Siden teenagere blev opdaget som målgruppe i efterkrigstiden, er der blevet lavet en næsten uendelig række af film om og tiltænkt netop denne målgruppe. Dette fordi netop teenagere både er de der traditionelt er storforbrugere af film og fordi det hurtigt gik op for producenterne, at denne målgruppe var meget købestærke. Af samme årsag var det nemt at snige forskellige produkter ind i filmene, som man så håbede på at det unge publikum ville købe efter filmen var slut.

Rækken af film til teenagere rangerer fra de helt tåbelige surferfilm og teenage-monsterfilm fra 50’erne til mere alvorlige film, der faktisk tog deres publikum seriøst. Et tidligt eksempel på en mere seriøs tilgang er sidenhen blevet filmiske klassikere, eksempelvis James Dean-filmene Vildt Blod og Øst for Paradis, der for første gang viste publikum, hvor svært det kunne være at leve som ung. Det er blandt andet film, som disse der i årene fremefter inspirerede andre forfattere og instruktører til at skabe en række utroligt spændende og interessante film, der skildrede de genvordigheder der var forbundet med ungdomslivet.

Et godt bud på en spritny film, der netop handler om to teenagepigers besværlige indre liv er Thouroghbreds. Filmen fokuserer på det noget aparte forhold mellem de to umage piger Amanda og Lily. Lily er en pige født med en sølvske i munden, men selv om hun bor i et overdådigt palads-lignende hjem, er dette langt fra nok til at gøre hende lykkelig. Hendes far døde for et par år tilbage og moderen har nu giftet sig til luksus og en virkelig irriterende velhaver af en stedfar, Mark. Når Mark ikke er bevidst irriterende og nedladende overfor steddatteren laver han stort set ikke andet end at en konstant drønende tone, der kan høres overalt i huset, når han træner i sin romaskine

Indimellem dukker Amanda op i Lilys hjem. Officielt hedder det sig, at hun skal modtage ekstraundervisning, men reelt set giver Amandas mor Lily betaling, så datteren kan have nogen at hænge ud med. Begge piger er ensomme, også når de er sammen og det gør ikke situationen bedre at Amanda tilsyneladende ikke evner at føle noget som helst. Det er ikke fordi hun er ulykkelig, hun påstår blot ikke at være i stand til at føle noget. Som Amanda siger så er hun bare rigtig godt til at imitere andre folks reaktioner på ting. Det skal vise sig at Amanda bærer rundt på en masse emotionel bagage, eksempelvis ved alle i pigernes omgangskreds (og dem der har sociale medier) at det var Amanda selv der aflivede familiens hest på en meget voldsom vis.

Filmen bruger en ganske særegen måde at fortælle sin historie på. Selv om pigernes forhold til både deres omverden og hverandre verbaliseres, er der mindst lige så mange aspekter af deres forhold der m antydes på billedsiden og endnu flere som seeren selv må forsøge at danne sig hypoteser om. Dialogen er virkeligt skarpt skrevet. Den levers endvidere meget overbevisende af filmens to bærende skuespillerinder (Olivia Cooke og Ana Taylor-Joy) og når billedsiden også er virkelig laber, så er ender Thoroughbreds med at være en film man har svært ved at ignorere, når den først er startet.

Filmen har også en virkelig sorthumoristisk kerne, for både det som pigerne foretager sig sammen, de problemer de har, de reaktioner som deres forældre udviser og ikke mindst det som pigerne taler med hinanden om, kan meget nemt ses som direkte eller indirekte kommentarer til den kultur, som vi alle er en del af i vores privilegerede del af verden. På den led kan man godt trække lighedspunkter til Netflix-serien Heathers, selv om de er noget mere karikeret i sin skildring af nutidens ungdom end Thoroughbreds re. Det kan godt være at det er langt fra os alle der bor lige så ekstravagant og vulgært som Lily, men de problemer hun slås med, er sikkert nogle som mange (unge?) mennesker nemt vil kunne nikke genkendende til.

Filmen er også allersidste mulighed for at opleve den unge skuespiller Anton Yelchin, der som bekendt døde på en alt for tidlig død sidste år. Et tåbeligt, unødvendigt dødsfald, i en alt, alt for ung alder . Selv om Yelchin kun har en mindre birolle, som den halvkriminelle fyr de to piger forsøger at presse til at begå en kriminel handling, så lyser Yelchins talent endnu engang igennem på skærmen. Når han på den måde formår at gøre sin birolle vedkommende og troværdig synes tabet af ham endnu mere ubærligt.

Thoroughbreds ender derfor med at være en af den slags ungdomsfilm, der faktisk er utrolig seværdig, også for et publikum som på ingen måde deler hverken køn eller alder med de to bærende figurer. Det er en film der får fortalt seeren om et aparte venskab mellem to meget forskellige og så alligevel meget ens piger og samtidig bliver den i sin subtekst en spids kommentar til de de ofte meget svære valg man skal træffe i løbet af sit liv og ikke mindst hvilke konsekvenser sådanne valg kan have på længere sigt. Alt dette er meget imponerende, især når man tænker på at det er instruktør og forfatter Cory Finleys allerførste spillefilm. Han beviser med denne film, at Cory Finley er endnu et af de navne som vi her på Kapellet vil holde tæt øje med fremadrettet.