Siden Shrek for alvor satte gang i revisionistiske fortællinger, er der kommet et utal af film, der forsøger at skabe alternative historier til de vi kender rigtigt godt i forvejen. Man kan i flæng nævne den skrækkelige Dracula untold, den lidt bedre Maleficient eller den helt formidable Shadow of the Vampire. Film der hver især fortæller deres unikke version af en velkendt fortælling. Nu er det blevet Frankensteins tur og som alle ved så er Frankenstein ikke navnet på monstret, men derimod på videnskabsmanden der i Mary Shellys klassiske roman skabte uhyret - Victor Frankenstein. Det er Paul McGuigan – instruktøren af bl.a. Push og adskillige afsnit af BBCs fremragende Sherlock-serie, som har instrueret den nye film. Manuskriptet er skrevet af Max Landis - forfatteren til bl.a. den vellykkede mockumentary-superheltefabel Chronicle & den ret så morsomme stenerkomedie American Ultra. (Max er i øvrigt søn af genreinstruktøren John Landis.) Resultatet er blevet en virkelig underholdende, visuelt flot og neogotisk ramasjangfilm, som samtidig med sikkerhed vil appellere til alle de, der i forvejen er forgabt i perioden omkring 1800tallets slutning. Endelig leverer den overraskende nok en diskussion omkring religiøsitet og videnskab som både romanen og de der fortolker den også italesætter.

Filmen tegner ikke kun et meget mere positivt billede af den ambitiøse Victor, men har også sat sig for at ændre ved vores opfattelse af den gode doktors pukkelryggede assistent - Igor. I langt de fleste filmversioner af Frankenstein (måske mest tydelig i James Whales klassiker fra 1930 og i Mel Brooks palimpsest Young Frankenstein bliver Igor fremstillet som et ganske fatsvagt misfoster, en dement pukkelrygget fyr og muligvis også den direkte årsag til at monstret bliver så farligt, som det normalt er skildret. Det er jo Igor der dukker op med en frisk hjerne til skabningen – en hjerne der er alt andet end normal. Victor Frankenstein er en film der ændrer ved dette billede, for den fortælles af netop Igor.

Da vi møder Igor, har han end ikke et navn. Han er derimod en stakkels fyr, der arbejder i et cirkus som den nederste i klovne-hierarkiet. Han mishandles konsekvent af de andre ansatte og han har det i det hele taget forfærdeligt. Til trods for sine deformiteter er han forelsket i den underskønne trapezartist, som han i smug beundrer. Da hun mister balancen og styrter ned i arenaen, styrter pukkelryggen til hendes assistance. Heldigvis for hende er hans eneste hobby studiet af den menneskelige krop og han forsøger i sin desperation over ulykken, at udnytte dette til sin fordel. Pludselig dukker Victor Frankenstein, der var blandt publikum op og Viktor indser at den usle pukkelryg har en indsigt i anatomi der er nærmest lige så god som hans egen. Dette forstærkes især da det lykkes to i fællesskab at redde den unge kvindes liv. Den gode doktor beslutter derfor at befri hans nye ven fra fangenskabet i cirkusset, da Victor ikke kan overtale direktøren til at lade pukkelryggen gå frivilligt.

Herefter oplever seeren hvordan Victor hjælper hans nye ven med at få et helt nyt liv og ikke mindst fortællingen om hvordan de to i tæt samarbejde begynder det arbejde, der til sidst resulterer i skabelsen af det monster, der sidenhen har været synonym med navnet Frankenstein. Parallelt med denne fortælling følger vi en ganske opmærksom og ambitiøs politiinspektør fra Scotland Yard. Turpin, som han hedder, er kommet på sporet af Frankenstein og sætter ham i forbindelse med en række mystiske tyverier af dyredele og andre skumle gerninger.

Turpin er ikke kun styret af sin ærgerrighed, men drives primært frem af hans kristne dogmatik, der naturligvis er i skærende kontrast til videnskabsmandens ideer om at skabe liv. Dette mener Turpin er en hån mod Gud og dennes skaberværk. De to figurers kamp på ideer italesætter vis fint en af de centrale elementer ved romanen, nemlig ideen om den potentielle hybris der er ved at videnskaben pludselig bevæger sig ind på det metafysiske område. Et element som masser af science-fiction- og horror-fortællinger sidenhen har lavet et utal af variationer over. Når studerende skriver opgaver om Mary Shellys roman, bliver denne vinkel i al fald ofte italesat.

Victor allierer sig undervejs med en rigmandssøn da pengene slipper op. Millionærsønnen kan se potentialet i at benytte Frankensteins opdagelse til at skabe noget langt mere dystert end Victor havde planlagt. Denne velgører bliver fremstillet dybt usympatisk og som en slags protofascistisk legemliggørelse af de videnskabelige ideer som i både starten af århundredeskiftet, men måske især i 1930erne fik vind i sejlene. Dette aspekt er i filmen bliver ikke så tydeligt som det kunne have være gjort, men der skal ikke megen analytisk tæft til at se, at elementet om racehygiejne og skabelse af supermennesker ligger lige til højrebenet. Victor Frankenstein er jo heller ikke en film om politisk, men snarere en gyser/science-fiction-hybrid, der som primære formål har at levere let underholdning til sin genrehungende seer.

Filmen er endnu en film der lige som Dracula Untold vil forsøge at puste nyt liv i de klassiske gyserfortællinger, men Victor Frankenstein er bare uendelig mere vellykket. Den er både langt mere underholdende men den er også meget mere tro overfor de oprindelige figurer, selv om den som nævnt indledningsvis ændrer ved stereotyperne. Dertil kommer at effekterne og scenografien er meget vellykkede. Filmens look kan nok bedst beskrives som en steampunkversion af Frankenstein. Selv den computerskabte hybridabe, som undervejs bliver genoplivet, fungerer helt hæderligt, lige som monstret, der forventeligt også får liv tæt mod filmens slutning, er godt skruet sammen (læg mærke til det slet skjulte Frankenstein-ordspil).

Det eneste undertegnede havde et problem med undervejs var at acceptere Daniel Radcliffe som det pukkelryggede misfoster fra filmens start. Som alle ”Potterheads” (fans af Harry Potter – red.) vil vide er Radcliffe rigtig god til at spille forpint, men han er altså også alt for køn til, at vi helt tror på at han er en så frugtelig freak at folk viger tilbage når de ser ham, eller kaster rådden frugt efter ham, uanset hvor foroverbøjet han går og hvor meget han slæber sin ene arme efter sig. Heldigvis får Victor hurtig ”repareret” Igor, i en scene der i øvrigt fik selv en garvet horrorfan og filmanmelder til at væmmes.

Victor Frankenstein er alt man havde håbet på den ville være. Det er ikke noget mesterværk eller en banebrydende film, men den er til gengæld velfortalt, sjov og på udsatte steder lidt uhyggelig. Det er basalt set mere en fantasy film med gyserelementer end en reel gyserfilm, men det gør mindre. Desuden gør dialogen og filmens fokus på dikotomien mellem religion og videnskab, at det ville vær en film som engelsklæreren nemt ville kunne bruge i undervisningen i forbindelse med en gennemgang af gotikken, i forbindelse med en læsning af Mary Shellys roman eller blot som en kultørt version af tiden den skildrer.