Som nævnt i anmeldelsen af Star Trek: The Original Series, så er det i år 50 år siden, at serien for første gang blev vist på amerikansk tv. Dette bliver naturligvis fejret, blandt andet med en række, lækre nye udgaver af både tv-serierne og filmene på BluRay. Kapellet har i den forbindelse fået adgang til den anden, og muligvis allerbedste, spillefilm i serien: Wrath og Khan.

Der er mange grunde til at denne to’er (modsat mange andre fortsættelser) er langt bedre end den første film. Problemet med Star Trek – the Motion Picture var at etteren var både alt for lang og at dens hovedhistorie ikke bød på ret meget spænding. Den blev lavet i kølvandet på Star Wars’ succes i 1979, men blev slet ikke samme kommercielle succes. Det var der flere grunde til, den vigtigste var muligvis at filmen var en filosofisk science-fiction film, hvis historie nemt ville kunne have været fortalt i en enkel episode af tv-serien, i stedet for de lidt over to timer som filmen varede. Der er faktisk flere hardcore Trekkers, som rettelig mener at filmens basale historie allerede var blevet fortalt i tv-serien, nærmere bestemt afsnittet fra sæson to kaldet The Changeling. Selv om effekterne var gode i den første film (tak til Douglass Trumbull og John Dykstra) så tog de fokus væk fra de stive replikker og de noget karikerede figurer, som virkede sært fremmede overfor de roller de spillede i tv-serien ti år tidligere.

Wrath of Kahn er en helt anden, langt mere interessant, overraskende og spændende film end sin forgænger. Da vi møder mandskabet på Enterprise er Kirk blevet forfremmet til admiral. Han får på sin fødselsdag besøg af Bones, der bemærker at hans gamle ven har brug for at komme tilbage på broen på sit skib i stedet for at sygne hen i sin lejlighed. Dette sker nærmest ved et tilfælde, for Admiralen er ved at besigtige Enterprise, der er taget på en træningsmission sammen med et nyt, uprøvet mandskab, da de pludselig modtager et nødopkald, som de selvsagt bliver nødt til at sættet kurs imod.

Før alt dette sker oplever vi, hvordan den forhenværende styrmand på Enterprise, Pavel Chekov, som nu der er blevet næstkommanderende på et andet af stjerneflådens skibe, beamer ned på en planet sammen med hans nye kaptajn, for at undersøge de meget spæde tegn på liv som der måske eksisterer på planeten. De lever nemlig efter en helt gold klode, hvor et nyt eksperimentelt forskningsprojekt kaldet Genesis skal afprøves. De finder nogle mærkværdige fartøjer midt på ørkenplaneten og da Chekov opdager at det faktisk er resterne af ”Bottany Bay”, går han i panik og insisterer på, at kaptajnen og han straks vender tilbage til deres skib. Det er alt for sent. For pludselig dukker Khan og de sørgelige rester af hans mandskab op.

Fans af den oprindelige serie vil kunne huske både Khan og navnet Bottany Bay, fra tv-episoden Space Seed. Selv om filmen på den måde, lige som forgængeren, trækker tråde til tv-serien, så er den ikke som den første film en egentlig gentagelse af et handlingsforløb, men snarere en videreudvikling af en allerede etableret historie. Det er også i Wrath of Khan, der for første gang introducerer seeren til ”Kobiashi Maru” – den simulerede træningsøvelse, som Kaptajn Kirk var den første i Stjerneflåden til at gennemføre. Kobiashi Maru-simulationen optræder også i Star Trek fra 2003. Desuden er det også i Wrath of Khan at ”øreormen” (i Trekker-kredse kendt som ”Ceti Ålen”) spiller en central rolle for handlingen, for da slet ikke sat tale om den overraskelse filmen byder på til allersidst. En overraskelse der i den grad lægger op til fortsættelsen, der blev lavet to år senere.

Selv om filmen muligvis kan forekomme en anelse mere stiv i betrækket end de nyeste Star Trek-film og selv om det er svært ikke at opleve Kirks lejlighed, som utrolig retro-agtig, selv om den sikkert i 1982 forekom hyperfuturistisk, så er det stadig en film der indeholder alle de elementer som udgør en god Star Trek-film. Ikke mindst takket være Ricardo Montalbans seje skurkefigur, der måske kun overgås af skurkagtighed af The Borg. Til gengæld synes den sidehistorie, der handler om Kirks søn at virke en anelse søgt. Især når man mod filmens slutning oplever den voksne knægtens emotionelle reaktion overfor farmand Kirk. Uden at afsløre for meget, så har farmand altid været fraværende i stort set hele drengens liv, men alligevel erklærer sønnike sin uforbeholdne beundring for fatter, efter han har set Kirk klare ærterne i løbet af filmen.

Der er også en grundlæggende melankolsk tone i filmen. Den oplever man først i forhold til Kirks figur, der i filmens start er tynget af at være blevet ældre og har mistet den livsgnist, der tidligere fungerede som hans primære drivkraft. Det melankolske træk skal dog ikke opfattes negativt, for det aspekt fungerer virkeligt godt mod i filmens slutning. En finale der med garanti vil få tårerne frem i øjenkrogen hos enhver Trekker med respekt for sig selv (godt hjulpet på vej af James Horners fine soundtrack). Faktisk bliver dette melankolske aspekt endnu mere tydeligt hvis man vælger at se filmen i den ”director’s cut” version, der sammenlignet med biografversionen dog kun er lidt over fire minutter længere.

Blu-rayversionen byder på masser af ekstramateriale både i form af kommentarspor og små dokumentarfilm der går bag kameraet – der er endda lavet separate kommentarspor til både biograf- og director’s cut versionerne. Selv om både lyd og billedet står ganske flot, bemærker man dog også at der i enkelte scener synes at være en anelse problemer med fokusindstillingerne. Dette handler ikke om at filmen ikke er gengivet ordentlig på Blu-ray, men fordi flere af scenerne i filmen oprindeligt blev optaget med blødfokus linser og passende belysning, for at skjule at de medvirkende var blevet en del ældre siden sidst. Det virker dog mest af alt, som om at nogle af scenerne er uskarpe, især hvis man har mulighed for at smide filmen op på et stort lærred eller skærm.

Så har du til hensigt kun at se en Star Trek film med den originale besætning, så er Wrath of Khan det bedste bud. Det er en film der både er trofast over for sit figurgalleri, har en godt historie, byder på ganske fin dialog og hvor samspillet mellem Kirk og Mr. Spock ikke bliver bedre. Dertil kommer at filmen byder på en lang, og spændingsfyldt rumkrig mellem Enterprise og det skib Khan har taget kommandoen over. Kort sagt er der både masser at se på, en række uforglemmelige, klassiske Trek-elementer og endelig en slutning, der med garanti vil komme som en overraskelse for alle der aldrig har set den tidligere. Så fejr halvtredsåret og oplev ved selvsyn at en 34 år gammel sci-fi film stadig er værd at se.