På det ret beskedne ekstramateriale til BluRay-udgaven af filmen Elle fortæller instruktør Paul Verhoven, at en af de ting der fascinerede ham ved denne historie var, at den var et nærmest bevidst ”fuck you” til ideen om genre. For selv om det nemmeste nok ville være at klaske betegnelsen ”thriller” eller overgenren ”drama” på denne film, er det en fortælling, der ender med at stikke i rigtig mange retninger. Heldigvis uden at den samtidig selv falder helt fra hinanden.

Som Uffe gjorde opmærksom på i sin biografanmeldelse af filmen, så er det en film, der i sin kerne handler om voldtægt og hævn, men også om så meget mere. Det er nemlig ikke kun volden, der bliver et gennemgående tema, men mindst lige så meget bliver Elle en film om en kvinde, der til trods for at hun er blevet traumatiseret flere gange i sit liv, ganske enkelt nægter at indtage offerrollen.

Der har ellers været begivenheder nok i hovedpersonens liv, der potentielt burde have knækket hendes psyke. I løbet af filmen finder seeren ud af hvad årsagen er til at Micheles far har siddet i fængsel siden pigen var 10 år gammel. Han har nemlig begået en gerning der måske, måske ikke har sat sig dybe spor i den nu voksne kvinde. Vi oplever også hendes manipulerende mor, som Michele er hudløst ærlig overfor, især når moderen præsenterer datteren for sin nyindkøbte elsker.

Faktisk synes ærlighed også at være et af filmens undertemaer, for selv om man fra sofaen foran fjernsynet kan mene at den måde Michele forsøger at håndtere sin omverden på, hvad enten det er naboparret, kollegaerne og hendes familie, er hamrende uforskammet og ganske enkelt uacceptabel, så kan man i det mindste ikke anklage hende for at være uærlig.

Michelle spilles mesterligt af Isabelle Huppert. I den ovennævnte ”bag-om”-film fortæller Verhoven, at han under indspilningen aldrig diskuterede hverken Micheles motivation eller karakterdannende elementer med Huppert. De diskuterede godt nok Michelles valg af tøj eller andre lavpraktiske ting, men aldrig selve figuren. Hvis man tager dette for gode varer, virker det endnu mere imponerende, at se Huppert folde sig ud, for slet ikke at tale om det arbejde, der er blevet lagt i manuskriptet (som i øvrigt er baseret på romanen Oh… af Phillip Dijan - samme forfatter der i sin tid skrev manus til Betty Blue).

Filmen åbner med føromtalte voldtægt, først, som Uffe også skrev, med lyden af skrig og smadrede genstande. Senere får vi voldtægten at se, endda op til flere gange – og en af de centrale mysterier i filmen synes indledningsvist at være, hvem der gemmer sig bag den sorte skimaske. Dette ændrer sig dog brat, for der er meget mere end dette overgreb på spil. På Micheles arbejdsplads synes der også være kræfter der forsøger at underminere hendes autoritet og så spøger faderens gerninger også.

Selv om Verhoven kredser om tematikker der er ganske velkendte; sex, vold, og manipulation, så virker Elle mest af alt som om en film der trækker tråde tilbage til mandens allertidligste film idet den synes at være mere interesseret i at skildre en kvindeskæbne, end den er fokuseret på det overordnede plot, selv om det muligvis er det som seeren fokuserer på ved første gennemkig.

Elle er en sært betagende film, ikke kun på grund af Hupperts præstation, men også fordi filmen konsekvent tager en række drejninger, som med garanti vil komme bag på selv den mest rutinerede filmseer. Tempoet er ikke hæsblæsende, men i stedet giver Verhoeven og co. seeren mulighed for at gisne om og lade de mange fortællinger som udgør Micheles fortælling synke langsomt ind.

Elle er bestemt ingen rar film. Den kan virke ganske ekstrem for alle de seere, der forventer sig et typisk fransk drama, men fans af Verhovens klassiske firserorgier vil måske synes at han ligefrem holder igen med groteskerierne denne gang. Elle vidner om at vi har med en moden filminstruktør at gøre, en instruktør der har tacklet en utrolig kompleks fortælling med bravur. Han viser stor sans for dramaturgi, og han evner at få presset det maksimale ud af selv scener som i andres hænder ville have blevet utroligt banale, uden samtidig at gøre vold på det indledende mantra om at genrene skal fuck’es godt og grundigt. Elle får atter engang de varmeste anbefalinger hérfra.