Da kapellet i sin tid anmeldte filmen Open Windows var dommen, at ideen med udelukkende at lade filmens handling foregå via skrivebordet på en computer allermest var et formeksperiment, der næppe ville sætte skole eller for den sags skyld blive gentaget. Det skulle dog vise sig at være delvist forkert, for den nye amerikanske thriller Unfriended gør nemlig nøjagtig det samme. Selv om to film måske ikke er tegn på en egentlig tendens, er det alligevel bemærkelsesværdigt, at filmmagerne nu søger mod computerinterfacet som udtryksform. Filmen forsøger altså at skabe drama udelukkende ved at vise seeren Facebookopdateringer, Skypeopkald, tekstchat og forskellige apps, som figurerne i filmen benytter på kryds og tværs til at kommunikere med hinanden med. På intet tidspunkt bliver der klippet til et eksternt kamera, andet end de webcams, som benyttes, eller en YouTube-video, der afspilles. Naturligvis en video der ser ud, som om den er optaget med en mobiltelefon.

Det kan muligvis lyde som en visuel uinteressant ørkenvandring, der især mares af den latente mangel på indflydelse som tilskueren sidder med, i forhold til selv at klikke på skærmen, eller flytte markøren op og lukke et vilkårligt program. Det skal dog vise sig at Unfriended er alt andet end dette, for utroligt nok, formår den takket være en ganske stram dramaturgi og et fint nørdet kendskab til hvordan brugerflader fungerer, at omforme hvad der kunne være endt som et trist screengrab til en ganske interessant horrorfilm.

Unfriended er en film, der har ladet sig inspirere kraftigt af en lang rækker gyserfortællinger som alle har det til fælles at de kombinerer teknologi og onde ånder. Mest tydelig er inspirationen nok hentet fra J-horror klassikere som The Ring der havde en forbandet VHS-kassette som omdrejningspunkt, One Missed Call hvor gespenster hjemsøgte mobilnettet, eller Pulse (org. Kairo), der legede med ideen om at gespenster netop benyttede internettet til at færdes på. Disse film er igen blot en opdatering af de overnaturlige fortællinger, som knytter ånder til genstande eller steder – fra den forbandede abehånd, krystalkranie, Ouija-brædt eller amulet, til klassikeren af spøgelseshistorier, de der knytter gengangerne til et hjemsøgt hus.

I Unfriended møder vi en gruppe unge mennesker, der mødes til en videokonference for at snakke sammen, men i deres chatrum optræder også en anonym bruger, som ingen af dem har inviteret til seancen. De forsøger at logge af og på igen, men uden at den fremmede forsvinder. De diskuterer forskellige hypoteser om hvem den anonyme bruger er. Er det en hacker? Er det en af deres venner der laver et prank, eller er det ligefrem en af vennerne, der tager pis på de øvrige.

I et stykke tid forbliver den anonyme bruger anonym, men pludselig begynder den fremmede at skrive chatbeskeder til vennerne. Først virker det lettere uskyldigt, men dette ændrer sig drastisk da personen giver sig til kende. Brugeren hævder at være Laura Barnes, en elev på deres High School som blev berømt da hun skød sig selv, efter at have været blevet udsat for chikane på internettet. ”Laura” hævder at gruppen af venner hver i sær har et ansvar for at det gik som det gik. Først er vennerne helt afvisende overfor denne påstand, men da ”Laura” viser at hun kan tvinge medlemmerne af chatgruppe til at gøre skade på dem selv, bliver hun pludselig taget anderledes seriøst.

Filmen forsøger takket være sin eksplicitte fokus på skrivebordet, videovinduerne og den on-line/direkte følelse den forsøger at videregive, at skabe en aura af autencitet i sin gyserfortælling, ganske som mock-dokumentaren i årevis har gjort. Langt de fleste seere er naturligvis godt klar over at dette blot er et middel mod et mål – nemlig at få tilskueren til at blive ovebevist om det virkelighedsnære i fortællingen. Der er så blot det problem at langt de fleste brugere af nettet også er ganske kritiske overfor det som vi får at se her – for verden vil bedrages og internettet er fyldt af fabrikerede videoer, der ved første øjekast måske virker ganske ægte.

Selv om netformatet måske gør os lidt mere skeptiske, så nedbrydes denne skepsis også undervejs, dels fordi skuespillerne i filmen er tilpas ukendte og gode, til at man godt kan relatere til dem og den mystiske situation de pludselig befinder sig i. Dels fordi den som fører markøren rundt og klikker sig rundt mellem vinduerne i filmen helt tydelig ved hvad vedkommende gør. Det kan godt være at en lidt computerforskrækket ældre segment hurtigt hægtes af, når det ene vindue afløser det andet mens en netchat hives ind fra siden, men for alle de unge mennesker som filmen er henvendt til vil det med garanti virke ganske overbevisende.

Unfriended formår at fortælle en ellers ordinær overnaturlig hævnhistorie á la I Know What You did Last Summerpå en ganske frisk måde, som til trods for at den gentager den stil som førnævnte Open Windows også gjorde brug af, men blot langt mere effektivt og metabevidst. Det er sikkert ikke en film som hærdede gyserfans vil blive kolossalt skræmt over, men den har sine momenter og vil med garanti appellere til Web 3.0-generationen.