Der er noget alment fascinerende ved at se mennesker lave ekstraordinære ting. Det er blandt andet derfor vi fascineres af YouTube-videoer, der viser folk der friklatrer op af halvfærdige skyskrabere friklatrer op af halvfærdige skyskrabere, som kaster sig ud fra bjerge iført wing-suits eller som blot fremviser et ekstraordinært talent for et eller andet . Fascinationen ligger både i at man overraskes over disse mennesker, men også fordi man kan lege med tanken om selv at være den der gjorde det. Ville det ikke være sjovt hvis man selv turde eller kunne?

Phillipe Petit hører på mange måder til den gruppe af folk, der har gjort noget ekstraordinært, for det var ham der i sin tid gik på line mellem World Trade Centers to tårne. En begivenhed der ikke kun er dokumenteret i selvbiografien To Reach the Clouds, men også i den Oscar™-belønnede dokumentarfilm Man on Wire. Som om dette ikke var tilstrækkeligt, er mandens liv og især spadsereturen mellem de to tårne nu dannet blevet til en spillefilm, der i skrivende stund er udkommet på både en lang række formater.

I filmen spilles Petit af Joseph Gordon-Levitt. Filmen åbner med at Petit står på frihedsgudindens fakkel og ser direkte på tilskueren, han er filmens hovedperson og fortæller, men før vi når frem til den spektakulære gåtur, skal vi først lære vores hovedperson at kende. Derfor transporteres seeren tilbage til Paris i starten af 70erne. Her arbejder han som gadeartist, jonglør, mimer og selvfølgelig linedanser.

Filmen er stort set opbygget kronologisk, for vi oplever Petit som barn bruge al ledig tid på at øve sig på at gå på line, godt hjulpet på vej af artisten og senere som ung mand i Paris lave gadegøgl, møde den rutinerede cirkusartist Papa Rudy (spillet af Ben Kingsley), der giver den unge mand et indblik i hvordan linedans fungerer. Senere oplever vi det som måske kan betegnes som generalprøven på WTC-turen, nemlig Petit, der går mellem tårnene på Notre Dame kirken i Paris. Lige som virkelighedens Petit fremstår den fiktive udgave af ham som en kreativ og hyperaktiv fyr, som på mange måder er afhængig af hjælp fra sine omgivelser for at opnå det han gerne vil. Hvad enten hans mål er at blive en bedre som linedanser i ungdommen eller om det er planlægningen af turen mellem tårnene, så opfører Petit sig som lidt af en nar overfor sine omgivelser. Selv om der sikkert er enkelte, der vil synes han er charmerende, så vil langt de fleste sikkert som undertegnede opfatte filmens hovedperson som ganske belastende.

Det er ikke Joseph Gordon-Levitts skyld af hovedkarakteren ikke fungerer, det er snarere det faktum at Petits person er mere end blot en smule anstrængende. Dette faktum gør så også at filmen godt kan føles meget længere end de to timer den varer.

Filmen er instrueret af Robert Zemeckis, der nok er bedst kendt som instruktøren af de tre Tilbage til fremtiden-film, men som også har lavet Forest Gump. The Walk kan dog slet ikke konkurrere med disse film. Både planlægningen og udførelsen af stuntet ved World Trade Center er dog ganske spændende at følge med i, mest af alt fordi Zemeckis har iscenesat det som en slags heist-scene. Men har man set Man on Wire er der ikke meget overraskende i den, for man har jo i forvejen en ganske god idé om hvordan det hele spænder af.

Rent håndværksmæssigt kan man ikke kritisere filmen, for står Zemeckis som instruktør er der også garanti for at opleve professionel, mainstream Hollywood når det er bedst. Billedsiden, klipningen og skuespillet fungerer. Dertil kommer at genskabelsen af de to tårne og ikke mindst iscenesættelsen af Petits svimlende gåtur på stålwiren, meget højt over New Yorks gader er virkelig effektivt lavet. For de seere, der har muligheden for at se filmen i 3D, må følelsen af højdeskræk virke endnu bedre.

Alt dette ændrer dog ikke på at filmen hverken formår at overraske, eller føje noget nyt til fortællingen om Philip Petit, forudsat altså at seeren altså kender til den. Det kan godt være at filmen er langt mere fascinerende for de der ikke har set Man on Wire eller aldrig har hørt om hans gerninger, men for de der gør, føles denne ellers velfortalte film som røv og gøgler.

Endelig kan man ikke lande være med at tænke på at dette er en film der i lige så høj grad handler om det arkitektoniske vartegn som ikke er mere. Et vartegn som turistguides i New York altid fremhæver; ”Hvis I ser i den retning, ærede turister, er det stedet hvor WTC engang lå.” Det er meget mærkværdigt at en by pryder sig med et vartegn som ikke længere eksisterer. Filmen slutter da også med hovedpersonen der rørstrømsk fortæller at efter hans tur mellem tårnene, fik han et fripas til WTC så han kunne tage op på taget hvornår han end havde lyst, underforstået at det har staklen ikke længere mulighed for takket være terrorangrebet i 2001.

På den vis forsøger The Walk også at sælge ideen om noget magisk og utroligt der døde sammen med alle menneskerne der mistede livet den dag og det er ærligt talt, så sødsuppeagtigt at selv en blød humanistisk udannet anmelder får en smule mental kvalme af det. Det skal i al retfærdighed noteres at samme anmelder har en ganske stor antipati for både gøglere og al for tyk, amerikansk, patriotisk nostalgi.