Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The Hatefull Eight (187 min.) Biograffilm / Scanbox
Anmeldt 6/1 2016, 20:30 af Torben Rølmer Bille

Klassisk Quentin!


Klassisk Quentin!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den amerikanske, selvlærte auteur, Quentin Tarantino, er i de flestes optik en mand, der deler vandene. Enten elsker eller også hader man hans film. I akademiker- og anmelderkredse eksisterer dette skisma dog nærmest ikke, for her knuselsker langt de fleste helt entydigt mandens film. Faktisk sker dette i sådan en grad at man ligefrem taler om ”Tarantino-film”, som en selvstændig genre, selvom den seneste The Hateful Eight blot er film nummer otte i rækken.

Der eksisterer i sagens natur både utroligt vellykkede og mindre vellykkede Tarantino-film, men dette til trods er der ingen tvivl om, at manden har en stor passion og evne til at lave film, dette uanset om det er mere afdæmpede filmatiseringer af en roman som f.eks. Jackie Brown eller postmoderne martial-arts-selvtægtsfabler som Kill Bill. Navnet Tarantino er efterhånden blevet synonym med en masse spændende billeder, eminente soundtracks og ikke mindst replikker, der er så velskrevne, at de ofte bliver citeret igen og igen af filmfans.

Folk, der er interesserede i film, vil også fremhæve, at Tarantino ofte gentager sig selv. Han bygger sine historier på basis af hans egen store kærlighed til film, specielt til B-film og obskure genrefilm, som ofte er helt fremmede for et mainstreampublikum. Historien om hvordan drengen, der stod i videoudlejningen og slugte alle film råt, der senere blev til den internationalt anerkendte filminstruktør, vi kender ham som i dag, er efterhånden blevet endnu en af historierne om den Amerikanske Drøm, der for en gang skyld blev til virkelighed.

Dertil kommer, at der er elementer i Tarantinos film, der altid gentages. Man kan nævne et markant fokus på udpenslede voldsscener, kameraet der laver trackingskud filmet fra ekstrem fugleperspektiv, for da slet ikke tale om Quentins fascination af fødder, grænsende til det fetichistiske. Ofte dukker der også elementer op i mandens film, der synes at kæde hans filmiske universer sammen – eksempelvis Red Apple tobakken, der ryges i stort set alle mandens film, eller for den sags skyld de skuespillere, der nærmest er blevet synonym med Tarantino-film, som f.eks. Samuel L. Jackson og Michael Madsen. Alle disse elementer er også til stede (i højre eller mindre grad) i den nye film, men genkendelsens glæde alene er langt fra nok grund til, at man indløser billet.

The Hateful Eight lyder og ser på overfladen ud som en western. Den foregår i perioden umiddelbart efter den Amerikanske Borgerkrig, i den utæmmede natur i Wyoming i USA. Alle westernelementer er til stede: der er heste, seksløbere, hatte, et par diligencer, whisky, barkede mænd, cigaretter, en landhandel midt i ødemarken og selvfølgelig en samling figurer, som alle sammen synes at høre hjemme i en western. Vi møder den gamle sydstatsgeneral, den lokale bøddel, den forhenværende slave, der blev soldat og som korresponderede med selveste Lincoln, den kyniske dusørjæger, osv. Til trods for at alle disse ting er bragt i spil, så leger Tarantino atter med vores forventninger, for ret beset er filmen slet ingen western.

I stedet er det et meget intenst psykodrama. Et kammerspil, der i løbet af sine tre timer formår at opbygge en fortælling op som både er utrolig intens, vedkommende og som samtidig, via sine figurer, synes at kommentere den paranoia og mistro som mange dage har været og stadigvæk er en del af den amerikanske selvforståelse. Det er ikke de dybe, eller komplekse problemstillinger og sociopolitiske forhold, man kan tilskrive filmens subtekst, men den er der, hvis man har lyst til at kradse lidt i overfladen.

Primært er filmen dog et bevis på, hvor dygtig en dramatiker og filmmager Tarantino er. Selv om filmen qua sine close-ups, reaktionsskud og andre filmtekniske tricks ville være meget svær at overføre til f.eks. en teaterscene, så lykkes det Tarantino, med sin vanlige sans for stramt komponeret dialog (der utroligt nok aldrig føles forceret) at skabe samtaler og nogle figurer, man husker lang tid efter filmen er slut.

Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at manden er i stand til at skabe en film, der varer lidt over tre timer, men samtidig kun at benytte to locations (en diligence og en hytte) samt et ensemble gode skuespillere. Man skulle tro at denne opskrift var dømt til at fejle eller blive decideret kedelig, men dette er ikke tilfældet. Tværtimod. På denne vis minder filmen om QTs første spillefilm Resevoir Dogs, der også benyttede sig af ganske få locations, en evokativ, velkomponeret dialog og ikke mindst de spændinger, der opstår figurerne imellem som sit primære fremdriftselement.

The Hateful Eight benytter på den led westenformatet til at skabe en historie, der takket være både valget af location (en isoleret hytte hvor snestormen raser udenfor) og de forskellige fortællinger vi får serveret af filmens figurer undervejs, kommer til at piske en lige så klaustrofobisk og paranoid stemning op som den man kunne opleve i Carpenter-klasikeren The Thing (1982) – dog uden, kan kapellet godt afsløre, rumvæsener. Samme ånd underbygges af Enniro Morricones fabelagtige soundtrack (mandens første soundtrack til en western i over 20 år), der på udsatte steder også bringer tankerne hen på Carpenters.

Tarantino beviser endnu engang at han kan få rigtigt meget ud af forholdsvis lidt. Hvor hans forrige film Django blev en noget lang og spraglet affære, der havde svært ved at finde sit fokus, så forholder det sig helt anderledes med The Hateful Eight. Idet mistankerne og mistroen breder sig blandt de meget forskellige gæster, der har søgt ly for stormen, så låner filmen plotelementer fra f.eks. klassiske kriminalfilm, i de mange diskussioner, der handler om at afgøre hvorvidt den ene eller anden person er én, de kan stole på, eller om vedkommende helt bevidst har sørget for at gæste hytten for på den måde at hjælpe filmens kvindelige hovedperson med at flygte fra ordensmagten.

En tommelfingerregel for filmfolk er, at man bør omskrive meget af ens dialog til billeder, for det bliver ofte utrolig kedeligt blot at lade filmens karakterer fortælle den ene historie efter den anden. ”Showing not telling” er det velkendte slogan, men tydeligvis gælder dette ikke hos Tarantino! For manden er nemlig i stand til at skrive så knivskarpt, at det faktisk er at foretrække at høre på Samuel L. Jackson eller Kurt Russel, der fortæller en anekdote i stedet for at vise scenen for seeren. På den vis aktiveres vores fantasi og den skaber ofte nogle langt vildere billeder end nogen filmmager er i stand til.

The Hateful Eight er kort sagt en helt forrygende film, som alle cineaster burde lappe i sig. Det er film for filmelskere, for alle der holder af godt skuespil men også for alle der bare gerne vil underholdes. Foruden at være barsk og alvorlig, har den nemlig også en masse forløsende humor. Der er dømt stort drama, tonstung stemning og en fortælling der – ud over to flashbacks – kronologisk og roligt bygger sig op mod det uundgåelige, brutale og uforudsigelige klimaks.

For selv om filmen måske ikke byder på en virkelig dyb sociopolitisk kommentar til dagens USA, eller selv om man med rette kan diskutere hvad filmens præmis egentligt er, så kan man ikke komme udenom at man er blevet kosteligt underholdt hele vejen igennem.

Som et addendum kan tilføjes, at Tarantino, med vanlig nostalgisk sans for det skæve og ikke mindst det analoge, har valgt at udsende filmen i både digital kopier og i et meget begrænset omfang i rigtig 70mm Ultra Panavision-format . Den eneste mulighed for at se filmen i 70mm kræver at man tager en tur til Imperialbiografen i København. Det er der muligvis også god grund til, for filmen der vises på ”rigtig” film er nemlig 6 minutter længere end den ”almindelige” – foruden at filmversionen byder på en ”overture” og en egentlig pause midt i filmen (så spolen kan skiftes). Hvad disse minutter konkret består af vides endnu ikke, da nærværende anmelder ikke har set denne. Kapellet opdaterer dog naturligvis denne information, så snart den bliver tilgængelig.


Forrige anmeldelse
« The Breakfast Club «
Næste anmeldelse
» Big eyes »


Filmanmeldelser