Seje mænd i hurtige biler. Konceptet er næppe nyt, især ikke når det handler om at lave gode billeder af, eller for den sags skyld film om dette tema. Kapellet har endog anmeldt et par stykker af de mange film, der fokuserer på netop racerløb - fra helt klassiske film som Le Mans , over rendyrkede actionfilm som Motorway og til mere børnevenlige som i Biler.

Én ting er jo film der opdigter fortæller historier om bilvæddeløb, men det er også muligt at finde spillefilm der handler om racerløb, der tager udgangspunkt i mere virkelighedsnære begivenheder. Sådan en film er Le Mans ’66. En film der både handler om racerløb, men som i lige så høj grad tegner portrætter af to af racersportens helt store amerikanske profiler.

Alle der har blot en smule forstand på motorspor vil vide, at de store løb ikke kun er en kamp mellem de enkelte kørere, men lige så meget en kamp mellem de store bilfabrikanter om hvem der er i stand til at skabe den bedste motor, det bedste chassis osv. Hvad der sker i Formel 1 får forbrugerne i sidste ende glæde af, idet den teknologi som udvikles i forbindelse med racerløb på sigt bliver implementeret i de biler som kommer på markedet.

Selv om dette muligvis ikke lyder som et fascinerende grundlag for 2 ½ times spillefilm, så er Le Mans ’66 en både spændende, vellavet og fascinerende spillefilm. Dette også fordi den jo kun fokuserer på rivaliseringen mellem Ford og Ferrari (Ford vs. Ferrari var faktisk filmens oprindelige titel), men lige så meget på det personlige drama omkring to af de mest toneangivende mænd på Fords hold i midten af 1960’erne.

Le Mans ’66 fortæller historien om Caroll Shelby (Matt Damon), der får til opgave at designe en racerbil for Ford fabrikkerne i Detroit. Seeren får også en baggrund for dette, for det viser sig at Ford faktisk havde tænkt sig at fusionere med Ferrari, der på det tidspunkt havde store økonomiske vanskeligheder. Salget gik i vasken og tillige gav Ferraris daværende direktør Fords direktør en verbal sviner. Det ville Ford ikke have siddende på sig, så de hyrede Shelby til at skabe en bil, der kunne vippe Ferrari væk fra den dominerende førsteplads de havde haft de sidste mange år i det hårde 24-timers løb i Le Mans.

Det var dog ikke gjort med at få fat i en god designer og mekaniker, skulle man vinde dette vædeløb, var det også essentielt at få fat i den rette person til at køre vognen. Sådan en person var Ken Miles (Christian Bale). Selv om han muligvis ikke var den nemmeste person at samarbejde med, så tog Shelby alligevel og satsede alt på ham, da han kunne se potentialet og engagementet hos Britten. Ken havde et hidsigt temperament og hade svært ved at håndtere autoriteter, til gengæld var han et naturtalent til at køre hurtigt. Selv om man ser flere folk i Fords stab, der bestemt ikke er glade for Ken, så insisterer Shelby, at Ken er manden til jobbet.

Det er James Mangold der har instrueret filmen. Ham er der sikkert flere der husker for film som X-Men filmen Logan, Cop Land og 3:10 to Yuma. Han er meget alsidig og viser med Le Mans ’66 at han også mestrer at lave biografiske film. Det er nemlig ingen forudsætning at være vild med motorsport, for at kunne lide filmen. Selv om den benytter et af verdens mest berømte motorvædeløb som baggrund, handler filmen lige så meget de mænd, der kæmpede både med og mod hinanden for at vinde løbet, end om løbet selv.

20th Century Fox har været så venlige at sende filmen i 4K versionen til anmelder og selv om filmens sagtens kan nydes både på DVD og BluRay, så står den knivskarpt i både lyd og billede på Ultra HD. Det er lykkedes filmmagerne at genskabe stemningen af og atmosfæren i 1960’erne, men selv om omgivelser, biler og tøj er genskabt med stor sans for detaljerne, så er billedsproget, klipningen og ikke mindst kameraføringen meget nutidig.

Det kan godt være en fortælling om en håndfuld mænd, der konkurrerede med andre om prestige, penge og berømmelse måske er set før, men den er sjældent set så godt lavet rent håndværksmæssigt. Til trods for at der i dialogerne tales meget om mekanik og benyttes fagudtryk som de af os, der aldrig er blevet fedtet ind i motorolie til op over begge albuer, så er det en film der appellerer bredt. Så alle der holder af vellavede dramaer kan og bør derfor se med.