Den amerikanske instruktør Robert Zemeckis er nok allerbedst kendt for Tilbage til fremtiden og Forrest Gump, men det er langt fra alle hans film, der er lige så vellykkede (her tænker anmelder især på den melodramatiske og enormt kedelige Contact eller spiondramaet Allied som vi anmeldte for et par år siden). Man kunne godt frygte, at idet mandens seneste film Welcome to Marwen sprang de danske biografer over, så var det et tegn på, at den ikke var særligt god.

Indrømmet, filmen er også en noget sær størrelse. Den fortælles i to forskellige lag, der indimellem, og langt mere hyppigt mod filmens slutning, blandes sømløst sammen. Den ene fortælling foregår i fantasiens verden og den anden foregår i en noget mere trist og håndgribelig virkelighed.

Filmens hovedperson hedder Mark Hogancamp (spillet af Steve Carrell) og han er virkelig nok, for filmen er løst baseret på Hogancamps liv og ikke mindst på mandens meget personlige kunstprojekt . Faktisk blev der allerede i 2010 lavet dokumentarfilmen Marwencol der netop handler om Hogancamps liv, men Welcome to Marwen er bestemt ikke en dokumentarfilm.

Filmen åbner med en dramatisk scene der foregår under Anden verdenskrig. Her oplever vi, hvordan den amerikanske soldat Kaptajn Hoagie omringes af en bande skumle nazister men lige før de gør det af med kaptajnen, kommer hans slæng af lækre, kampberedte duller ham til undsætning. Det går dog hurtigt op for seeren, at det hele er en smule stiliseret og lægger man rigtigt godt øje til begivenhederne opdager man, at der er tale om dukker. Disse dukker er flot animeret i 3D. Der springes nu til filmens realfortælling, hvor vi ser at Hogancamp, tager fotografier af disse dukker, placeret i en miniatureby lige udenfor hans egen trailer. Det er ikke særligt svært at regne ud at dukkesoldaten er Hogancamps alter ego.

Idet filmen skrider frem lærer vi Hogancamp bedre at kende og finder også ud af hvorfor han bruger så meget tid sammen med sine dukker. Det viser sig at Hogancamp lever en meget isoleret tilværelse, efter at være blevet udsat for et et meget brutalt overfald. Traumatiseret af disse begivenheder er han blevet lidt af en vellidt særling i det lille lokalsamfund som han bor i. Han går til hånde i den lokale diner og er en flittig gæst i byens hobbybutik, hvor han køber nye dukker og tilbehør. Resten af hans tid går med at skabe forskellige tableauer med hans figurer og tage billeder af disse opstillinger.

Det må have været ganske svært for folkene bag filmen at skabe den, for man er blevet nødt til at gå en fin balancegang mellem at portrættere filmens hovedperson som et offer og som en sær snegl, uden samtidig at ende med at være fordømmende. Hoagancamp lever jo trods alt i bedste velgående. Filmen er dog sluppet ganske heldigt fra dette aspekt, for det er svært at nå til rulleteksterne uden at føle en stor portion sympati for vores hovedperson, og alt det han er gået igennem. Hvordan virkelighedens Hogancamp har reageret på Zemeckis’ film, vides dog ikke med sikkerhed.

Zemeckis er ikke fremmed overfor animation, det var eksempelvis ham der stod bag de ganske vellykkede film Beowulf og Polarekspressen. Selv om det måske lyder mærkeligt, så er sammenblandingen af scener med 3D-animerede dukker og realfilm meget velfungerende her, for idet filmen skrider frem, så går det op for tilskueren, at Hogancamp måske i virkeligheden forsøger at bruge sine dukker som en slags personlig terapi, frem for det kunstprojekt hans omgangskreds mener det er. Der er i al fald en række sammenfald mellem de scenarier han udsætter Kaptajn Hoagie for og så det meget voldsomme overfald som Hoagancamp selv var udsat for.

Scenerne med Hoagie er ret imponerende lavet og de sørger også for at tilføre filmen en masse action som måske mangler på realplanet. Ret morsomt er det også at Zemeckis har tilføjet en række scener med klare referencer til hans egen Tilbage til fremtiden. Her virker det som om det er instruktørens fantasiunivers der blander sig ind i Hoagancamps. Selv om filmen har alle disse fantasiactionelementer lykkes det også at få tegnet et interessant portræt af den skrøbelige, ødelagte mand det hele handler om.

Selv om det lykkes at lave en film der fungerer fint på både fantasi- og virkelighedsplanet, er det dog ret sært, i denne anmelders optik, at stort set alle folk omkring vores hovedperson er så sympatiske og forstående overfor hans situation og ikke bliver fremmedgjorte over at opleve en granvoksen mand der kravler rundt og tager billeder af de dukker han leger med. Dette er måske noget man tænker over i retrospekt, for i det filmen ses virker dette dog sært naturligt.

Welcome to Marwen er med andre ord slet ikke så dårlig som man måske kunne tro, men den er heller ikke blandt Zemeckis allerbedste. Filmen er en hyldest til fantasien og til dens evne til at ændre folks liv, både på godt men så sandelig også på ondt. Sidstnævnte ses helt tydelig i de scener hvor Hogancamp lader sig overvælde af både de imaginære trusler som han forestiller sig i sit dukkeunivers, men også sine minder om overfaldet der konstant dukker frem og rider ham som en mare. Mange andre steder på internettet er der folk der har meget travlt med at nedgøre denne film, men måske burde du i stedet stole på Kapellets vurdering af, at den faktisk slet ikke er så slem, som rygtet vil vide. Giv den en chance, det en en lidt løjerlig oplevelse, men bestemt ikke en uinteressant en af slagsen.