1930’erne var en fremgangsrig periode for nazisten Adolf Eichmann, der med tiden kom tættere og tættere på de magthavende i det nationalsocialistiske Tyskland. Fra starten var han en del af SS, men i ’38 blev han – på grund af sin stærke ideologiske overbevisning og heraf udspringende reliabilitet – forfremmet til leder af koordineringen af den jødiske emigration fra Østrig.

Da krigen for alvor brød ud, og ’det jødiske problem’ blev af et uoverskueligt omfang for regeringen, viste Eichmann sig også at være en mand med en enormt god logistisk sans for deportationerne. Efter ’42, da Die Endlösung for alvor skulle køres på skinner, blev Eichmann sat til at få det til at glide problemfrit. Yderligere kz-lejre blev opført, og flere kreative midler til udryddelse blev sat i værk. Gaskamrene blev iværksat som en billigere måde at henrette på, fordi kuglerne efterhånden skulle bruges til at føre kamp andetsteds.

Med andre ord var Adolf Eichmann arkitekten bag Holocaust, som han er blevet kaldt, og det anslås derfor, at han minimum har over en million menneskeliv på samvittigheden. Det kom for alvor frem, da han først i 1960 blev fanget i Argentina, hvor han opholdt sig efter krigen. Han undgik således Nürnberg-processerne, men blev nu hentet til Jerusalem, hvor han skulle sættes for retten. Det er optakten til denne retssag, filmen Eichmann handler om.

Under retsprocessen mod Eichmann overværede den jødiske filosof Hannah Arendt sagens forløb fra tilhørendes bænk. Det blev derpå til hendes interessante analyse af ondskab i bogen Eichmann i Jerusalem, der diskuterer det, som hun kalder for ondskabens banalitet. Det går ud på, at Eichmann – mere end at fremstå som en ondskabsfuld person med psykopatologiske diagnoser – i stedet fremstår som en fokuseret karriereperson, der derfor parerede ordrer oppe fra.

Hun fandt heller ikke spor af antisemitisme eller andre spor af psykiske problemer, og måtte derfor konkludere, at Eichmann i stedet reagerede på linje med, hvordan man andre – her under soldater og andet godtfolk – under en sådan krig ville handle. I høj grad stiller det spørgsmål til, om vi på den ene side kan stille spørgsmål ved personers handlinger under et strengt system, mens det også på den anden side frem for alt handler om eksistensen af ren ondskab, som Arendt i særdeleshed derved betvivler.

Med andre ord er historien om Eichmann dybt interessant på flere fronter, både menneskeligt, psykologisk, filosofisk og i den grad også historisk. Der er derfor mange muligheder for at skildre en fortælling om en person, der kunne nuancere det lettere sort/hvide forhold, de fleste vokser op med i forhold til Det Tredje Rige. Det er her på ingen måde – og heller ikke hos Arendt – en undskyldning for grufuldhederne, men en mulighed for at skildre et nuanceret billede af menneskeskabt ondskab – i sin banalitet ganske simpelt.

Eichmann lover også dette, idet der bag på filmen står skrevet, at ”intet er så sort-hvidt, som det ser ud”. Her lover filmen desværre meget mere, end den holder, for Eichmann er nok den mest sort/hvide skildring af et specifikt aspekt af den anden verdenskrig, vi længe har set. I starten nævnes det, at den er bygget på den israelske afhøring af Eichmann selv, hvilket langt hen ad vejen tilsyneladende også er rigtigt. Afhøringen af Eichmann fylder i hvert fald det meste, men når Avner Less – der var anklageren mod Eichmann – slukker for sin optager, eller når optageren løber tør for bånd, så foranlediger dette nogle flashbacks, som tilsyneladende derved undslipper filmens kilder. Og i disse tilbageblik skildres Eichmann som en rendyrket ondskab, der på ingen måde står mål hverken, hvad filmen selv lover – eller slet ikke Hannah Arendts oplevelser i retssalen.

Det er derfor ensidigt, det er uden for kontekst, det er fordømmende, og det er på ingen måde værdigt, selvom han har mange liv på samvittigheden, og hævngerrigheden måske har en uslukkelig tørst efter gengældelse. Scener, hvor Eichmann og sin elskerinde seksuelt tænder på at tale om udryddelse af jøder (jo højere antal, jo højere gejst), eller hvor Eichmann – for at imponere elskerinden – skyder en jødisk baby, er kort og godt så kyniske, at de fremstår utroværdige.

Samtidig træffer filmen det overraskende valg at stoppe lige før retssagen træder i kraft, selvom det er der, den spændende diskussion mellem forsvarer og anklager kunne være skildret. Det betyder, at filmens fokus er på den jødiske anklagers fordømmende afhøring af Eichmann, uden at nuanceringen gennem retssalsdramaet kommer frem på ret mange måder. Godt nok hører vi Eichmann påstå, at han blot var en del af systemet, men de sigende tilbageblik er nærmest montagetekniske undermineringer af Eichmanns påstande. Altså handler filmen ikke om at skildre en nuanceret retssag, men om at bruge afhøringen til at få Eichmann til at fremstå som en djævel. Der er med andre ord intet nyt at komme efter i Eichmann. I stedet for at fortælle om den interessante retssag, springer filmen helt hen over dette – og fortæller blot, at Eichmann til sidst blev dødsdømt.

Eichmann passer med andre slet ikke ind den eller interessante tendens, der er i både faglitteraturen, skønlitteraturen og filmfiktionen, til at skabe nogle mere interessante, facetterede blik på en tid, der for ingen har været nem at begå sig i. I stedet bekræfter den blot den ensidige fordømmelse, vi har været vidne til alt for længe.