I løbet af de seneste år, har Audi fået samme ry som BMW havde tidligere. Både Jeremy Clarkson og hans kollega James May, har offentligt udtrykt dette helt eksplicit på det hedengangne BBC-show Top Gear. Det er pikhoveder der kører Audi! Det er virkelig en ærgerligt ry, for Audi har altid lavet drønlækre øser og heldigvis er der enkelte chauffører, som hører til undtagelsen. Om ikke andet er der ham, som sidder bag rattet i de store Audibiler der optræder i Transporter-filmene.

I den seneste film i serien, Transporter – refuelled er både bil og chauffør nye. Tidligere var det Jason Statham, der havde rollen som den jakkeklædte problemløser Frank, men han er i denne fjerde film i serien blevet skiftet ud med Adam Cooper, der faktisk gør det overraskende godt. Bilen som han ræser rundt i er den spritnye Audi S8 som tilskueren undervejs ser fra alle tænkelige og utænkelige vinkler. Faktisk synes S8’eren at være mindst lige så vigtig en figur som Frank selv. Synes man ikke helt det er grund nok til at indløse billet, så får man ud over en veltrænet, charmerende actiontyr og hans labre bil, en masse smukke kvinder der danser i undertøj, skuddueller, biljagter, nævekampe, russiske gangstere og smukke, luksuriøse locations.

Hvad Transporter - refuelled byder på i visuel overflod, som var filmen fattigmandsudgave af en James Bond-film, mangler den til gengæld i forhold til dens plot og genremæssig nytænkning. Filmen er nemlig en jævnt underholdende, strømlinet, Luc-Besson metervareproduktion, der gentager mange af de delelementer, man tidligere har set i et utal af andre film fra EuropaCorp, produktionsselskabet, der ejes af Luc Besson & Christopher Lambert. Hvis man har set seriefilm som Hitman, Taken, eller for den sags skyld de tre andre Transporter -film, er der næppe noget at finde i den nye.

Dette betyder ikke at det er decideret dårligt, for langt hen af vejen er det ganske velfungerende, actionunderholdning man bydes på, men man kan bare ikke undgå at føle at den spritnye film som man har indløst billet til, basalt set er en film man har set et par gange før, hvis man altså har smag for genren.

Denne gang handler det om en prostitutionsring i Monaco, der styres med hård hånd af nogle modbydelige østeuropæere. En lille gruppe af piger, der er blevet udnyttet gennem en årrække, beslutter sig for at hævne sig på ågerkarlene og bagmændene der har tvunget dem i prostitution. For at kunne udføre deres sindrige plan, har de naturligvis brug for en chauffør som de kan stole på og valget falder naturligt nok på den bedste i branchen - Frank.

Der vil sikkert være de, der mener at kapellet her afslører alt for meget af handlingen, men når vi i filmens prolog ser en ung, grædefærdig pige – Anna - der bliver sat til at arbejde på gaden i Monaco og filmen så springer 15 år frem i tiden til samme Anna, der kontakter vores helt, efter at have bekræftet overfor en af hendes veninder at de bliver ”nødt til at følge planen til dørs”, så kræver det ikke meget hjerneaktivitet at regne ud, at det er dette hævnmotiv, der driver både pigerne og filmen frem, selv om filmen selv forsøger at benytte mystikken omkring pigernes plan som en slags fremdriftselement. Det virker ganske enkelt ikke.

Vores regelrette helt vil indledningsvist ikke deltage i deres plan, men pigerne er et skridt foran og har kidnappet Franks far. Selv om vores unge helt måske ikke altid er helt er enig med sin far, så kan han jo heller ikke bare lade ham dø og derfor indvilliger Frank først modvilligt i at hjælpe dem. Senere går han mere gladelig til hånde, da han indser det retfærdige i planen.

Som nævnt genbruger filmen en lang række genreklicheer. Vi ser således i løbet af filmen: politimænd, der er ustyrligt dårlige til at føre forskellige motorkøretøjer, russiske gangstertyper, der er lige så brede som de er dårlige til at slås, sammenbidte heltetyper, der forklæder sig for at få fat i det de har brug for, hurtigt-klippede actionscener (hvor klippene primært skal skjule det faktum at skuespillerne ikke har trænet kampsport siden barndommen), diskoteker med stroboskoplys, pumpende beats og snavende piger i stramme kjoler, osv., osv.

Det er formularisk, forudsigeligt og flot, men det er en af de popcornfilm man har glemt nærmest lige så snart som det tager rulleteksterne at køre over skærmen. Der er ingen tvivl om at det var en fin beslutning at lade en yngre mand indtage førerrollen som Frank og er der retfærdighed til, så sørger filmen for at kickstarte Ed Skreins karriere som actionhelt, også selv om hans tænder ikke er helt lige, for han er både charmerende og udfylder rollen fint. Det samme kan siges om Ray Stevenson, der spiller Franks far. Hans rolle tilføjer lidt nødvendig troværdighed til filmen, figurer der står i kontrast til nogle af de andre medspillere, hvis figurer er så flade, at man næsten overser dem.

Selv om flere af figurerne i Transporter – refuelled citerer replikker fra Alexandre Dumas’ roman De 3 musketerer, der kommer til at fungere som en slags spejl til pigernes frihedskamp, så tilføjer dette ikke nogle intellektuelle lag til filmen, for dette bliver blot endnu en reference til noget originalt, lige som resten af filmen kommer til at virke som en lang reference til et utal af andre, lignende actionfilm.