Det er ikke noget nyt i at Hollywood baserer spillefilm på legetøj, tænk blot på film som Transformers eller G.I. Joe . Man har også set film baseret på brætspil, som f.eks. Battleship eller Dungeons & Dragons . Det er også en mellemting mellem et stykke legetøj og åndemaneri, der er grundlaget for den nye, amerikanske gyserfilm Ouija.

Det såkaldte Ouija-bræt er en mellemting mellem brætspil og seance, for ideen med dette åndemanerværktøj (der i USA faktisk lanceres af legetøjsfirmaet Hasbro, der har copyright på navnet) er at man samles med et par venner og benytter det til at komme i kontakt med åndeverdenen.

For de der ikke kender Ouija, er her en kort beskrivelse. Oiujabrættet består af en træplade hvor alfabetet, samt tallene fra 0-9 er påført, foruden et par felter med ordene ”yes” og ”no”. Deltagere i spillet placerer en finger på den såkaldte planchette, en hjerteformet brik der har en objektiv, der består af en udskåret cirkel med glas i midten af denne træplade. Deltagerne læser en besværgelse op og ideen er så at de ånder der dukker op, begynder at flytte planchetten uden de medvirkende bevidst flytter den. Planchettens objektiv standser så ved bogstaver eller tal. På den måde kan ånderne svare på de medvirkendes spørgsmål til åndeverdenen. Det kan sammenlignes med ”ånden i glasset”, blot masseproduceret.

Historien om Ouija-brættet stammer helt tilbage fra slutningen af 1800tallet hvor versioner af dette bræt blev brugt af spiritistiske medier, der som bekendt var meget på mode på den tid, men ideen om at kontakte ånderne på den måde er meget ældre. Patentet på spiritistbrættet blev dog tegnet i 1890 og Hasboro købte rettighederne til navnet i 1991 (efter det havde været ejet siden 1961 af legetøjsfirmaet Parker) .

Selv om det egentligt er et ganske ordinært stykke legetøj, så findes der jo et utal af gyserfilm og vandrehistorier der netop handler om at folk vitterligt er kommet i kontakt med dæmoniske væsener og ondsindede spøgelser, efter at have leget med Ouija. Et faktum, som filmen af samme navn naturligvis udnytter. For selv om konceptet måske lyder ganske fjollet, så er det faktisk lykkedes at skabe en halvhæderlig, mainstreamgyser ud af forlægget.

Filmen leger grundlæggende med to aspekter ved spillet. Det ene er at man under ingen omstændigheder må spille spillet alene (denne regel handler i virkelighedens verden nok mest om at det er svært at lave mikrosuggestioner med sig selv – men det er en anden historie). I Ouija sker der naturligvis noget helt frygteligt, hvis man formaster sig til at spille alene. Det andet koncept som filmen leger med, er ideen om, at de væsener man hidkalder kan observeres med det blotte øje, hvis man løfter planchetten fra stavepladen og kigger gennem objektivet. En gimmick der er ganske effektiv og som de der har spillet det gamle J-horror spil Fatal Frame vil kunne nikke genkendende til, selv om det i spillet var et særligt kamera man kunne benytte til at observere de ondskabsfulde spøgelser med.

Filmen handler om en gruppe venner, der for nyligt har mistet deres fælles veninde, Debbie. Da de finder hendes Ouija-bræt, forsøger de at komme i kontakt med den afdøde og det lykkes måske for dem, idet planchetten begynder at bevæge sig rundt på brættet og stave beskeder til de unge mennesker. Der er dog flere af vennerne, der både tvivler på seancens ægthed og på at det virkelig var Debbie, de havde kontakt med. Der går dog ikke længe før de falder over nogle videooptagelser, som Debbie havde lavet før sin død, der viste at hun selv legede med dette Ouijabræt og mere foruroligende er det at spillet måske havde noget at gøre med den unge piges død.

Normalt når teenagere optræder i gysere, så kan man enten forvente at der er en maskeret hævner som lurer i buskadset, en regulær spøgelsesfilm eller en film om besættelse, men Ouija skal i det mindste have point for at forsøge at forsøge noget helt andet. Det er ret beset stadig en overnaturlig gyser, med de forventelige knirkende døre, pludselige chokeffekter og ikke mindst generiske teenagere der løber skrigende rundt, men ideen med at lade planchetten være deres og seerens vindue ind til den usynlige åndeverden er faktisk ganske glimrende.

Med et hæderligt budget i ryggen fra Universal, hæver Ouija sig derfor også en anelse over alle de generiske teenagegysere, idet den formår at bygge ganske fin gyserstemning op og giver de mere masochistiske seere lyst til at gå på Amazon, for at bestille et fint Ouijabrædt til hjemmet. Så filmen lykkes både at placere sit produkt og samtidig lave en generisk, men også ganske underholdende lille gyser, som målgruppen med garanti vil holde af.