Det har alle dage været Hollywoods – og måske især Universal Pictures – opskrift, for at sikre at efterfølgeren til en monsterfilm bliver en succes, at fylde flere, større og vildere monstre ind i den næste del. Det skete i sin tid med de klassiske monsterfilm som Dracula, Ulvemanden og Frankenstein, for efter de hver især havde optrådt i deres egne film, kom der film som Dracula vs. Frankenstein eller i den mere muntre ende Abbot and Costello meet Frankenstein fra 1948 hvor både ulvemanden, Dracula og selvsagt Frankensteins monster var med.

Lidt de samme kan man påstå er sket med Jurassic Park, for i den seneste del af serien er ikke kun parken blevet større. Det gælder også antallet af nye, spændende, større og vildere øgler. Det er faktisk en tendens, der meta-agtigt kommenteres i selve filmen, hvor en af figurerne siger til de andre, at publikum jo hungrer efter nye oplevelser, og det er grunden til at videnskabsmændene nu ikke kun nøjes med at genskabe fortidsøglerne, men ligefrem opfinder nye hybridarter, i jagten på betalende gæster.

Samtidig er der også sket et skifte i forhold til, hvordan øglerne skildres, for det virker som om de drabelige velociraptorer, der i den originale film fremstod som de mest skræmmende (muligvis på en snæver andenplads næst efter T-Rex), faktisk ikke er så hårdt styret af deres reptilinstinkter som først antaget. Det viser sig nemlig at en af parkens øglemedarbejdere, Owen (spillet af Chris ”Guardians-of-the-Galaxy ”-Pratt) har fundet ud af, at han er i stand til at agere alfahan for gruppen af velocirasptorer og på den vis have mulighed for at styre dem som et koppel usandsynligt farlige og lettere utilregnelige kamphunde.

Disse evner bliver der selvsagt brug for, for vanen tro starter filmen med at vise seeren en velfungerende forlystelsespark, der i løbet af et par timers tid forvandles til et tagselvbord for sultne dinosaurer. Dette skyldes – som altid – en blanding af mennesker, der i ambitionens hellige navn tager beslutninger, som de senere kommer til at fortryde, og videnskabsfolk, der kaster al god naturvidenskabelig praksis overbord til fordel for at skabe en form for kolossal kødædende dino, der er en krydsning mellem en lang række arter og andre, skumle DNA-strenge.

Selv om det er dinoerne, der er filmens helt store trækplaster, skal seeren også præsenteres for en række figurer, som vi enten kan håbe på bliver spist hurtigt, fordi de er vildt usympatiske, eller som man håber på skånes, idet de virker som gode mennesker. Følger man den interne logik i denne type film, så vil man også vide, at de irriterende figurer altid er dem, der klarer sig næstlængst, og man kan jo selv gætte på om de stakkels børn, som er blevet overladt til deres fortravlede tante, overlever strabadserne.

Tanten har dog dårlig tid til at passe på børnene, for hun er intet mindre end parkens daglige leder og må derfor pludselig håndtere et stressniveau, der er helt ude af proportioner, mens hun samtidig også skal finde tid til at få øjnene op for, hvor sødt og godt et menneske dino-træneren Owen i virkeligheden er.

Som man nok kan læse mellem linjerne, er alt, som det plejer at være, i denne fjerde ekskursion til dinoparken, men omvendt så hader vi også alt for store overraskelser i denne type mainstreamfilm – for ændrer man for meget på formlen, så er tanken, at publikum sikkert vil blive skuffede.

Skuffet bliver man dog langt fra, for selv om det er en film, der på mange måder såvel generisk som formularisk følger velbetrådte plotstier, så er det måske heller ikke på grund af den nuancerede karakterskildring eller de nyskabende plots, at man tager på en tur til Jurassic World. Nej, vi ser naturligvis filmene for at opleve de store og mindre dinosaurer gå amok og ikke mindst for at blive (gen)fortryllet af effektmagernes evne til at genskabe disse præhistoriske monstre og filmmagernes evne til at skabe bjergtagende billeder og halsbrækkende actionsekvenser. Alt dette får vi.

Jurassic World er en virkelig hæderlig dino-film, og selv om den ikke når op på siden af den skelsættende Jurassic Park så er det efter nærværende anmelder at dømme den næstbedste film i serien. Ikke kun fordi den er mere nutidig, hvad angår effekter og tempo, men den forsøger også at skrue op for de mere fantastiske, science-fiction elementer, hvilket både klæder den og samtidig får enkelte sekvenser til at minde vel meget om et computerspil. Her tænkes især på den scene, hvor børnene kører rundt i en form for glaskugle blandt de mange væsener.

Elsker man derfor dinosaurusser og action, eller vil man bare se en film med en masse sommerferiegæster, der jages af forhistoriske monstre, så opfylder filmen hér alle kriterierne. Der er scener som måske godt kan virke skræmmende på hjemmets allermindste, men heldigvis også en befriende humor, der sikrer, at det heler ikke bliver alt for drabeligt.

Endelig skal det siges, at filmen også er til at få i en 3D-BluRay-version, så de der har lyst til at opleve løjerne i 3D kan dette, såfremt de også har det rette udstyr i hjemmet. Uanset hvordan man har lyst til at se filmen, så bør man enten gøre det på en så stor skærm som muligt, for det er ikke til at komme udenom, at skal de store dino’er virke farlige, så bør de gøres så store som overhovedet muligt. En T-rex på en 14-tommers skærm har nu engang ikke helt samme effekt.