Der er vist ikke mange med interesse i psykologi, antropologi eller generelt bare menneskelige relationer, der ikke har hørt om eksperimentet som Phillip Zimbardo orkestrerede ved Stanford Universitet i 1971. For ikke alene var forsøget kontroversielt og voldsomt, det afslørede også hvad ganske almindelige folk er i stand til at gøre, hvis de får magt over andre. Det er på mange måder et forsøg, der minder lidt om Milgrams meget berømte eksperiment hvor forsøgspersoner skulle give andre ”stød” hvis de svarede forkert på en række spørgsmål. Begge forsøg forsøger på hver deres måde, at afdække vor forhold til autoritetsfigurer.

Grundideen bag eksperimentet i Stanford var helt simpel. Man udvælger en gruppe forsøgspersoner og deler så denne gruppe ind i to. Den ene gruppe skal agere fanger og den anden fangevogtere i et fængselsmiljø. Herefter sætter man vogterne fri til at styre fangerne, med det forbehold, at fangevogterne ikke har lov til at benytte fysisk vold mod de indsatte. Forsøgslederne trækker sig herefter tilbage og observerer dynamikken mellem de to grupper via overvågningskameraer. Ideen er at undersøge, hvad der sker med folk i sådanne situationer. Uden at afsløre for meget for de der aldrig har hørt om eksperimentet, eskalerede spændingerne mellem de to grupper utroligt hurtigt. Hurtigere end nogle af forskerne bag havde regnet med.

Eksperimentet har dannet grundlaget for flere spillefilm. Bedst af disse er nok den tyske Das Experiment (2001) af Oliver Hirscbiegel, en film som for resten dannede grundlaget for en ganske hæderlig amerikansk re-make i 2010 der fik samme titel. I 2015 kom så en film der forsøgte at være mere tro i forhold til de reelle begivenheder. Filmen har fået den sigende titel The Stanford Prison Experiment og folkene bag har valgt at give en mere historisk korrekt version af hændelserne. Den er også baseret på Zimbardos egen bog The Lucifer Effect. Denne film er her i foråret ’16 kommet på DVD og BluRay.

Filmmagerne har forsøgt at genskabe både de fysiske rammer for eksperimentet, ligesom de har forsøgt at ramme både beklædning og udseendet af de testpersoner, som i sin tid deltog. Ved første øjekast irriteres man måske en smule ved at se så mange falske overskæg, brunt fløjl og grimt hår på én gang, men til gengæld lykkes det fint for folkene bag at flytte fokus væk fra dette aspekt, til det som er kernen i filmen, nemlig de magtkampe, der udspiller sig i løbet af forsøget.

The Stanford Prison Experiment tilføjer også en ny dimension, som Hirschbiegels film mangler, for det er ikke kun kontroverserne mellem fanger og vogtere som skildres, den tager nemlig også fat i de skærmydsler og problemer, som opstod i forskergruppen der observerede eksperimentet, mens det var i gang. Seeren oplever derfor mange gange Zimbardo (der spilles af Billy Cudrup) i heftig diskussion med fagkollegaer eller på grænsen til det vanvittige, når han insisterer på ikke at gribe ind i situationer, der potentielt kunne være gået grueligt galt.

Filmen tager ikke stilling men synes nøgternt at præsentere eksperimentets etiske og moralske problemstillinger som seeren så kan diskutere med sig selv eller med dem han/hun ser filmen med efterfølgende. Selv om man måske spørger sig selv om hvorvidt eksperimentet ville være faldet ud på samme måde i dag, som det var i starten af 1970erne, så er det stadig interessant at opleve dynamikken mellem to grupperinger, der helt tilfældigt får tildelt enten offerrollen eller rollen som den der bestemmer over de andre.

Filmen er måske især interessant for psykologiundervisere, der gerne vil krydre støvede tekstbøger med noget mere dramatisk og der er bestemt stof nok i filmen til både analyse og diskussion efterfølgende. Til gengæld er handlingen næppe særligt overraskende for de der har læst om eksperimentet eller for den sags syld set Hirschbiegels førnævnte film.

Skuespillet er ganske glimrende men tidsbilledet forekommer en anelse karikeret, som om produktionsdesignerne ikke helt har fået ressourcer eller tid nok til at gøre dette ordentligt. Dramaet fungerer dog og det er skønt med en amerikansk film, der som denne overlader fortolkningen og stillingtagen til dens tilskuer, i stedet for at præsentere en færdigpakket, ensidigt budskab.

Så selv om der er mange ting der fungerer ganske godt i The Stanford Prison Experiment så er det indimellem så svært at se bort fra de grimme parykker og falske bakkenbarter at man kan tage figurerne helt seriøst. For når troværdigheden på den måde indimellem går fløjten, så mister seeren desværre også sin empati for de figurer, der helst skulle udløse den og det gør at filmen bliver langt mindre vedkommende end det var tiltænkt.