mig bekendt med spillelængden, som når op på næsten to timer. Derfor havde jeg forventet, at handlingen ville bevæge sig nogenlunde vidt omkring på trods af, at den stod til primært at afdække hendes turné i London. Desværre, sad jeg med en følelse af, at værket virkede begrænset og gentagende, og de individuelle plotlinjer syntes ikke at vække min sympati. Dette gjorde oplevelsen en anelse ensformig og kedsommelig.

Glædeligvis, har filmen også sine styrker, hvilket jeg i allerhøjeste grad forbinder til Renée Zellwegers fantastiske portrættering af Garland, hvilket hun i øvrigt både vandt en Oscar og Golde Globe for. Zellwegers optræden er både overbevisende og følelsesladet, hvilket for mig at se skaber en særlig følelse. Hendes portrættering er yderst overbevisende, og hun gav mig lyst til at se mere af hende. Samtidig, følte jeg et ubehag, da jeg som seer tydeligt mærkede Garlands smerte og magtesløshed. Dette ubehag betragtes dog kun som positivt, da det frembragte en særlig autenticitet. Ydermere, optræder de førnævnte flashbacks, som for mig bidrager til en dynamik i værket, som gør det mere interessant. Dertil, forstærker disse også ens forståelse af Judy.

Judy er en udemærket film, som har et yderst interessant udgangspunkt, men desværre ikke formår at udnytte sit potentiale. Har man dog en interesse i at opleve fænomenalt skuespil fra Zellwegers side, eller har en forkærlighed for biopics, så vil Judy ikke være den værste film at lade rulle over sin skærm.